Motorglad DR-vært er årets børne-kulturpersonlighed

Motor Mille fra Ramasjang – alias Mille Gori – modtog søndag en ’Børn i byen’-pris for at være ’Bedste børne-kulturpersonlighed’.

Motor Mille fik søndag prisen som årets børne-kulturpersonlighed. (Foto: TUE BENGTSSON © TUE BENGTSSON)

Motor Mille elsker fart og køretøjer, og på DR’s børnekanal Ramsjang har hun både haft oplevelser med gravkøer, limousiner, brandbiler, traktorer, politibiler, monstertrucks, Ferrari’er og mange andre køretøjer.

Søndag eftermiddag kunne Motor Mille – der egentlig hedder Mille Gori – begive sig ud i trafikken fra Experimentarium i Hellerup med en pris i bagagen. For da ’Børn i byen’-prisen blev uddelt for ottende gang blev hun kåret som årets børne-kulturpersonlighed.

Det er landets børnefamilier, der har afgjort, at Motor Mille skulle have prisen, som var en af de 16, der blev uddelt ved prisfesten, hvor Bubber var vært. ’Børn i byen’ er en stor guide på nettet for børneforældre, og hvert år beder sitet forældrene om at kåre årets bedste børneoplevelser, ligesom man holder en prisfest.

Fire andre fra DR nomineret

Det lykkedes Motor Mille at få prisen i en kategori, hvor samtlige nominerede var fra eller har tilknytning til DR. De andre, man har kunnet stemme på, var hr. Skæg fra DR Ramasjang, DR’s Kristian Gintberg, Onkel Reje fra DR Ramasjang og Sofie Linde, der var nomineret for diverse programmer på Ramasjang og Ultra og rollen som vært for ’X Factor’ på DR1.

Mille Gori er 29 år og uddannet danser, og på Ramasjang har hun blandt andet lavet ’Børnebanden’, ’Motor Mille på maskintur’ og ’Monster Buster’. Hun har også været med i ’Cirkus Summarum’-forestillingerne.

Ramasjangs app og netop Cirkus Summarum var også nominerede til en ’Børn i byen’-pris i kategorierne ’Bedste børneapp’ og ’Bedste børneevent’, men her gik hæderen til andre.

Én af anden af DR’s børneværter – nemlig hr. Skæg alias Mikkel Lomborg – har tidligere modtaget prisen som årets børne- kulturpersonlighed. Han modtog den i både 2014, 2015 og 2016.