Næste uges DR: Kåre Quist og Stéphanie Surrugue sender fra Dronningens historiske dag

Her får du eksempler på, hvad DR har på vej på skærmen, i radioen, i DR Koncerthuset, på DRTV og DR Lyd i den kommende uge fra den 13.-19. januar 2022.

Stéphanie Surrugue og Kåre Quist er værter dagen igennem fredag, når H.M. Dronningen har 50-års regeringsjubilæum. Fra klokken 9.00 sender DR1 og DRTV fra markeringerne af jubilæet, blandt andet fra Dronningens kransenedlæggelse ved Frederik 9. og Dronning Ingrids grav. Klokken 20.00 har de inviteret gæster i studiet til at markere tidspunktet, hvor det præcis er 50 år siden, at kong Frederik 9. døde, og dronning Margrethe 2. efterfulgte sin far på tronen som Danmarks nye regent. (© Framegrab)

Torsdag den 13. januar – ’Kontant’ afslører ret omfattende svindel:

En mand ved navn Steven Gaukroger lokker danskere til at sende dyr elektronik til en adresse i England og udsætter dem efterfølgende for pengeafpresning. I ’Kontant’ torsdag klokken 21.25 på DR1 og fra morgenstunden på DRTV følger Jacob Kragelund en pakke til England, hvor han konfronterer modtageren og afslører svindel, der viser sig at være temmelig omfattende.

Torsdag den 13. januar og fredag – Årets første ’Debatten’:

Efter en overstået jule- og nytårspause er Clement Kjersgaard tilbage som vært på ’Debatten’ – debatten om et ugeaktuelt emne på DR2 torsdag klokken 20.00. I årets første program bliver det dog uden publikum, da det ikke er muligt i forhold til corona-restriktionerne. Programmet kan efterfølgende ses på DRTV og også på DR2 fredag klokken 23.00.

Fredag den 14. januar og lørdag – Margrethe II – Dronning i 50 år:

Stéphanie Surrugue og Kåre Quist har fredag klokken 20.00 – og igen lørdag klokken 15.25 - inviteret gæster i studiet til at markere tidspunktet, hvor det præcis er 50 år siden, at kong Frederik 9. døde, og dronning Margrethe 2. efterfulgte sin far på tronen som Danmarks nye regent. Du kan blandt andet se de mest ikoniske klip fra arkivet og få et unikt indblik i regentens arbejde igennem et halvt århundrede. Allerede fredag formiddag markerer DR regeringsjubilæet i en direkte udsendelse fra klokken 9.00 og fire timer frem på DR1. Programmet sender blandt andet fra Dronningens kransenedlæggelse ved Frederik 9. og Dronning Ingrids grav ved Roskilde Domkirke.

Fredag den 14. januar – Morricone slår til igen:

Publikum i salen kan der desværre ikke være, men DR Symfoniorkestret gennemfører alligevel sin filmkoncert ’Duellen’ fredag aften fra klokken 19.20, og det kommer lytterne på P2 til gavn. ’Duellen’ er den ultimative musikalske oplevelse af den brutale og beskidte italienske mafia, der møder det lige så hævntørstige og beskidte Vilde Vesten. Der skydes med skarpt, og de gode, de onde og de grusomme står over for hinanden i en symfonisk duel af episke dimensioner. Jakob Stegelmann er konferencier, og solisterne er Veronica Mortensen, Christine Nonbo Andersen og Hans Ulrik, mens Dirk Brossé dirigerer DR Symfoniorkestret.

Lars Mikkelsen har en af hovedrollerne i filmen ’Headhunter’, som DR1 viser lørdag klokken 20.00. (© Nordisk Film)

Lørdag den 15. januar – Den danske film ’Headhunter’ på DR1:

Lars Mikkelsen, Charlotte Munk og Henning Moritzen har nogle af hovedrollerne i Rumle Hammerichs film ’Headhunter’ fra 2009, som DR1 viser lørdag klokken 20.00. Martin Vinge, en succesfuld headhunter, bliver kontaktet af N.F. Sieger, koncernchef for Danmarks største rederi- og olieimperium. Martin skal finde en arvtager, der kan føre dynastiet ind i en ny æra - fremfor Siegers egen søn, Daniel. Men Martin bliver trukket ind i et spindelvæv af skjulte agendaer, som truer hans i forvejen komplicerede privatliv.

Lørdag den 15. januar – Bag om Bournonville:

August Bournonville (1805-1879) er guldalderens store balletdigter. Som sine malerkolleger i 1800-tallet lod han sig inspirere af det sydlandske og skabte italienske, franske og spanske balletter. Han skabte det repertoire, som den dag i dag gør Den Kongelige Ballet interessant i internationale øjne. I modsætning til malerier er balletter imidlertid kunstværker som ændrer sig med tiden, når nye iscenesættere og balletmestre tager livtag med traditionen. Balletkritiker m.m. Erik Aschengreen fortæller på DR2 lørdag klokken 21.40, hvordan Bournonvillearven lever i dag, og balletchef Nikolaj Hübbe fra Det Kongelige Teater fortæller om at udfordre traditionen med kontroversielle opsætninger af klassikerne.

Lørdag den 15. januar – Sanne i 50 år:

DR Lyd kan podcasten om Sanne Salomonsens 50 år på scenen allerede høres nu, og de kommende fem lørdage klokken 18.03 kan den ligeledes høres på P5. Sanne bryder som 16-årig igennem som musicalsanger. Hun dropper skolen og lærer i stedet at synge og begå sig på scenen i 70'erne. Sanne Salomonsen fortæller i programmet til Niels Fez Pedersen om sine første soloplader, tysk jazz, Flair og mødet med C.V. Jørgensen og hitsangen ’Lidt Til Og Meget Mer'’. Hør serien på DR Lyd her

Søndag den 16. januar – DR1 er blandt Thailands vilde dyr:

I tågede regnskove, frugtbare vådområder og travle byer kæmper Thailands vilde dyr en evig dødbringende kamp for at finde bytte eller undgå at blive en andens middag. Deres overlevelse afhænger af deres kløgt, list og opfindsomhed - og taberne betaler den ultimative pris. DR1 er blandt Thailands vilde dyr i britisk naturserie i to dele, som DR1 begynder på søndag klokken 19.00.

Søndag den 16. januar – Året i den svenske kongefamilie:

2021 har budt på både fest og hverdag i det svenske kongehus. Kongeparret har været med børnebørnene Estelle og Oscar på skitur i Drottningholmsparken. Kronprinsesse Victoria har deltaget i Hjemmeværnets øvelse i fjeldene i Dalarna, og så har der været kongelig dåb for prins Julian - prins Carl Philips og prinsesse Sofias tredje barn. DR2 sender søndag klokken 19.00 svensk TV’s program om året i den svenske kongefamilie.

Søndag den 16. januar – Ring ind med hemmeligheder:

På P1 kan du hver søndag komme af med din hemmelighed, løgn eller fortielse og lytte til andres. Som det hedder i programteksten kan du her opleve, hvor meget større og tryg verden bliver, når katten er ude af sækken, og det viser sig, at du ikke er den eneste, der har gemt på den historie i alle de år. Vært Sanne Cigale Benmouyal og en kendt gæst kaster lys over alt det skjulte, fortæller alt det ufortalte - og endnu en gang bekræfter de hinanden og verden om, at alting nok skal gå. Det er søndag klokken 13.03 på P1, og du kan ringe med din hemmelighed på 2854 4000.

Fra søndag morgen klokken 6.00 kan du på DRTV se serien ’Du fucker med de forkerte’ om den falske fotograf Anne Hansen. (Foto: Tobias Juhl Nielsen © Drive Studios)

Søndag den 16. januar – Du fucker med de forkerte:

Anne Hansen er fake. Hun er en falsk fotograf, der lokker intime billeder ud af unge kvinder ved at love dem arbejde som model. Men nu har Anne Hansens ofre fået nok. De finder sammen på nettet og mødes for at stoppe den falske fotograf. Hvordan det går, kan du fra søndag klokken 6.00 se på DRTV i den nye DR3-serie ’Du fucker med de forkerte’. Alle fire afsnit bliver lagt ud søndag.

Mandag den 17. januar – The Unusual Supects på DR2:

DR2 har mandag klokken 20.00 premiere på de første to afsnit af den australske komediedramaserie ’The Unusual Suspects’ fra 2021. Sara Beasley har det hele. Penge, skønhed og en smuk familie. Hun skal til at indgå den bedste handelsaftale i sit liv og sælge sit website, sine følgere - og sit brand - til den amerikanske virksomhed TVM. Men hun risikerer at miste alt, da hendes ’perfekte’ liv og et par hemmeligheder er tæt på at blive afsløret. Saras egoistiske opførsel fører endvidere til, at familiens trofaste au-pair, Evie, også risikerer at miste alt.

Tirsdag den 18. januar – Design en ny teaterstol:

For første gang nogensinde i ’Danmarks Næste Klassiker’ bliver designerne kastet ud i en vaskeægte design-overraskelse. For præcis som mange af de gamle klassikere, skal deltagerne denne gang skabe et design til et specifikt sted. De skal nemlig designe en ny stol til Frederiksberg-teatret Aveny-T’s nye scene til ungdommen. Og kravene fra teaterdirektør Jon Stephensen er mange - og meget specifikke - til stor udfordring for designerne. I programmet, som har premiere tirsdag klokken 6.00 på DRTV og klokken 20.00 på DR1 kan du se, om designerne formår at tilsidesætte deres egne drømme og ønsker for udelukkende at opfylde alle opgavens krav.

Tirsdag den 18. januar – Verdens smukkeste togrejser er i Italien:

Fra Comiso til Etna. Programmet ’Verdens smukkeste togrejser’t tirsdag klokken 20.00 på DR2 kører ud på en vild og smuk togtur på den historiske sicilianske togstrækning Circumetnea. Det er en rejse, der bringer seerne forbi Donnafugata slot, den historiske by Syrakus og videre hele vejen rundt om den berømte vulkan Etna, indtil man når toppen. På vejen møder den britiske dokumentarserie de folk, som bor og arbejder langs denne meget specielle toglinje.

Tirsdag den 18. januar – Fjendens børn på DR2:

Patricios datter gifter sig i hemmelighed med den berygtede svenske IS-terrorist Michael Skråmo og følger med ham til Syrien, hvor krigen raser i 2014. Fem år senere bliver de begge slået ihjel, da kalifatet kollapser. De efterlader sig syv små børn, der ender i fangelejren al-Hol. Den svenske regering gør intet for at bringe børnene hjem til Sverige, og Patricio bliver mere og mere desperat. I sorgen over at have mistet sin datter, giver han sig selv et løfte - han må og skal redde sine børnebørn, før det er for sent. Instruktøren Gorki Glaser-Müller er med hele vejen, og du kan se historien i ugens ’Dokumania’ på DR2, som kan ses tirsdag morgen fra klokken 6.00 og på DR2 samme aften klokken 20.50.

Onsdag den 19. januar – Middelalderdronning får eget program:

Dronning Dorothea var gift med to konger, men også mor til to konger. Hun er kvinden, der bringer den oldenborgske slægt på tronen i flere hundrede år og den næste hovedperson i Liv Thomsens serie på DR2 og DRTV, hvor hun er ’På sporet af dronningerne’. Dorothea er i den grad med til at regere riget - samtidig med at hun får 11 børn. Af flere historikere betragtes hun også som grundlæggeren af Københavns Universitet, selvom hendes mand Christian 1. fik æren. Liv Thomsen drager i programmet på sporet af middelalderdronningen og forsøger at samle brikkerne til et portræt sammen med historiker Carsten Jahnke. DRTV viser programmet allerede nu, mens DR2 viser det klokken 21.00 onsdag.

Onsdag den 19. januar – Barokmusik fra Rom:

Det kan siges enkelt og kort, hvad man som lytter får i onsdagens P2-koncert: nemlig barokmusik fra de tre hovedlande, Frankrig, Tyskland og Italien, spillet af en af tidens store pianister: Angela Hewitt. Koncerten bliver sendt direkte fra Parco della Musica i Rom i ’P2 Koncerten’, som starter klokken 19.20 og har Mathias Hammer som vært.

FacebookTwitter