Det er alt det bedste ved dansk motorsport, DR kan byde på, når der søndag sendes live fra Jyllandsringen og sæsonens første løb i TCR Denmark-serien. DR sender alle sæsonens løb fra motorsportsserien.
- Vi glæder os meget til at få dansk motorsport tilbage hos DR, og på den måde være med til at vise bredden i dansk idræt. TCR Denmark rummer alt det bedste ved dansk motorsport, nemlig masser af fart og masser af passionerede kørere og teams, der vil gøre alt for at komme først over stregen, siger Anders Kern Boje, der er underdirektør med ansvar for sporten i DR Nyheder.
Med motorsportskyndige Per Vinkel og tidligere racerkører Casper Elgaard i kommentatorboksen, venter der seerne en helt særlig oplevelse bag skærmen, hvor de både bliver sat godt ind i reglerne for løbsserien og får indsigt i de køremæssige og tekniske finesser, der kan afgøre mortorløb.
Syv løb frem til september
Løbskalenderen for TCR Denmark tæller syv løb fra maj og til og med september og tæller desuden også som officielt DIF-mesterskab. I alt 22 biler stiller op, og Jan Magnussen gør blandt andet comeback i serien, mens de seneste års vinder Kasper H. Jensen fra team GMB Motorsport er klar til at forsvare titlen.
På søndag - den 21. maj - sender DR heat 2 og heat 3 live på DR1 fra klokken 14.20, mens heat 1 kan streames på DRTV fra klokken 11.45.