Meningsmåling: 3 ud af 4 bakker op om mediedækning af Folkemødet

Mandag er der præcis en måned til Folkemødet 2017 starter på Bornholm. Et massivt flertal – tre fjerdedele af befolkningen – mener, ifølge en spørgeundersøgelse, at danske medier, herunder DR, bør dække det.

  • I en spørgeundersøgelse fra analysebureauet Analyse Danmark giver 3 ud af 4 adspurgte udtryk for, at medierne bør dække Folkemødet på Bornholm. (© Type 1)
  • Stemningsbilleder fra DRs 'Plads til samtale' på Folkemødet sidste år (Foto: Anders Beier © Type 1)
1 / 2

Mediernes dækning af Danmarks største demokratifestival, Folkemødet på Bornholm, får opbakning i befolkningen. I en spørgeundersøgelse fra analysebureauet Analyse Danmark giver 3 ud af 4 adspurgte udtryk for, at medierne bør dække Folkemødet på Bornholm. Blot syv procent er uenige i, at medierne skal dække Folkemødet.

Folkemødet startede ud i 2011 med omkring 10.000 gæster. Siden er politikfestivalen i Allinge vokset betydeligt og er dermed gået fra drilagtigt at blive kaldt både ”journalisternes og politikernes fætterkusinefest” og ”djøfstortion” til at slå publikumsrekord sidste år med op mod 100.000 gæster og 3000 forskellige events. Den nye måling fra Analyse Danmark tyder på, at befolkningen bakker op om mediernes dækning af Folkemødets mange debatter, der for øvrigt går i gang om præcis en måned, den 15. juni.

Analyse Danmark har også spurgt om befolkningens holdning til DRs dækning af Folkemødet. Her svarer 73 procent, at DR bør dække Folkemødet, så danskerne kan følge med uden selv at være til stede. Otte procent er uenige i, at DR bør dække Folkemødet.

DR sender omkring 50 programmer og indslag fra Folkemødet 2017, blandt andet ’Langt fra Borgen’, ’Debatten’ med Clement Kjersgaard og DRs nyheder for børn, ’Ultra Nyt’.

Folkemødet vigtigt for samfundet

Folkemødet har siden 2011 fundet sted hvert år i juni i den nordbornholmske havneby, Allinge. Det er et non-profit-foretagende, som har til formål at styrke demokratiet og dialogen i Danmark ved at give borgerne mulighed for at møde beslutningstagerne ansigt til ansigt.

Ifølge undersøgelsen fra Analyse Danmark - foretaget for DR - mener 75 procent af de adspurgte, at det er vigtigt for samfundet, at borgere, organisationer og politikere diskuterer politik direkte med hinanden på Bornholm. Seks procent er uenige i, at Folkemødet er vigtigt.

Og det er ikke kun borgere med grå stænk i håret, der støtter op om de mange politiske debatter, som Folkemødet er kendt for. Det er nemlig de unge, der ligger i top, når det gælder vurderingen af den samfundsmæssige vigtighed af et arrangement som Folkemødet. I undersøgelsen svarer 77 procent af de 15-29-årige, at et arrangement som Folkemødet er vigtigt for samfundet. Spørgeundersøgelsen viser desuden, at der er et bredt kendskab til Folkemødet på tværs af aldersgrupper. 8 ud af 10 danskere har kendskab til Folkemødet på Bornholm. Blandt de 15-29-årige kender 72 procent til Folkemødet.

(Foto: Dr)