Næste uges DR: ’Kender du typen?’ er tilbage med ny vært

Her får du eksempler på, hvad DR har på vej på skærmen, i radioen, i DR Koncerthuset og på DRTV i den kommende uge fra den 24.-30. juni 2021.

Anna Lin debuterer som vært på ’Kender Du Typen?’, når programmet – og livsstilseksperterne Flemming Møldrup og Anne Glad Wagner – er tilbage i en sommerudgave af programmerne, hvor der skal gættes, hvem der bor i bestemte sommerhuse og sommerboliger. Første gang er onsdag klokken 20.00 på DR1 og fra morgenstunden på DRTV. (Foto: Karsten Mud / Søren Ewald Ebbesen)

Torsdag den 24. juni – ’Nak & Æd’ er tilbage ved start:

Jørgen og Nikolaj er tilbage på Kanaløen i Randers Fjord, hvor deres venskab startede for 11 år siden. Dengang fik de ikke ram på en and. Så nu prøver de en gang mere. Men meget vand er løbet gennem Randers Fjord siden dengang, fremgår det, når de torsdag klokken 20.00 på DR1 og fra morgenstunden på DRTV er tilbage med en ny sæson. Spørgsmålet er nu, om det er til det bedre. Sikkert er det, at Randers Fjord byder på høj sol, ingen vind og sensommer, så ænderne er derfor svære at få på vingerne. Heldigvis får de to venner igen hjælp fra en lokal kending, så måske lykkedes det denne gang.

Torsdag den 24. juni – Syv ting, du skal vide inden du dør:

De fleste af os tror, at vi lever, til vi bliver 100, og vi lever, som om vi har masser af tid. Men hvad sker der, hvis du er tæt på at dø, mens du er alt for ung til at skulle herfra? Syv danskere har set døden i øjnene, men overlevet. Det har lært dem noget om, hvad der er det vigtigste i livet. DR2 hugger torsdag klokken 20.00 deres gode råd i sten: syv ting, du skal vide inden du dør.

Torsdag den 24. juni, fredag og mandag– En nordisk sommer med DR Vokalensemblet:

Strålende sollys, skyggefulde skove, blomstrende haver – og masser af sang. På to af årets lyseste aftener torsdag og fredag klokken 19.30 inviterer DR Vokalensemblet og den anerkendte svenske dirigent Sofi Jeannin i Trinitatis Kirke i København til et musikalsk møde med vores særlige nordiske sommer og dens tro ledsager: kærligheden. Koncerten kan høres på P2 som ’P2 Koncerten’ mandag klokken 19.20. Læs mere om koncerterne her

Torsdag den 24. juni, fredag og lørdag – Nu kommer Mutter:

DR Symfoniorkestret afslutter koncertsæsonen med en Beethoven-fest, hvor superstjernen Anne-Sophie Mutter er solist i Beethovens bedste værker for violin to aftener under ledelse af chefdirigent Fabio Luisi. Koncerterne foregår torsdag og fredag klokken 19.30 i DR Koncerthuset, hvor det er muligt at høre dem på P2 direkte. Lørdag klokken 15.00 giver Mutter og DR Symfoniorkestret koncert i Musikkens Hus i Aalborg. Læs mere om koncerterne her

Fredag den 25. juni og søndag – Anne og Anders vender hjem igen:

Anne Hjernøe og Anders Agger rejser rundt i et Danmark, vi næsten har glemt de næste fire fredage klokken 20.00 på DR1 og DRTV. I autocamper med indbygget køkken og cykler bagpå, vil de vise hinanden de varme, endeløse somre fra barndommen - med længsel, lyde og smage. Første etape går fra Lolland-Falster til Fyn, og her møder de både en kærlighedshistorie, en onkel og Pernille Rosendahl. Programmet kan også ses søndag klokken 17.00 på DR1.

Fredag den 25. juni – Onkel Rejes fede sommerferie:

Det er sommer, og Onkel Reje og Brille har travlt med at lave ingenting i deres lille kolonihave sammen med drengen Krølle, Onkel Bum, Doktor Mogens, Mormor og de andre beboere i nabolaget. Det hele tager en uventet drejning, da Onkel Reje opdager, at han som den første mand nogensinde er blevet gravid og bliver sat til at føde i afsnit 12. Fredag klokken 6.00 har Ramasjang på DRTV premiere på to nye afsnit af ’Onkel Rejes fede sommerferie’, og i den kommende tid kommer der to nye afsnit hver fredag klokken 6.00. Læs mere om programmerne her

Lørdag den 26. juni og søndag – De første ottendedelsfinaler på DR1 – også Wales-Danmark:

Lørdag går ottendedelsfinalerne i gang ved EM i fodbold for herrer. Den første af ottendedelsfinalerne – nemlig Wales-Danmark - kan ses klokken 18.00 fra Amsterdam med optakt fra klokken 16.00, mens den anden fra Wembley i London vises lørdag klokken 21.00 på DR1 – med optakt fra klokken 20.00 på kanalen. Søndag viser DR1 endnu en ottendedelsfinale – nemlig klokken 21.00 med optakt fra klokken 20.00.

Lørdag den 26. juni og de næste tre uger – Touren på P3:

Lørdag går årets Tour de France-cykelløb i gang, og i år er der ekstra mange danskere med. Næste år holdes konkurrencen sågar i Danmark – i hvert fald delvist. P3 sender direkte hver eftermiddag fra cykelløbet i den kommende tid – første gang er lørdag klokken 14.03, og det er med Rikke Smed og Martin Kampmann som værter.

Lørdag den 26. juni – Videnskab og cocktails:

I den første udgave af ’Science & Cocktails’ lørdag aften i Koncertsalen tager Dan Zahavi dig på en rejse dybt ind i sindet og i din bevidsthed, med udgangspunkt i ældgammel buddhistisk tradition og helt frem til moderne neurovidenskab. Med på rejsen er Astrid Engberg, der bidrager til det musikalske landskab undervejs. Seancen starter klokken 19.15, og ’Science & Cocktails’ er mix af videnskabelige oplæg, musikalsk optræden og innovative cocktails. Læs mere om aftenen her

Søndag den 27. juni – Pigekor og strygekvartet går sammen:

DR Pigekoret går sammen med Den Danske Strygekvartet om en musikalsk fejring af fremtiden, håbet og sommeren. I en transformerende sommerkoncert bringer de to ensembler lyset og håbet tilbage med folkemusikalske fortolkninger af danske sange sat side om side med værker af Alfred Schnittke, J.S. Bach og Louise Alenius. Koncerten, som DR2 viser søndag klokken 20.00, er optaget i Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Koncertsal – det, der engang var Radiohusets Koncertsal - den 6. juni 2021. Dirigenten er Phillip Faber, og koncerten kan også ses på DRTV fra morgenstunden søndag.

Mandag den 28. juni – Dansk humors bedste:

Niels Hausgaard, Nikolaj Stokholm, Ditte & Louise, Søs Egelind og en lang række andre danske komikere ser nærmere på nogle af dansk komiks største hits og bedste tricks i programserien ’Dansk humors bedste’, hvor første afsnit vises mandag klokken 20.30 på DR1 samt på DRTV. I det første program vil det vise sig, om der er noget af grine af, når man zoomer ind på komiske kønsskifter, muntre minoriteter og politiske parodier.

Mandag den 28. juni – Drabene på Femøren:

En nat i maj 1984 bliver to unge mænd myrdet på Femøren ved Amager Strand. De havde en fredelig aften med bål og hygge, da en fremmed mand pludselig dukker op. Han ender med at skyde de to, mens en tredje slipper væk. Drabene virker fuldkommen meningsløse og uforståelige. Mistanken rettes mod en jugoslavisk taxachauffør. Den uhyggelige sag handler både om fjendtlighed mod indvandrere i 80’ernes Danmark, pressens rolle i kriminalsager og domstolenes upåvirkelighed. Programserien ’Danske mord’ ser på sagen mandag klokken 21.25 på DR1 samt på DRTV.

Mathias Helt er vært i de kommende to ugers meme-mesterskaber på P3 om formiddagen. Første gang mandag klokken 10.04. (© DR)

Mandag den 28. juni – Mememesterskaberne på P3:

Hvem er Danmarks bedste mememager? P3-vært Mathias Helt samler nogle af Danmarks bedste memeprofiler, som konkurrerer mod hinanden i diverse meme-discipliner. Én efter én må de forlade konkurrencen, så P3 til sidst kan kåre #mememesteren2021. Programmet kan høres første gang mandag klokken 10.04-12.00 og sendes så mandag til fredag i de næste to uger.

Mandag den 28. juni – Pigerne fra Berlin:

I den nye tyske dramaserie ’Pigerne fra Berlin’, som DR2 har premiere på mandag klokken 20.00 og fra morgenstunden på DRTV, driver Caterina en danseskole i 1960'ernes Berlin. Hendes voksne døtre, Monika, Helga og Eva, forsøger at finde deres egen vej i livet. Da Caterina bliver uarbejdsdygtig efter en bilulykke, overtager Helga ledelsen af danseskolen. Eva har succes som galleriejer, men hendes ægteskab er præget af hemmeligheder. Mens Monika kan fortælle, at hun er i lykkelige omstændigheder.

Mandag den 28. juni og hele sommerferien – ’Take Off’ i hele sommerferien:

’Take Off’ er programmet, der går på arbejde, mens danskerne holder fri. Fra forskellige steder rundt i landet vil Jesper Bæhrenz og hans hold gennem lige dele stemning, underholdning, gennemgående gimmicks og lytterinteraktion, sørge for lyden af ferie og sommer hver formiddag fra mandag til fredag fra klokken 10.03-12.00. De forskellige locations er spektakulære og som udgangspunkt valgt ud fra kriteriet, at hér bliver der stadig arbejdet, mens resten af landet holder fri.

Mandag den 28. juni og hele sommerferien – ’Radio Rødgrød IF’ på P4:

Danmark på den anden side af lockdown og coronakilo. ’Radio Rødgrød IF’, der bliver sendt i sommerferien på P4 mellem klokken 15.03 og 18.00 mandag til fredag, har planer om at sætte landet i bevægelse. Premieren finder sted mandag, og det er Oliver Breum, der er vært.

Tirsdag den 29. juni – Stor dokumentar om Bee Gees:

De var en af verdens første supergrupper. Brødrene Robin, Maurice og Barry Gibb er kendt som The Bee Gees. Det var en ikonisk trio med høje falsetstemmer og en lang række kæmpehits bag sig. I DR2’s ’Dokumania’ klokken 20.30 tirsdag dykker vi ned i brødrenes vej til succes, deres kreative partnerskab, interne rivalisering og op- og nedture.

Tirsdag den 29. juni – Vild med dance – lyden af 1990’erne:

Den danske dance-scene i 1990’erne er vild, ekstrem og helt sin egen. Det visuelle udtryk og musikken er aldrig set eller hørt før. Der er højt til loftet, masser af penge i branchen, og succesen buldrer derudaf i hele verden. I serien ’Vild med dance – lyden af 1990’erne’, som bliver lagt på DRTV tirsdag klokken 6.00, fortæller historien om de musikalske pionerer, der fravælger det gængse, opsøger nye veje og ny teknik og skaber lyden af 90’erne og soundtracket til mange danskeres ungdom. Det er også fortællingen om, at der bag den lette overflade og de vilde outfits ligger talent, ihærdighed og en benhård og dedikeret indsats i jagten på de store hits. Og på den anerkendelse, som de aldrig fik...

Onsdag den 30. juni – ’Kender du typen?’ er tilbage med ny vært:

Hvilken kendt dansker har et sodavandsmisbrug og er typen, der får en crosser i bryllupsgave? Det skal livsstilseksperterne Anne Glad Wagner og Flemming Møldrup regne ud, når ’Kender Du Typen?’ besøger en firlænget gård, der ligger i en lille nordjysk by. Programmet, som kan ses klokken 20.00 onsdag og på DRTV fra morgenstunden, er samtidig den første udsendelse, hvor Anna Lin er vært.

Onsdag den 30. juni – Søren Ryge møder Egon igen:

Egon har været fotograf på hundreder af Søren Ryges programmer. Onsdag klokken 20.00 på DR1 står han foran kameraet og mindes. Hvad var det største, det bedste, det værste og det farligste? Spørgeren er Søren Ryge, der har lavet programmet.

Onsdag den 30. juni – Store historier om små øer:

De næste fem onsdage klokken 21.00 på DR2 kan du rejse med Rane Willerslev fra Nationalmuseet og forfatter og historiker Christina Vorre til øen Livø. Her fortæller Rane om Danmarks første store eksporteventyr af stenalderflint til hele Europa - og Christina fortæller om øens dunkle historie som fangeø og om en libanesisk gidselstagning. Rane får lavet en hjemmelavet flintøkse og tager Christina med på en stenalderjagt ingen af dem har prøvet før, og der diskes op med hjemmelavede festmåltider af semuljevælling og flitsbuefanget mosegris.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk