Mor er den værste i verden – og på DR2

Navne og noter fra DR – denne gang om tema på DR2, sommerhusdyst, Prinsgemalen igen, lydbog til alle og X Games.

Mor er den værste i verden – og på DR2

’Mor er den bedste i verden’ sang Victor Cornelius i 1951, men ikke alle er nu af den holdning. Og DR2 Tema lørdag fra klokken 20.00 til 22.30 har da også den helt modsatte titel – nemlig ’Mor er den værste i verden’. I pinselørdags tema bliver mor pillet ned fra piedestalen, og tilrettelægger Anni Pape sætter fokus på de komplicerede forhold til vores mødre - og hvordan det præger vores kærlighedsliv som voksne. Både kendte og ukendte fortæller om forholdet til deres mødre – blandt andre Ghita Nørby og Morten Sabroe.

Nu skal det skønneste sommerhus kåres

Der er 100.000 kroner på spil – og ikke mindst æren, når DR1 er nået til finalen i programserien ’Danmarks Skønneste Sommerhus’ anden pinsedag klokken 20.00. Vært Mads Steffensen og dommerne - arkitekt Nikoline Dyrup Carlsen, trendmand Uffe Buchard og livsstilsekspert Christian Grau (billedet) - guider i en direkte udsendelse publikum og seere igennem en aften, hvor det er seerne, der skal træffe den endelige afgørelse – via sms, hvem der har Danmarks skønneste sommerhus. DR er for øvrigt begyndt at søge huse til en ny sæson af programmet på www.dr.dk/sommerhus.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1 (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Prinsgemal-fejring kan ses igen på fødselsdag

I weekenden kiggede over 700.000 seere med på DR1, da der var festforestilling for Prinsgemalen i anledning af den forestående 80 års dag. På selve den runde dag – den 11. juni – er der mulighed for at se eller gense programmet igen, idet DR K genudsender showet klokken 22.00. På scenen var blandt andre Bent Fabricius-Bjerre, Medina, The William Blakes og Andreas Bo. På tirsdag den 10. juni sender DR1 for øvrigt det sidste af tre programmer, hvor Prinsgemalen laver ’Hofretter’ – sammen med Kongehusets kok Jesper Vollmer.

Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1 (© (C) Tor Bagger torbagger@hotmail.com)

P4 giver en lydbog

I løbet af sommeren bliver det muligt at få fingre i tre lydbøger via P4’s hjemmeside, så der er noget at lytte til, mens der skal dases. Frem til den 8. juni er der mulighed for at hente Anna Grues novellesamling ’De andre’. Med ’De andre’ har Anna Grue bevæget sig væk fra krimigenren og i stedet skrevet 10 hverdagsnoveller, der beskriver hvordan andres indblanden i en persons privatliv kan få mere eller mindre katastrofale følger.

Læs mere om sommerens lydbøger her

Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1 (Foto: Weng Xinyang © Scanpix)

DR3 sender masser af X Games

Det bliver omtalt som en slags OL for de "vilde" sportsgrene eller actionsporten, som nogen også kalder den. X Games er tilbage på DR3 med verdens bedste skateboardere, bmx'ere og motocross-kørere. DR3 rydder aften- og nattefladen fra torsdag til søndag og sender knap 26 timer direkte fra Austin, Texas – første gang natten mellem torsdag den 5. og fredag den 6. juni. Martin Kampmann, Thomas Schou og Rasmus Kjeldsen tager sig som altid af alle BMX- og motocross-konkurrencer, ligesom de tre herrer kaster sig ud i at kommentere det actionfyldte rallycross. Frederik Lindved får selskab af Frederik Schou Andersen og Jonas Daacer, når skateboard-konkurrencerne ruller over skærmen.

Læs mere om X Games på DR3 her

Facebook
Twitter