Mick Øgendahls forfatterprogrammer bliver til skoleundervisning

Fra efteråret vil skolernes ældste klasser kunne blive undervist i DR1’s programserie ’Øgendahl og de store forfattere’. DR Skole er lige nu ved at udvikle undervisningsmaterialet.

(Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Mick Øgendahls programserie på DR1 om de store, danske forfattere holder senere på året sit indtog i landets skoleklasser.

DR Skole er gået i gang med at udarbejde undervisningsmateriale til programserien ’Øgendahl og de store forfattere’, som gav seerne mulighed for at lære forfatterne bedre at kende og forhåbentlig også blive inspireret til at læse med. Materialet ventes klar til september, og det er tiltænkt eleverne i skolernes ældste klasser.

I serien, som DR1 viste i maj og juni, beskæftigede Mick Øgendahl og holdet bag programmerne sig med seks danske forfattere – nemlig H. C. Andersen, Tove Ditlevsen, Dan Tùrell, Johannes V. Jensen, Karen Blixen og Herman Bang. Og det er også dem, der kommer til at danne udgangspunkt for undervisningsmaterialet.

Mick Øgendahl glæder sig over, at programserien nu kommer ud at leve på en ny måde:

”Jeg er stolt over, serien nu får et liv, efter den er rullet over skærmen. At den ikke bare bliver en parentes, men bliver formidling, som forhåbentlig giver eleverne appetit på mere,” siger han og tilføjer:

”Jeg er glad for, at lærerne har anerkendt vores vision om at lave formidling, som er inkluderende: At kunne gøre disse forfattere til allemandseje. For det bør de være i min optik,” siger værten i de seks programmer.

Sættes ind i nutidig kontekst

Det kommende undervisningsmateriale er lige nu ved at blive udarbejdet. Det vil selvfølgelig tage udgangspunkt i nogle af forfatternes tekster, men eleverne vil også skulle sætte dem ind i en nutidig kontekst og relatere teksterne til sig selv. Der vil også blive lagt op til, at de selv skal producere noget – det kan for eksempel være et digt eller en miljøbeskrivelse.

Teamleder Birgitta Præstholm fra DR Skole har kunnet se på blandt andet Facebook, at programmerne har været populære hos lærerne. De har delt opslag om dem og også i flere tilfælde efterspurgt undervisningsmateriale direkte hos DR Skole.

”Der er fokus på læsning i skolen for tiden, og en figur som Mick Øgendahl kan måske pirre nysgerrigheden for dansk litteratur, når eleverne kan ”følges” med én, som stiller de samme spørgsmål, som de ville stille: Én, de kan identificere sig med,” siger Birgitta Præstholm.

Klassiske forfattere får nyt liv

Det glæder folkene bag ’Øgendahl og de store forfattere’, at seerne har taget godt i mod programserien og at mange lærere allerede har haft glæde af at bruge programmerne i deres undervisning.

”Vi håber meget, at serien, ledsaget af undervisningsmaterialet, kan få en fast plads i de danske skoleklasser. Hvis DR på den måde kan bidrage til, at de gamle forfattere får nyt liv blandt børn og unge, vil det være vidunderligt,” siger redaktionschef i DR Historie, Tro og Perspektiv, Mette Offenberg, der også er programansvarlig for ’Øgendahl og de store forfattere’.

Programseriens redaktør, Martin Sundstrøm, tilføjer:

”Vi ved, at en del seere har set serien med deres børn, og at den har kunnet samle hele familien. Så det er dejligt, hvis den appeal kan overføres til undervisningsmateriale. Seriens formål har været at vække seernes læselyst, men også at give en forståelse af skønlitteraturens muligheder. Den kan blive et spejl, hvor vi pludselig ser os selv på en ny måde, der gør os klogere,” siger han.

DR Skole har allerede nu en stor sektion på sin hjemmeside om ’Danske Forfattere’, som kan ses her. Her er det allerede nu muligt at se eller gense de seks Mick Øgendahl-programmer, og i efteråret kommer undervisningsmaterialet så til.

Facebook
Twitter