Når det uventede blomstrer

Ugens aktuelle navn: Han er chefdirigent for DR Pigekoret og skal snart få musikken til at spille for fire unge talenter i DRs nye dirigentskole. Mød 31-årige Phillip Faber, der i lang tid kun dirigerede som en hobby.

Phillip Faber, chefdirigent for DR Pigekoret: “At synge i 10 sekunder siger så meget om klang, frasering, dynamik, udtale og udtryk, at det ville tage mig 10 minutter at forklare det med ord.” (Foto: Julie Mørkeberg)

Når sommerferien er slut, begynder undervisningen i DRs nye skole: Malko Dirigentskolen. Det er håbet, at skolens elever bliver så dygtige, at de kvalificerer sig til at søge ind på et musikkonservatorium.

Phillip Faber, der til daglig er chefdirigent for DR Pigekoret, skal være mentor og kunstnerisk ansvarlig for Malko Dirigentskolens talentlinje. Linjen er et to-årigt forløb, som har plads til fire elever mellem 16 og 25 år. Skolen har modtaget 29 ansøgninger, og det er Phillip Faber godt tilfreds med:

“Det er helt vildt fantastisk, og ansøgerne er fra hele Danmark i hele aldersspændet fra 16 til 25 år. Omkring en tredjedel af ansøgerne er piger, og det er fantastisk, for det her fag er mega-mandsdomineret,” siger han.

I slutningen af maj er der optagelsesprøver for ansøgere fra hele landet, hvor Phillip Faber er med til at udvælge, hvilke fire talenter, der skal optages på skolen.

“Jeg håber, der træder nogen ind af døren, som overrasker os. Det er en stor drivkraft for mig, at jeg kan være med til at skabe den dirigentskole, som jeg ville have givet mit venstre ben for selv at gå i, da jeg var 16 år, og jeg glæder mig meget til at møde ansøgerne."

Hvordan er man en god dirigent?

"Man skal være musikalsk, have et overblik, være en god leder og have en social intelligens. Og så gør det ikke noget, hvis man er et sødt menneske. Det bedste, jeg ved, er, når folk er utroligt sympatiske og samtidig stjernedygtige til det, de laver. Det har jeg så meget respekt for. Jeg har ikke noget til overs for snobber og krukker, ligegyldigt hvor dygtige de måtte være."

Hvad kan du bidrage med på Malko Dirigentskolen?

"Jeg elsker at undervise, og jeg håber, jeg kan skabe et trygt læringsrum og samtidig udfordre eleverne og give dem det rigtige skub på det rigtige tidspunkt. Jeg har selv haft en utroligt god mentor. Han har skubbet mig ud på så dybt vand, at jeg troede, jeg druknede, hvor det viste sig, at jeg faktisk kunne svømme. Og når man svømmer i land, finder man ud af, at mentoren hele tiden har stået med en redningskrans, som han kunne kaste ud, hvis han ville. Det er en kunst, og hvis jeg kan gøre det, har det været en succes."

Hvordan fandt du ud af, du ville være dirigent?

"Jeg har ikke noget musikalsk ophav overhovedet. Da jeg var 5-6 år sang jeg i kor og gik til klaver, og det syntes jeg var alletiders. I starten kunne jeg ikke læse noder, men jeg havde en meget sød klaverlærer, der ikke mente, jeg behøvede at lære det. Når jeg spillede klaver, opdagede jeg, hvilke akkorder, der lød godt, og jeg troede jo, jeg selv havde fundet på det.

Da jeg fandt en bog på Gentofte Bibliotek, der forklarede musikalske begreber som tonika og dominant, tænkte jeg bare “WOW!” - de ting, jeg kendte, har et navn! Jeg gik helt amok - det var et slaraffenland for mig. Der er aldrig nogen, der har slået mig over fingrene og sagt, hvad jeg skulle lære, og det, tror jeg, har været en kæmpe styrke.

Egentlig troede jeg, jeg skulle være skuespiller. Da jeg var lille, spillede jeg rigtig meget teater og var med i musicals. Jeg havde mange roller på Folketeatret i København - blandt andet hovedrollen i Sebastians ’Skatteøen’, som var en forestilling, vi turnerede med. Det var herrefedt. Det var det bedste! Jeg var også med i en enkelt film - jeg spillede rollen som Leslie i ‘Bølle-Bob’-filmen. Vi troede, vi var stjerner, og vi havde et herrefedt sammenhold. Det er også noget af det, musikken kan; skabe et fællesskab.

Jeg lagde drømmen som skuespiller til side, fordi jeg ville skrive musik. Jeg opdagede, at jeg kunne finde på melodier, og det var det vildeste! Da jeg var omkring 10 år, begyndte jeg at komponere små sange. Og det er lidt sjovt, for jeg er hele tiden gået i én retning, og det, som jeg har haft som en hobby, har vist sig at være mit talent. Det skete på samme måde, da jeg læste til komponist, for jeg dirigerede ved siden af som en praktikalitet, og i dag arbejder jeg primært som dirigent. Det er som om, at det, jeg ikke fokuserer på, pludselig begynder at blomstre.

Da jeg begyndte på Aurehøj Amtsgymnasium, vidste jeg, at skolen havde et symfoniorkester. Den lærer, som dirigerede orkestret, fangede mig på gangen for at fortælle, at en fra orkestret var sprunget fra. Han mente, jeg var rigtig god til at læse noder, og derfor spurgte han om hjælp til en koncert. Jeg sagde ja på stedet - inden han overhovedet havde forklaret, hvad det var, jeg skulle hjælpe med. Jeg havde ikke forstand på, hvad sådan et symfoniorkester bestod af, og det viste sig naturligvis, at den pige, der skulle have spillet på triangel, var sprunget fra. Så jeg fik en triangel med hjem, og jeg øvede som gjaldt det mit liv. Så oprandt dagen, hvor koncerten skulle foregå i gymnastiksalen. Lige pludselig var jeg en del af noget. Jeg spillede artigt på min triangel, og jeg tror nok, jeg ramte på de rigtige steder. Det var første gang, jeg hørte musik så tæt på. Jeg blev vildt fascineret og forelsket. I min egen selvopfattelse var jeg komponist, så dagene efter koncerten lynskrev jeg mit første orkesterstykke, som jeg afleverede til dirigenten. Jeg spurgte, om ikke skolens orkester ville opføre det, og det svarede han ja til. Og han ville have, at jeg selv skulle dirigere orkestret.

Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Det var sindssygt at høre et orkester - rigtige mennesker - fremføre noget, jeg havde komponeret - det var for vildt! Jeg var i himlen! Som dirigent famlede jeg totalt i blinde, men jeg skylder ham hele mit hjerte for, at han lod mig gøre det."

Hvad er det, musik kan?

"Jeg har en barbershop-kvartet, der hedder 'Svigermors Drøm’. Vi er fire mænd, der synger jazz uden instrumenter. Da vi startede for seks år siden, sang vi amerikanske barbershop-numre fra 1920’erne - altså numre, der opstod, når man kedede sig i barbersalonen og én begyndte at synge, og andre lagde stemmer ovenpå. Jeg har arrangeret sange som ’Er du dus med himlens fugle’ i bedste Morten Korch-stil, som vi synger i kvartetten.

Og den kvartet har været en ret stor øjenåbner for mig, fordi vi har valgt at tage ud og synge for sjov. Blandt andet i metroen – vi regner ud, hvor mange sekunder, der for eksempel er mellem Christianshavn og Islands Brygge Station, så det passer med, at vi kan overraske en tilfældig kvinde i metroen. De reagerer på mange forskellige måder, men langt de fleste bliver meget glade og græder, hvis det rører dem. Så snart sangen er færdig, åbner dørene til metrostationen sig, og så går vi ud. Det er ‘hit ’n’ run’, inden de når at tænke, hvad de skal gøre.

Det har været en øjenåbner for mig, fordi jeg har kørt så hårdt på med at uddanne mig - mit job er musik, mit studie er musik og min hobby er musik. Det hele er musik, musik, musik, musik. Barbershop-kvartetten minder mig om, hvad det er, musikken kan. Det er ikke for at imponere nogen eller for at tjene penge - det er for at gøre nogen glade. Folk griner og græder og tager godt imod det, og det gør mig bare så glad! Så når man finder helt derind, hvor musikken har en funktion - hvor æstetikken og egoet er sekundært. Hvor fællesskabet blomstrer og forbindelsen til andre mennesker betyder noget… NEJ, hvor er musikken fantastisk dér! Det er et perspektiv, som jeg glemte i en årrække.

Når jeg møder nogen, der vil være sanger, og jeg spørger hvorfor, så siger de, det er fordi, de elsker at stå på en scene. Så tænker jeg “Wow… Det er ikke fordi, du vil give nogen en oplevelse? Det er alene, fordi du godt kan lide, at nogen kigger på dig?” – det, synes jeg, er så negativt. Men jeg kender det virkelig meget fra mig selv – en af grundene til, at jeg ville være skuespiller, var da også fordi jeg kunne lide opmærksomheden, men det har bare været vigtigt for mig at finde ind til, hvad den rigtige værdi er. Nogle gange er værdien, at jeg får lov til at formidle musik til nogen, som ikke normalt ville lytte til den type musik. Fælles for det, jeg laver, er, at der skal være et rigtigt formål."