Mød P4 København midt i maden

P4 København vil gerne have en stærkere relation til brugerne og styrke dialogen, og tre gange de næste tre uger gør kanalen en ekstra indsats for at møde dem – blandt andet på Copenhagen Cooking.

Ulrik Jensen, som er eftermiddagsvært på P4 København og vært for det landsdækkende P4-program ’Fri leg’ er konferencier på P4 København Scenen fredag ved CPH Food District. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Hvad har P4 København og et stykke mad til fælles? Tjah - normalt ikke særligt meget, idet P4 København ”indtages” bedst med ørerne, og maden bedst med munden. Men det bliver der ændret på i den kommende weekend, når P4 København har egen scene på den tre dage lange madfest – Cph Food District i Øksnehallen i København. Festen er en del af Copenhagen Cooking & Food Festival.

Her vil gæster – sammen med værter og journalister fra P4 København og kokke og madjournalister fra DR1 – tage fat på alt fra byhaver og tagfarme, som hitter lige nu, til trenden med lokale madvarer. Man vil for eksempel også kunne møde Jakob Rukov, der har sin egen fårekyllingefarm i Københavns nordvestkvarter og kokken Rasmus Leck Fischer, som senere på året udgiver en kogebog om insekter. Salget af færdigretter og nye tendenser inden for mad og gastronomi beskæftiger P4 København sig også med.

Møder folk i det virkelige liv

Scenen ved Cph Food District er bare én af tre muligheder for at møde DR-distriktet uden for studierne i løbet af de kommende tre uger. Og i det hele taget prøver P4 København at styrke dialogen og skabe en stærkere relation til brugerne ved at møde dem i det virkelige liv.

”Man kan sige, at vi flytter lyden fra radioen ud i virkeligheden, og helt generelt kommer brugerne til at opleve, at vi fremover gør mere ud af at møde dem fysisk. Vi har satset meget på det allerede i 2016, og det fortsætter i 2017, som vi allerede har mange ideer til,” forklarer Casper Dall, der er redaktionschef på DR København.

Han kan godt lide det fysiske møde – eller ”DRs fjerde platform”, som han kalder den, fordi både brugerne og P4 Københavns medarbejdere får noget ud af det.

”Vi får en mulighed for at vise folk, hvad vi kan og have en dialog med dem, og samtidig kan vi fortælle historien om P4 København og rokke lidt ved visses forestilling om, at man skal være godt oppe i årene for at høre P4. Ved at være til stede og vise, hvad vi sender, kan vi samtidig få fortalt, at P4 København har en relevant journalistisk profil for mange, og også har en anden musikprofil end for nogle år siden,” forklarer Casper Dall.

Casper Dall, der er redaktionschef hos DR København, lægger op til flere live-arrangementer i den kommende tid. (Foto: agnete schlichtkrull)

God variation

Brugerne får mulighed for at opleve deres regionale radiostation levere mere end klassisk radio og regional journalistik i form af eksempelvis nyheder på dr.dk. De får også mulighed for at få sat ansigt på nogle af de værter, som de hører i radioen eller møder via P4 Københavns hjemmeside hver dag.

”Med en meget slidt kliché er det et godt eksempel på, at 1 + 1 ikke altid giver 2, men nogle gange 3 eller 4. Både brugerne og vores egne medarbejdere er vilde med dét møde, og for P4 Københavns medarbejdere er det også en super god variation i det daglige arbejde, ligesom ”den fjerde platform” er med til at udvikle dem fagligt på nye måder,” mener Casper Dall.

Lyden af P4 vil også være der, når omkring 125.000 hovedstadsborgere er med i DHL Stafetten i Fælledparken i København i uge 35. Her vil P4-værterne Henrik Povlsen og Jesper Holm, som hver søndag eftermiddag er værter i ’Povlsen & Holm’, være DJ’s hver aften mellem klokken 18.00 og 21.00.

”De vil gribe mikrofonen og skabe stemningen af P4 ude i virkeligheden. Musikken, de byder på, er også musik, som P4 normalt spiller, og på den måde viser de, hvordan vores udtryk har ændret sig de seneste år,” forklarer Casper Dall.

P4 København benytter samtidig lejligheden til at sende fra Fælledparken om mandagen og sætte fokus på, hvad godt kollegaskab og socialt fællesskab betyder. Det er netop noget, som er i fokus ved DHL-løbene over hele landet.

Ambassadør og P4-musik

Mødet og dialogen med brugerne fortsætter, når P4 København er med til at skyde sidste runde af den amerikanske valgkamp i gang med et arrangement i DR Koncerthuset den 7. september. Her vil USA’s ambassadør i Danmark, Rufus Gifford, fortælle om amerikansk politik og den amerikanske valgkamp, men også om sit møde med København og Danmark. Derudover er Henrik Milling og Nicolai Molbech fra P4-programmet ’FONK’ blevet hyret til at spille i foyeren, så de fremmødte igen møder P4-lyden på en ny måde.

Men er det så ikke en bekostelig affære, at P4 København hele tiden arrangerer og vil mere ud af radiostudierne? Det svarer Casper Dall nej til.

”Vi producerer tingene anderledes, og vi sender mere ude fra vores sendeområde. Men sammenlagt bruger vi ikke flere kroner end før, og sidegevinsten er både flere glade brugere, en mere varieret hverdag for vores medarbejdere, og så også en tredje ting: At vi får mere godt indhold til P4 Københavns sociale medier,” siger redaktionschefen fra P4 København.

Se hele programmet for P4 København Scenen i Øksnehallen her.

Facebook
Twitter