Musikken på P6 BEAT – hvordan og hvorfor?

Læs mere om hvordan musikken bliver udvalgt til P6 BEAT og også om, hvordan du selv har chancen for at blive spillet.

Casper Bach Hegstrup er musikansvarlig på P6 BEAT, og DRs diskotek er fuld af den (Foto: Lars E. Andreasen © dr)

Hvordan vælges musikken til P6 BEAT?

Musikken på P6 BEAT vælges dels af værter og dels af musikstyringen. Hvert program får en playliste med sange, som værterne så selv tilføjer eller fjerner numre fra. Der er forskellige grader af musikstyring på kanalen – der er således flere programmer, som er selvtilrettelæggende og andre som primært spiller forud planlagt musik. Vi musikstyrer P6 for at sikre, at vi blandt andet leverer den mængde dansk musik, som vi er forpligtet til at spille og for at sikre kanalen en tydelig identitet.

Hvad er rotation, og hvorfor benytter I det?

Nye sange på P6 spilles i A-, B-, og C-rotation. De numre som kommer i A-rotation er dem der spilles mest – cirka 30 gange på en uge. Det er nødvendigt at kunne spille de nye numre flere gange for at sikre, at lytterne når at høre nummeret mere end en gang, og når at få et forhold til det. På den måde sikrer vi opmærksomhed til helt nye navne, som de færreste kender endnu.

Må værterne selv bestemme, hvad de vil spille?

Ja. Se mere under ”Hvordan vælges musikken til P6 BEAT?” ovenfor.

Hvem vælger musikken, som I spiller?

Casper Bach Hegstrup er musikansvarlig for P6 BEAT, og han har det daglige ansvar for ny musik på kanalen. Vores værter og lyttere bidrager også med tips og input.

Hvordan udvælger I musikken, som I spiller?

Vi er særlig opmærksomme på nye danske navne. Derudover prioriterer vi artister og numre fra nye internationale navne, som vi tror et dansk publikum vil finde interessant.

Hvor meget dansk musik spiller I?

Vi spiller minimum 41 procent dansk musik. Vi prioriterer både ældre og kendte danske numre samt masser af nyt fra artister på vej frem.

Nogle gange hører jeg den samme sang flere gange på en dag – hvordan kan det være?

Se ”Hvad er rotation, og hvorfor benytter I det?” (ovenfor)

Hvordan kan jeg få min egen musik spillet P6 BEAT?

Sidder du selv med musikalsk guld imellem hænderne, som du mener passer ind på kanalen, har du flere muligheder. Hvis du ikke er på et større pladeselskab eller hvis du arbejder med musikken på egen hånd eller i et band, kan du lægge musikken op på KarriereKanonen. Her lytter vi dagligt på alt den musik, som vi modtager. Redaktion lytter og anbefaler numre, som de synes er særligt interessante.

Hver uge udvælges Ugens Kanon, som får spilletid på både P3 og P6 BEAT plus gode ord og anbefalinger med på vejen. Du er også velkommen til at sende det ind til P6musik@dr.dk. Her kan vi dog ikke love et svar, da vi modtager og lytter til meget musik. Hvis din musik bliver udgivet via et pladeselskab, kan du tale med selskabet om jeres strategi, og hvornår I sender det ud.

Facebook
Twitter
Emner: