Mette Frisk møder den kriminelle verden i jagt på forsvundne eventyr

Hidtil er det forsvundne arvinger, Mette Frisk har jagtet på DR1. De kommende tre søndage er hun på sporet af uerstattelige, originale manuskripter af H. C. Andersen, som aldrig er blevet fundet efter et tyveri.

Mette Frisk har været på jagt de seneste år. Ikke på den klassiske måde med gevær og jagthund på marker og i skove, men derimod i fjernsynet i bedste sendetid. Programserien ’Forsvundne arvinger’ har været en stor succes på DR1, og fra søndag den 15. september jagter hun mere, der er forsvundet.

Denne gang er det tre uerstattelige, originale manuskripter til H.C. Andersens eventyr, hun og et TV-hold er på udkig efter. Manuskripterne blev stjålet fra Odense Bys Museer i juli 1992, mens Danmark stadigvæk nød en vild sommer med massiv fodbold-EM-rus oven på Danmarks overraskende 2-0-sejr.

Men selv om politiet har efterforsket sagen, er det aldrig lykkedes at finde manuskripterne til eventyrene ’Kejserens nye klæder’, ’Den lille havfrue’ og ’Elverhøj’, som i dag bliver vurderet til at være fem millioner kroner værd hver. Ved samme lejlighed blev der også stjålet digte, en billedbog med papirklip, to hæfter med tegninger og en sølvske.

I ’Jagten på de forsvundne eventyr’, som programserien hedder, forsøger Mette Frisk og et tv-hold at optrevle, hvad der rent faktisk skete dengang i 1992 og at finde manuskripterne, som aldrig er set siden.

Kunstdetektiv er med

Med sig har Mette Frisk en af verdens eneste kunstdetektiver, Arthur Brand, og spor for spor trevler de sagen op, og mange nye og helt overraskende ting kommer for dagen. Blandt andet leder sporene dem omkring én af datidens mest frygtede terrorgrupper i Europa.

- Programmerne er en kombination af det, man kalder ’true crime’ og fortællingen om vigtig kulturarv, hvor man får også meget at vide om H.C. Andersens tidlige år, forklarer Mette Frisk.

Hun har selv været inde over udsendelserne i juni og juli i år, mens redaktionen bag udsendelsen, som er produceret af Nordisk Film TV, har arbejdet med dem siden februar.

- Jeg må indrømme, at jeg ikke selv kendte til tyveriet i 1992, og jeg tror, mange har glemt det, selv om det tog forsiderne dengang. Da jeg blev spurgt, om jeg ville være journalist og vært på programmet, blev det et klart ja. Det er en spændende sag, synes Mette Frisk.

Holdet bag programmerne har fået adgang til politiets efterforskning fra dengang, og de prøver at følge sporene fra 1990’erne, hvor sagen blev skrinlagt efter nogle år. Intet blev opklaret eller fundet, selv om der var henved 10 medarbejdere på opgaven.

Mette Frisk fortæller, at ’Jagten på de forsvundne eventyr’ har været et spændende program at lave, fordi hun og de øvrige på holdet ikke har kunnet planlægge så meget på forhånd. Meget af det har været research for åbent tæppe, fordi for eksempel kriminelle kilder er svære at ringe hjem.

Resultatet er blevet tre timers fjernsyn de tre sidste søndage i september. Sporene har undervejs blandt andet ført Mette Frisk og holdet til Sverige, Tyskland og Holland.

Vil ikke afsløre meget

- Undervejs har der været nogle, der ikke ville tale med os, ligesom vi har krydset miljøer, hvor man ellers ikke ville komme. Så har jeg vist ikke sagt for meget, siger Mette Frisk kryptisk.

Finder I så noget?

- Det vil jeg selvfølgelig ikke afsløre. Dér må du se programmerne, siger Mette Frisk, der dog godt vil afsløre, at der sker overraskende ting undervejs.

Hun og redaktionen antyder også, at nogle måske kan være mere snakkesalige i dag, end de var i 1992, fordi sagen i dag er forældet.

I forbindelse med at programserien forleden blev præsenteret på et pressemøde i DR, sagde H.C. Andersen-ekspert og museumsinspektør Ane Grum-Schwensen fra Odense Bys museer til dr.dk, at hun er yderst spændt på, hvad DR finder frem til.

- Jeg håber inderligt på, at man rent faktisk finder de tre manuskripter. Og så håber jeg dernæst, at hvem end der har stjålet dem, har passet godt på dem. Det værste, der kan være sket, er jo, at de simpelt hen er gået til, siger hun.

De seneste år har seerne flere gange kunnet se Mette Frisk være på sporet af det forsvundne – først arvinger og nu altså H.C. Andersen-eventyr.

- Nu kalder vi det, at jeg går på jagt, men i virkeligheden bruger jeg jo bare de klassiske journalistiske værktøjer. Og det netop det sjove ved undersøgende journalistik: At få lov at lege detektiv.

Selv om eventyrjagten nu er ovre, og det endelige svar på, hvordan det gik, kan ses på DR1 søndag den 29. september, fortsætter Mette Frisk eftersøgningerne i den kommende tid.

- Jeg er i gang med en ny sæson af ’Forsvundne arvinger’, ligesom jeg også er i gang med at lave en radiopodcast. Den handler også om efterforskning, forklarer hun.

De tre afsnit af ’Jagten på de forsvundne eventyr’ kan ses på DR1 søndag den 15., 22. og 29. september klokken 20.00 og fra de samme dage også på DRTV.

Facebook
Twitter