Margaret Lindhardt vender tilbage i ’Giro 413’ på P5

DR vil satse mere på P5, og fra november overtager kanalen blandt andet de to radioprogrammer ’Danmarksmester’ og ’Giro 413’, som hidtil har været samsendt med P4. Samtidig får P4’s lyttere to nye underholdende og oplysende programmer.

Margaret Lindhardt vender tilbage til det ’Giro 413’, hvor hun også var vært fra 1995-2012. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

DR vil fremover satse mere på radiokanalen P5, og som et led i den satsning overtager kanalen fra november de to programmer ’Giro 413’ og ’Danmarksmester’ fra P4. Lytterne på P4 kan i stedet se frem til to nye underholdende programmer.

I forbindelse med ændringerne vender Margaret Lindhardt tilbage som vært for ’Giro 413’, hvor lytterne siden 1950 har sendt hilsner til hinanden, ønsket plader og samlet penge ind til socialt udsatte børn og unge i alt fra muleposer over sovsekander til margretheskåle.

”Jeg har altid haft en stor kærlighed for programmet og dets formål, og jeg glæder mig til atter at få direkte kontakt med lytterne og til at glæde andre. Noget af det, jeg vil arbejde med, når jeg er tilbage i jobbet, er at styrke indsamlingen af penge,” siger Margaret Lindhardt, der bestemt ikke er ubekendt med ’Giro 413’, som hun var vært for fra 1995-2012.

Den nuværende ’Giro 413’-vært Anders Bisgaard fortsætter på P4, hvor han fremover både vil være vært på flere af P4’s landsdækkende programmer og være morgen- og eftermiddagsvært på P4 Sjælland.

’Danmarksmester’ på P5

Også programmet ’Danmarksmester’ flytter permanent ind på P5 fra november.

I quizprogrammet, der bliver sendt på alle hverdage fra DR i Aarhus, præsenterer Karlo Staunskær lytterne for spørgsmål om alt fra fortid til nutid, og sådan vil det også være, når P5 overtager ’Danmarksmester’, der hidtil – ligesom ’Giro 413’ – har været samsendt mellem P4 og P5.

 ”Vi tror på, at det vil gavne både P5 og de to programmer, at de fremover hører hjemme på P5. Begge programmer har stået med et ben på hver kanal, og på P5 kan vi rendyrke udsendelserne, som lytterne elsker – kombineret med den musik, de kan lide. P5 er en kanal, vi satser på, og vi tror på, at det her kan være med til, at endnu flere lyttere får ørerne op for kanalen,” siger DRs radiochef Tor Arnbjørn.

P5 har allerede de seneste år oplevet lytterfremgang, og hver uge samler kanalen omkring en kvart million lyttere om musik fra de seneste 60 år og markante værter. 

P4 lancerer nyt

Samtidig med at P5 overtager de to velkendte udsendelser, lancerer DRs brede kanal for de voksne lyttere – P4 – to nye, underholdende programmer, der skal sendes fra november.

”Det er vigtigt for os både at udvikle nyt til DRs brede kanal for de voksne lyttere, P4, samtidig med at vi bevarer og endda skærper de to ikoniske programmer ’Giro 413’ og ’Danmarksmester’ på P5. Vi har ambitionen om at give lytterne, der elsker de to programmer endnu bedre udsendelser,” siger Tor Arnbjørn.

Sløret for de nye P4-udsendelser bliver løftet i midten af oktober. Men P4’s kanalredaktør Lars Daneskov fortæller, at de både kommer til at byde på masser af dansk musik og folkelighed – men samtidig vil være på forkant med lytterne og præsentere dem for noget helt nyt.

”P4 har altid været en kanal med brede, folkelige programmer, og det gælder naturligvis også de nye programmer. Vi vil gerne lave underholdende og folkelig radio, der samler danskerne på tværs af geografi og generationer. Derfor glæder vi os meget til at præsentere de to nye udsendelser og deres værter for lytterne til efteråret. Vi håber, de vil tage godt imod dem,” siger Lars Daneskov.

’Giro 413’ kan høres for første gang med Margaret Lindhardt som vært igen på P5 søndag den 2. november, mens P5 overtager ’Danmarksmester’ fra mandag den 3. november. 

Det siger værterne om det

  • Vært på ’Danmarksmester’ Karlo Staunskær: ”P5 giver os mulighed for at fastholde og udvikle ’Danmarksmester’ endnu mere målrettet for programmets trofaste og glade lyttere. Der vil stadig være plads til den gode menneskelige historie. Men først og fremmest er det vigtigt, at DRs oprindelige idé med programmet, nemlig at give danskerne en populær  indgang til kultur og historie, bliver fastholdt.

  • Kommende vært på ’Giro 413’ Margaret Lindhardt: ”Jeg har altid haft en stor kærlighed for programmet og dets formål, og jeg glæder mig til atter at få direkte kontakt med lytterne og til at glæde andre. Noget af det, jeg vil arbejde med, når jeg er tilbage i jobbet, er at styrke indsamlingen af penge.”

Facebook
Twitter