Næste uges DR: Nu kommer der ’Farlige toner’ i radioen

Her får du eksempler på, hvad DR har på vej på skærmen, i radioen, i DR Koncerthuset og på DRTV i den kommende uge fra den 17.-23. september 2020.

Kresten Osgood er vært i P8 Jazz-serien og podcasten ’Farlige toner’, som handler om dengang, jazzen kom til Danmark. Det gjorde den helt præcis med en båd i 1919. Hør historien på P8 Jazz lørdag klokken 13.03 og på DR’s radioapp og som podcast allerede nu. Foto: Søren Osgood. (© Søren Osgood)

Torsdag den 17. september – Fodbold-EM-kvalifikation direkte:

Efter 10 måneders pause går det igen løs for kvindelandsholdet i EM-kvalifikationen. EM-slutrunden er, på grund af corona-pandemien, blevet rykket fra 2021 til 2022, men allerede i dette efterår finder man ud af, om Danmark formår at kvalificere sig. Danmark har lagt stærkt ud i turneringen med fem sejre i fem kampe, og torsdag klokken 15.45 gælder det så Bosnien-Hercegovina på udebane. DR1 sender kampen direkte. Det bliver dog ingen let opgave, idet Bosnien i lighed med Danmark har 15 point i gruppe B. Da de to hold mødtes sidste efterår vandt de rød-hvide med 2-0, men nu er Pernille Harder og co. på udebane på stadion i byen Zenica og skal helt sikkert kæmpe hårdt for at hente en sejr, som vil tage Danmark et skridt nærmere EM. Kommentatorer er Henrik Liniger og Arnela Muminovic.

Torsdag den 17. september – Sara Bros psykiske regning:

Sara Bro overlevede kræft, men hun blev overrasket over den psykiske regning, hun betalte efter hun fik fjernet sine bryster. Det fortæller hun om i ugens ’Lægens bord’ på DR1 torsdag klokken 21.25, hvor vært Peter Qvortrup Geisling også ser på de senfølger, flere oplever efter at have været syge af corona.

Torsdag den 17. september og fredag – DR Symfoniorkestret fortsætter Beethoven-markeringen:

DR Symfoniorkestret og dirigenten Juanjo Mena stiller torsdag og fredag klokken 19.30 i Koncertsalen skarpt på den revolutionære side af Beethoven med hans ikoniske 5. symfoni, Skæbnesymfonien, og musikken til skuespillet om frihedshelten Egmont, der går i døden for sin overbevisning. Der er også en fortæller på i dagens anledning, og det er skuespilleren Nis Bank-Mikkelsen. P2 sender som altid koncerten torsdag direkte med optakt fra klokken 19.20.

Torsdag den 17. september – Min barndoms synder:

Hvad får en voksen mand til at skamme sig så meget, at han vil begå selvmord? I en ny såkaldt dramadokumentarserie ’Min barndoms synder’ følger hans barndomsveninde sporet tilbage til deres fortids hemmeligheder. Det er på DR2 klokken 22.00 de næste tre torsdage.

Fredag den 18. september – Bødlen, der huggede forkert:

En bidende kold novembermorgen i 1882 er op imod 3000 mennesker samlet for at overvære henrettelsen af rovmorderen Anders Sjællænder. Skarpretteren løfter sin økse. Første hug rammer forkert og hugger skulderen af den dødsdømte. Skriget skærer igennem luften. Skarpretteren løfter igen sin økse. Folk er forfærdede, da det andet hug også rammer ved siden af. Først i tredje hug lykkes det bødlen at skille Anders Sjællænders hoved fra kroppen. Hvem var denne Anders Sjællænder? Hvordan kunne henrettelsen gå galt? Og hvilken betydning fik denne henrettelse for eftertidens straffelovgivning i Danmark? Det spørger DR2 om fredag klokken 21.50 i programserien ’Danske mord’.

Fredag den 18. september – Kom med til Schiøtzprisen:

I år går Schiøtzprisen til den dansk-franske sopran Elsa Dreisig. Ved prismodtagelseskoncerten, som P2 sender fredag klokken 19.20, kvitterer hun med sange af danske og franske komponister samt liedkomponisten, man ikke kommer uden om: Schubert. De medvirkende er Elsa Dreisig, sopran, og Christian Westergaard, klaver i en optagelse fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium 6. september. Aftenens vært for ’P2 Koncerten’ er Mette Greiffenberg.

Lørdag den 19. september og mandag – Nul sex med DR2:

Forestil dig et liv, hvor du aldrig nogensinde har den mindste lyst til sex. For de fleste virker det fuldstændig umuligt. Men det er faktisk virkeligheden for en hel del danskere. For Sara Skaarup er sex en drivkraft igennem livet. Og hun tager nu på opdagelse i de aseksuelles verden for at forstå, hvordan det overhovedet er muligt ikke at have en sexlyst. Og hvad med kærligheden? Kan en aseksuel og en med masser af lyst egentlig blive kærester? DR2’s temalørdag fra klokken 20.00 handler om aseksualitet og om sexvaner generelt. Det timelange program om aseksualitet kan også ses på DR2 mandag klokken 23.00.

Lørdag den 19. september – Farlige toner på P8 Jazz:

Et amerikansk krigsskib lægger til kaj i København i sommeren 1919. En ung mand står på kajen og venter i spænding. Skibet har en pakke med til ham fra en fætter i Amerika. Indholdet af pakken sætter for alvor gang i jazzen i Danmark. P8 Jazz indleder lørdag klokken 13.03 serien ’Farlige toner’ i radioen med to afsnit. Vært er Kresten Osgood, og serien kan også allerede nu høres som podcast. Hør serien via DR’s radioapp her

Søndag den 20. september – Verdens værste hvidvasker:

Han har vasket penge hvide for terrorgrupper, mafiaorganisationer og narkokarteller. Nu viser hemmelige dokumenter, at han har fået millionoverførsler fra Danmarks største bank - Danske Bank. DR Dokumentar følger søndag klokken 21.40 på DR1 pengene i jagten på den mand, der er blevet kaldt verdens værste hvidvasker. Tilrettelæggelse: Søren Kristensen og Mathias Friis.

DR2 viser søndag klokken 21.30 en film om den svenske jazzpianist Jan Johansson. Foto: Framegrab. (© Framegrab)

Søndag den 20. september – En lille film om en stor kunstner:

Det tager kun nogle få sekunder, så ved man, at man lytter til den legendariske svenske jazzpianist Jan Johansson. På DR2 søndag klokken 21.30 får du mulighed for at lytte til en aldrig før frigivet optagelse, muligvis den allerførste, af Johansson, da han 20 år gammel sidder og øver sig ved klaveret i sit barndomshjem. Er det muligt at høre hans umiskendelige talent allerede dengang, lyder spørgsmålet.

Søndag den 20. september – NOAH i Koncertsalen:

Med over en halv million månedlige lyttere på Spotify og udsolgte koncerter over hele landet, rangerer Troels Gustavsen, bedre kendt som NOAH, blandt Danmarks allerstørste popnavne med et hitportefølje, der blandt andet tæller ’Alt Er Forbi’, ’Over Byen’ og ’Før Vi Falder’. Søndag står NOAH på scenen i Koncertsalen sammen med Danmarks Underholdningsorkester ved to koncerter – klokken 17.30 og 20.00. Læs mere om koncerterne her

Mandag den 21. september – Når katastrofen rammer Danmark:

Danmark er et af de tryggeste og mest stabile samfund i verden. Det ændrede coronakrisen dog med ét på. Danskerne befandt sig pludselig i en virkelighed, de færreste var forberedte på. I første afsnit af programserien ’Når katastrofen rammer Danmark’ mandag klokken 21.25 på DR1 møder vi prepperne Ulrich og Rolf, som længe havde forberedt sig på en pandemi og kan klare sig i måneder uden kontakt med omverdenen. Serien kan også ses på DRTV fra mandag morgen klokken 6.00.

Mandag den 21. september – P2 blander genrerne og sender fra Frederiksberg Festspil:

Genrerne skal spejle sig i hinanden. Det er en af de bærende tanker bag pianisten Katrine Gislinges Frederiksberg Festspil. Derfor er de medvirkende håndplukket - indefor klassisk, jazz og pop.Musikken er af Grieg, Haydn, Tjajkovskij m.fl. - med den ulykkelige kærlighed som rød tråd. De medvirkende er Cæcilie Norby, Teitur og Andrea Pellegrini, sang. Andreas Brantelid, cello. Bjarke Mogensen, accordeon. Strygere fra Danmarks Underholdningsorkester. Koncerten er optaget i Landbohøjskolens festauditorium på Frederiksberg den 17. september. Aftenens P2-vært er Anne Bro.

Tirsdag den 22. september – Malta-Danmark i kvindefodbold:

Kvindelandsholdet i fodbold skal tirsdag aften på besøg på Malta for at hente tre vigtige point på vejen mod EM-slutrunden i England i 2022. Og det er en af den slags kampe, som Danmark bare skal vinde for at bevare EM-håbet. Da Danmark sidste efterår mødte Malta i Viborg, blev det til en dansk sejr på hele 8-0. Mindre kan gøre det tirsdag klokken 18.15 på DR2 for Lars Søndergaards tropper, men sejren bør der ikke blive tvivl om. Hvis Danmark vinder, vil holdet have et perfekt udgangspunkt før de afgørende kvalifikationskampe mod Italien senere på efteråeret. Kommentatorerne er Henrik Liniger og Arnela Muminovic.

Onsdag den 23. september – Den kvindelige vikings farefulde rejse:

Islandske Gudrid Thorbjarnardottir var vikingetidens mest eventyrlystne opdagelsesrejsende og blev kendt som 'Langfareren'. Hun drog ud på farefulde ekspeditioner i hele verden - og nåede til Nordamerika næsten 500 år før Christoffer Columbus, hvor hun fødte det første transatlantiske barn. I en islandsk dokumentar dykker DR2 onsdag klokken 20.00 ned i den utrolige historie om Gudrid, der trods sin ydmyge opvækst blev en af de dristigste opdagelsesrejsende gennem tiderne.

Onsdag den 23. september – Gåden om massakren på Øland:

Det flyder med skeletter på den svenske ø Øland. Et sted, som i slutningen af 400-tallet var gerningssted for et af historiens mest grusomme massemord. En nordisk krigerstamme blev brutalt myrdet og efterladt til at rådne op. Hvad skete der? Og hvem stod bag den blodige massakre? Nu forsøger et hold af arkæologer at løse den 1500 år gamle uopklarede sag, og DR2 følger opklaringen onsdag klokken 21.45. Det er en sag om bedrag, magtkampe og rivalisering.

Onsdag den 23. september – Ny serie om gidselforhandleren:

Fotografen Daniel Rye er forsvundet i det nordlige Syrien. Gidselforhandleren Jens skal finde ud af, hvem der har taget ham, og hvordan han kan få ham fri. Er der mon en forbindelse til Jens' anden sag, hvor den amerikanske journalist James Foley er forsvundet i præcis samme område? I den nye serie ’Gidselforhandleren’ på P1 klokken 13.33 og 19.33 fortælles historien, der er i tre dele. Tilrettelæggelsen står Camilla Magid, og producer og redaktør er Torben Brandt.

Facebook
Twitter