Næste uges DR: DR1 begiver sig ind i ’Løvens Hule’ igen

Her får du smagsprøver på programmer og arrangementer i den kommende uge fra den 15.-21. februar 2018.

Christian Stadil, Birgit Aaby, Tommy Ahlers, Ilse Jacobsen og Jesper Buch tager imod unge iværksættere med gode ideer, når DR1 tirsdag klokken 20.45 har premiere på tredje sæson af ’Løvens Hule’. (Foto: Per Arnesen United Productions)

Torsdag den 15. februar og fredag - Hvordan sikrer vi lægen?

De seneste år er det blevet sværere at tiltrække praktiserende læger - særligt til de yderste dele af landet. Og samtidig må de eksisterende læger arbejde hurtigere. Men hvordan sikrer vi, at der er læger nok til alle i fremtiden? Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og Enhedslistens Stine Brix får syn for sagn på en lægeklinik, når Ask Rostrup inviterer de to politikere med til den jyske vestkyst i ’Langt fra Borgen’ torsdag klokken 21.55 på DR1. Programmet kan også ses fredag klokken 7.00 på DR2.

Torsdag den 15. februar – Ta’ med til Island i ’P2 Koncerten’

Torsdagens P2-koncert bliver sendt direkte fra koncerthuset Harpa i Reykjavik torsdag fra klokken 20.30. På programmet er Prokofjev: Løjtnant Kijé, Áskell Másson: Silverstream, klarinetkoncert (Uropførelse) samt Sjostakovitj: Symfoni nr. 6. Solist er Einar Jóhannesson, klarinet, sammen med Islands Symfoniorkester under ledelse af dirigent Osmo Vänskä.

Fredag den 16. februar – Premiere på ’Baseboys’

Hvad sker der med børn og deres venskaber, når jagten på stjernedrømmene sættes ind, og det faktisk lykkes at blive berømt? Det vil DR Ultras nye fiktionsserie ’Baseboys’ få unge seere til at reflektere over. Første afsnit kan ses fra fredag klokken 6.00 på DRTV – altså DRs tv-tilbud på dr.dk, mens programmet vises på Ultra fredag klokken 17.35.

Læs mere om programserien her

TV

Se oversigten over TV-programmer her

Lørdag den 17. februar – Ikonet John Lennon

De beskriver ham som et ikon, der repræsenterede en positiv revolution. En poet, der politiserede sig selv på et tidspunkt, hvor der var brug for det. En mand, der aldrig ville svigte et andet menneske. Kunstner Damien Hirst, fotograf Rankin og musikproducer Mark Ronson er blot nogle af dem, der i dokumentaren klokken 21.30 fredag på DR K hylder John Lennon for hans evne til at skabe musik og skrive tekster, men også for hans modige og empatiske ideer og visioner om en mere tolerant verden.

Lørdag den 17. februar – Girls in Airports – og i Koncerthuset

Siden de fem musikere og komponister i Girls in Airports fandt sammen i 2009 har de søgt at udvide deres lydunivers med nye musikalske inspirationer – på tværs af moderne jazz, global folklore, minimalisme, synthesizer-musik og en atmosfærisk lyd. Det har fået anmelderne til at sammenligne bandet med så forskellige navne som Brian Eno, Radiohead, King Crimson, Jon Hassell, Sun Ra og Jan Garbarek. Lørdag klokken 20.00 er der mulighed for selv at anmelde og høre bandet i forbindelse med, at der er Vinterjazz i København. Her spiller de i Studie 2.

Læs mere om koncerten her

Lørdag den 17. februar – Så er der MGP

De 10 finalister står klar på scenen, når MGP 2018 bliver sendt direkte fra Gigantium i Aalborg lørdag klokken 20.00 på DR1 og DR Ultra. Aftenens værter er Mette Lindberg og Kristian Gintberg, der glæder sig til at lave et fantastisk show med alle deltagerne, publikum i salen og alle, der kigger med derhjemme. Der bliver fest, ballade og masser af sjov, når de 10 finalister fyrer den af til årets største musikfest for hele familien. Allerede fra klokken 19.30 er der optakt om forberedelserne til årets store show.

Læs meget mere på www.dr.dk/mgp

Lørdag den 17. februar – DR2 dykker ned på temaaften

I 1957 dykkede David Attenborough for første gang ved The Great Barrier Reef, som er verdens største koralrev ud for den australske nordøstkyst. Cirka 60 år efter vender han tilbage på forskningsskibet, Alucia, der er udstyret med den nyeste teknologi, for at forstå, hvordan revet er blevet dannet og møde nogle af de dyr, der lever på og omkring det. ’DR2 Tema’ lørdag klokken 20.00 har fokus på Barrier Reef, og hvordan det store område udvikler sig.

Søndag den 18. februar – DR K tager i Det Hvide Hus

På Pennsylvania Avenue i Washington ligger en af verdens mest kendte bygninger, nemlig Det Hvide Hus. Det var præsident George Washington (født 1732), der satte byggeriet i gang i 1772. Siden da har huset været et symbol på demokrati og et hjem for nogle af de mest magtfulde mennesker i historien. Gennem historiske arkivfotos og interviews med husets nuværende og tidligere beboere tegner DR K søndag klokken 21.30 et billede af, hvordan det er at bo midt i historiens vingesus.

Barytonen Bo Skovhus fortæller om sin yndlingsmusik søndag klokken 15.03 på P2.

Søndag den 18. februar – Bo Skovhus fortæller om yndlingsmusik

Tag med til Wien søndag klokken 15.03 på P2. I Wien bor og arbejder den danske baryton Bo Skovhus. Han er en del af den internationale opera- og liedscene, og i en række af programmer fortæller han om de mange operaer og cd-indspilninger som han har lavet gennem årene. Hør ham præsentere dirigenten Carlos Kleiber, som han desværre ikke kom til at arbejde med, sopranen Soile Isokoski, som han har arbejdet meget med, og hør noget af den musik, der betyder allermest for ham.

Radio

Se ugens radioprogram her

Mandag den 19. februar – ’Danmark’ er dansk drama

Norge på 22 har ikke de store forventninger til fremtiden. Dagene går i en tåge af røg og tømmermænd, mens han skater med vennerne. Det er et mønster, der brydes, da Josephine på 16 år fortæller, at han har gjort hende gravid. Hun håber, at Norge kan hjælpe hende med at få en abort, men hun fortæller ikke hele historien om sin graviditet. Norge forelsker sig i Josephine og ser en fremtid som far foran sig. Det gør det ikke nemmere for Josephine at fortælle sandheden i det danske drama med navnet ’Danmark’ mandag klokken 22.00 på DR3. Josephine bliver spillet af Frederikke Dahl Hansen, Norge spilles af Jonas Lindegaard Jacobsen, mens Myre spilles af Jacob Skyggebjerg. Instruktion: Kasper Rune Larsen.

Mandag den 19. februar – Både Strauss-galla og Sinne Eeg i Koncerthuset

Det er to vidt forskellige arrangementer, der mandag kan ses og høres i DR Koncerthuset. I Koncertsalen er der mandag klokken 19.30 udsigt til en forårsbebuder og tradition, nemlig Wiener Johann Strauss Konzert-Gala med K&K Philharmoniker og den østrigske K&K Ballett. Klokken 20.00 i Studie 2 gælder det den danske jazzsangerinde, Sinne Eeg, der under Vinterjazz 2018 fejrer udgivelsen af sit nye album ’Dreams’.

Læs mere om Strauss-gallaet her

Læs mere om Sinne Eeg her

Tirsdag den 20. februar – ’Hammerslag’ møder sine norske venner

’Hammerslag’ byder tirsdag klokken 20.00 velkommen til en vaskeægte landskamp. Og så endda et naboopgør mod Norge, hvor de kender programmet som ’Solgt’. Det danske mæglerhold møder deres norske modstander på neutral grund i Gøteborg i Sverige, hvor der venter tre fantastiske boliger. Der er masser af prestige og håneret på spil, så frem med flag og klaphat hjemme i stuerne, når Danmark skal forsøge at slå Norge i at gætte boligpriser.

Tirsdag den 20. februar – DR1 begiver sig ind i ’Løvens Hule’

Unge Nanna overrasker ved at komme ind i ’Løvens Hule’ på DR1 tirsdag klokken 20.45 med røde knopper i bikinilinjen, som hun har udviklet et produkt, der kan fjerne efter intimbarbering. To andre iværksættere kommer til løverne og beder om tre millioner kroner for røde plastikkasser, som de mener kan sikre sikker leg i landets børnehaver. Og to iværksætterhold, der begge brænder for insekter, dyster mod hinanden for at få en investering fra løverne. Men vil det lykkes dem, og kan de gå fra hulen med en investering, når DR1 nu præsenterer tredje sæson af ’Løvens Hule’-programmet.

Tirsdag den 20. februar – ’Dokumania’ om Michelin

Guide Michelin har eksisteret i 117 år og har uddelt stjerner siden 1930'erne. Den er stadig den vigtigste madbibel i verden, som alle kokke - hvis de skal være helt ærlige - måler sig selv op imod. Men hvorfor har den guide så stor en magt? ’Michelin - fortællinger fra køkkenet’ tirsdag klokken 20.45 på DR2 giver et dybdegående, ærligt og relevant indblik i, hvad der skal ofres og investeres for at være Michelin-stjerne restaurant. Filmen går én til én med verdens bedste kokke og serverer en udsøgt menu af restauranter og eksperter, krydret med et øjenåbnende kig på styrker og svagheder ved den berømte guide.

Tirsdag den 20. februar – BAFTA-filmprisen på DR3

Det britiske filmakademi uddeler priser for årets bedste film og største præstationer i et festligt show i Royal Albert Hall i London, som kan ses på DR3 tirsdag klokken 21.30. Guillermo del Toros adventure-drama 'The Shape of Water' kan blive aftenens helt store topscorer. Filmen er nomineret til hele 12 BAFTA-statuetter, mens 'Darkest Hour' og 'Three Billboards Outside Ebbing, Missouri' begge kan hente ni priser hjem. Frances McDormand, Daniel Day-Lewis og Hugh Grant er blandt de nominerede stjernenavne.

Tirsdag den 20. februar – Superhjerner med Peter Lund Madsen

Anna Sofie er en af de mange danskere, der lider af søvnløshed. Hun har svært ved at falde i søvn og vågner flere gange om natten. Hjerneeksperten og tv-manden Peter Lund Madsen besøger Anna Sofie på DR K tirsdag klokken 21.00 for at finde ud af, hvorfor hun ikke kan sove, og hvordan hun bliver bedre til det. I serien ’Superhjerner’ møder han tre danskere, der har betalt prisen for at presse deres hjerne for hårdt. Hans budskab er klart: Husk at give hjernen nogle pauser.

Koncerter

Få overblikket over koncerter i DR Koncerthuset her

Onsdag den 21. februar – Belle & Sebastian i Studie 1

Den skotske indiesekstet Belle & Sebastian med Stuart Murdoch i front vender tilbage til Danmark med nyt materiale og velkendte melodier onsdag klokken 20.00 i Studie 1. Sekstetten har efterhånden 22 år på bagen og har travlt lige nu med både Australien- og USA-turné på vej.
Læs mere om koncerten her

Onsdag den 21. februar – DR K får guldfeber

I 1890'erne ramte guldfeberen verden, og op mod 100.000 mennesker søgte til Klondike i Yukon i det nordlige Canada i håb om at støde på en guldmine. Kun en ud af tre guldgravere nåede frem i live, færre af dem fandt guld. Historikeren Dan Snow går sammen med polarforskeren Felicity Aston og lægen Kevin Fong i fodsporene på 1800-tallets håbefulde mænd og kvinder. Det sker i en ny serie på DR K onsdag fra klokken 22.00. De tre starter eventyret ved foden af Coast Mountain, hvor en mur af sne og is blokerer vejen til Klondike og guldet.

Onsdag den 21. februar – Franske fristelser fra Sønderjylland

Sopranen Susanne Elmark er solist, og Ewa Strusinka dirigerer Sønderjyllands Symfoniorkester, når der onsdag klokken 19.20 i ’P2 Koncerten’ er franske fristelser fra Musik- og Teaterhuset i Aabenraa. På programmet er Debussys ’Forspil til en Fauns eftermiddag’, Canteloube: Sange fra Auvergne og César Franck: Symfoni, d-mol.
Vært på P2 er Jakob Wivel.

Der kan forekomme ændringer i ugens løb i forbindelse med dækningen af Prins Henriks død og begravelse.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve