Meningsmåling: 37 år gammel julekalender var bedst

YouGov og MetroXpress har spurgt befolkningen, hvad de synes har været den bedste julekalender. ’Jul i Gammelby’ sejrede.

Lene Maimu havde en af hovedrollerne i ’Jul i Gammelby’ i 1979, som er manges julekalenderfavorit. (Foto: DR © Type 1)

”Hvad er den bedste julekalender, der nogen sinde er blevet lavet i Danmark?”

Det har analyseinstituttet YouGov spurgt et repræsentativt udsnit af befolkningen i alderen 18-74 år om for avisen MetroXpress.

Danskernes favorit-julekalender viser sig at være den 37 år gamle ’Jul i Gammelby’, som DR sendte første gang i 1979. Den blev optaget i Den Gamle By i Aarhus og foregår ”i gamle dage”.

’Jul i Gammelby’ fik 17 procent af stemmerne, og opløbet er nu tæt. For ’Nissebanden i Grønland’, som sendes på DR Ramasjang for øjeblikket, er 2’er med 15 procent, og ’Nissebanden’ 3’er med 14 procent.

Journalist og julekalenderekspert Svend-Vilhelm Mikkelsen siger til MetroXpress, at han godt forstår, at ’Jul i Gammelby’ sejrer. Det er, hvad han kalder julekalendernes svar på ’Matador’.

”Det var første gang, man lavede en julekalender, som vi kender dem i dag. Tidligere brugte man dukker, men her brugte man rigtige skuespillere og havde en fortløbende handling,” forklarer Svend-Vilhelm Mikkelsen.

Han fremhæver også, at ’Jul i Gammelby’ foregik i 1800-tallet.

”Og serier, der handler om gamle dage har altid været populære,” siger han.

Mens DR sejrer i meningsmålingen, får DRs julekalender ’Hallo, det er jul’ fra 1995 dog også lidt af en begmand. Ikke en eneste har i YouGov-undersøgelsen peget på, at det var deres julekalenderfavorit.

Her er danskernes 10 største julekalenderfavoritter, ifølge YouGov for MetroXpress

  1. 1

    ’Jul i Gammelby’ (DR)

  2. 2

    ’Nissebanden i Grønland’ (DR)

  3. 3

    ’Nissebanden’ (DR)

  4. 4

    ’Jul på slottet’ (DR)

  5. 5

    ’Pyrus i Alletiders Eventyr’ (TV 2)

  6. 6

    ’Jesus og Josefine’ (TV 2)

  7. 7

    ’Jullerup Færgeby’ (DR)

  8. 8

    ’Alletiders Jul’ (TV 2)

  9. 9

    ’Jul i Valhal’ (TV 2)

  10. 10

    ’Absalons hemmelighed’ (DR)

Facebook
Twitter