Næste uges DR: Sara Bro får eget talkshow på DR2

Her får du smagsprøver på, hvad der er af nyheder i DR’s sendeflade og i DR Koncerthuset i den kommende uge fra den 21.-27. marts 2019.

Sara Bro har taget springet fra P3 til DR2, hvor hun nu får et talkshow, der fremover sendes hver søndag aften klokken 21.30 – og igen mandag klokken 23.00. Foto (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Torsdag den 21. marts og fredag – Ny serie om Arktisk Kommado på DR1

En ung rypejæger er meldt savnet i Sydgrønland. Arktisk Kommando sender et Challenger-fly afsted for at deltage i eftersøgningen. Hvert år søger Arktisk Kommando stationsspecialister og nye ansatte i slædepatruljen Sirius. 57 aspiranter møder op i Frederikshavn. Et krævende udskilningsforløb går i gang og kun få af ansøgerne vil ende med at få opfyldt deres drøm: en udstationering i Nordøstgrønland. DR1 har torsdag klokken 20.45 premiere på en ny programserie om ’Arktisk Kommando’, som sendes de næste fire torsdage. Programmet kan også ses på DR1 fredag klokken 8.55 og på DRTV.

Torsdag den 21. marts og fredag – For og imod lavere integrationsydelse

Integrationsydelsen er væsentligt lavere end andre ydelser til ledige. I ’Langt fra Borgen’ sætter vært Ask Rostrup udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg fra Venstre og Radikale Venstres Sofie Carsten Nielsen i arbejde og spørger, om det er rimeligt, at integrationsydelsen er sat ned. Det er klokken 21.55 torsdag på DR1 – og igen fredag klokken 7.00 på kanalen.

Fredag den 22. marts og lørdag – Se eller gense Ghita Nørby og Frits Helmuth i ’Dansen om Regitze’

Frits Helmuth og Ghita Nørby havde hovedrollerne i Kasper Rostrups film ’Dansen om Regitze’ fra 1989, og fredag klokken 22.00 er der mulighed for at se eller gense filmen på DR K. Det umage ægtepar Karl Aage og Regitze, der har haft mange gode, følelsesbevægede år sammen, inviterer til deres årlige havefest i kolonihavehuset. Under festen passerer parrets rige hverdagsliv revy for Karl Aage, deres oplevelser med venner og familie, børnenes opvækst og de fælles glæder og sorger. Men nu er Regitze syg, og Karl Aage står over for sit livs største udfordring. Ghita Nørby og Frits Helmuth modtog begge en Bodil for deres stærke samspil. Filmen kan også ses lørdag klokken 17.20 på DR K.

Fredag den 22. marts – Billy Ocean i DR Koncerthuset

Den engelske hitmager Billy Ocean fylder sol, sommer og caribisk stemning ind i DR Koncertsalens rammer fredag aften klokken 20.00. Der er ingen tvivl om, at hits som ’When The Going Gets Tough’ og ’Caribbean Queen’ kommer på lydtapetet, for musikeren byder på sine allerstørste hits under titlen ’Best of Tour’. Læs mere om koncerten her

Fredag den 22. marts – P2 stiller om til Carl Nielsen i Madrid

P2 stiller fredag klokken 20.00 om til den spanske hovedstad, hvor kanalen sender direkte fra Teatro Monumental i Madrid, hvor Det spanske Radiosymfoniorkester spiller nordisk. Musikken er Bernstein: On the Waterfront, suite. Christian Lindberg: Behac Munroh, koncert for trompet, basun og orkester. Carl Nielsen: Symfoni nr. 5. Solisterne er Pacho Flórez, trompet, og Ximo Vicedo, basun. Det spanske Radiosymfoniorkester bliver dirigeret af Christian Lindberg.

Lørdag den 23. marts – Musikken fra ’Cirkus Summarum’ med DR Big Band

Ramasjang-værterne Silja Okking og Kristian Gintberg og sangeren og saxofonisten Mads Mathias har en central rolle – sammen med DR Big Band, når der lørdag klokken 11.00, 13.00 og 15.00 er koncerter i Studie 2 med musikken fra ’Cirkus Summarum’-forestillingerne. Læs mere om koncerterne her https://drkoncerthuset.dk/event/musikken-fra-cirkus-summarum-6/

Lørdag den 23. marts – Naturfolkenes ekstreme evner

DR2’s temalørdag fra klokken 20.00 til 22.30 handler i denne uge om naturfolkenes ekstreme evner. Den australske eventyrer Todd Sampson prøver kræfter med nogle af de præstationer, der kræver allermest af kroppen – nemlig at overvinde smerte, skærpe sanserne og overleve kulde.

Lørdag den 23. marts – Stor dokumentar om ABBA

Abba er en af Sveriges største eksportvarer og verdens største popgruppe. Med et salg på 400 millioner plader er gruppen kun overgået af The Beatles. De fire medlemmer bragede igennem med vindersangen ’Waterloo’ i Eurovision Song Contest i 1974 og derefter det ene hit efter hinanden som 'Dancing Queen', ’Fernando' og mange, mange flere. DR K viser lørdag klokken 21.40 en dokumentar om Agnetha, Anni-Frid, Björn og Benny.

Bodil Jørgensen har en af hovedrollerne i Hella Joofs film ’All Inclusive’, som DR1 viser lørdag klokken 21.00. (Foto: Rolf Konow © ©Happy Eding Film/Rolf Konow)

Lørdag den 23. marts – DR1 viser ’All Inclusive’ af Hella Joof

Bodil Jørgensen har en af hovedrollerne i Hella Joofs film ’All Inclusive’, som DR1 viser lørdag klokken 21.00. Kaotiske Ditte på 30 og storesøsteren, den alt for fornuftige Sigrid, tager til Malta med deres mor Lise for at fejre hendes 60-års fødselsdag. Lise er lige inden flyafgang blevet forladt af pigernes far, og de to søstre er ikke helt enige om, hvordan de får deres ulykkelige mor op af kulkælderen igen. Som ferien skrider frem, udvikler den sig til et absurd trekantsdrama, hvor søstrene stædigt kæmper om Lises kærlighed og opmærksomhed - i et virvar af charter, jalousi, familiemønstre, løgne, disco og en fingerfærdig bartender, der hedder Antonio.

Søndag den 24. marts og mandag – Sara Bro på DR2

Søndag klokken 21.30 er der mulighed for at besøge Sara Bro i hendes nye talkshow på DR2, hvor hun selv siger, en spade er et andet udtryk for skovl, og hvor gæsterne taler om det, der er vigtigt, og tingene bliver sagt, som de er. Talkshowet kan også ses mandag klokken 23.00 på DR2.

Søndag den 24. marts – Abdel er mellem fjender

Danmarks første kvindelige imam Sherin Khankan og formand for Nye Borgerlige Pernille Vermund var tætte barndomsvenner, men har ikke set hinanden siden. På DR2 søndag klokken 22.00 i programmet ’Abdel mellem fjender’ mødes de to profiler for første gang siden barndommen. I en ny programserie møder vært Abdel Aziz Mahmoud hver søndag kontroversielle danskere, der deler kongeriget.

Mandag den 25. marts – Lægen flytter ind igen

Mandag klokken 20.45 har DR2 premiere på en ny sæson af ’Lægen flytter ind’. Læge Charlotte Bøving flytter denne gang ind hos sygdomsramte kvinder, og i det første program skal hun forsøge at hjælpe 32-årige Marianne og kæresten, der inderligt ønsker sig et barn. Men på trods af, at de har været i fertilitetsbehandling i halvandet år, har de stadigvæk ikke set en positiv graviditetstest. Kan Charlotte få deres drøm til at gå i opfyldelse?

Mandag den 25. marts – Bomben i Søllerødgade

Det er en helt almindelig mandag i marts, da den unge socialist Henrik Christensen låser sig ind på det politiske kontor på Søllerødgade, hvor han arbejder. Opgaven med at åbne dagens post er også, som den plejer at være. Men indholdet i den brune pakke, han åbner som den sidste, er langt fra sædvanlig. P1 har mandag klokken 13.33 radiopremiere på serien ’Bomben i Søllerødgade’, som også er at finde som podcast. Tilrettelæggere er Regine Grønne Frederiksen, Tom Carstensen og Niels Malte Lundsgaard.

Mandag den 25. marts – Aarhus Internationale Klaverkonkurrence

44 unge pianister fra hele verden har dystet hele sidste uge i Aarhus. I weekenden var der finale i kategorien for pianister mellem 16 og 22 år. Hver af de fire finalister spiller en førstesats af én af de store, romantiske klaverkoncerter sammen med Aarhus Symfoniorkester, hvorefter den internationale jury voterer, og priserne uddeles til de mest talentfulde unge pianister. ’P2 Koncerten’ sender mandag klokken 19.20 fra koncerten lørdag. Måske møder vi en af morgendagens helt store stjerner. Vært på P2 er Klaus Møller-Jørgensen.

Mandag den 25. marts – DR2 møder børn i sorggruppe

Emils mor døde for fire år siden, men han er langt fra kommet sig over tabet. Han bliver ofte meget ked af det, og begynder at græde når han tænker på sin mor. DR2 har mandag klokken 21.30 premiere på programserien ’Børnene i sorggruppen’. I gruppen forsøger terapeuten Jes Dige at finde ud af, om Emil kan finde noget positivt i sorgen. Måske er glade fotos og gode minder om rejser med mor vejen frem for Emil?

Mandag den 25. marts – Ålens nye rige

Peter Aalbæk har slagtet både bankkonto, pensionsopsparing og børnebørnenes sparegrise for at føre sin storstilede drøm ud i livet: At skabe et alternativt økosamfund lidt uden for Herfølge. Men byggeriets første etape, et forsamlingshus med tilhørende industrikøkken, har vist sig at blive langt dyrere end forventet. For at kunne komme videre med projektet mangler Peter Aalbæk 2,5 millioner kroner, men nu er pengekassen tom, og banken vil ikke lege med mere. DR2 følger projektet de næste fire mandage klokken 22.00 i programserien ’Ålens nye rige’.

Tirsdag den 26. marts og onsdag – Finaletid i ’Danmarks næste klassiker’

Det er blevet finale-tid for de fem dygtige designere i ’Danmarks næste klassiker’ tirsdag klokken 20.45 på DR1 – og igen onsdag klokken 8.55. Først skal de kaste sig over den sidste kategori, lænestolen, der med sin størrelse og især dommernes krav er en kæmpe udfordring. Og som den eneste designer har Janus endnu ikke fået et møbel på vinder-podiet, så hvis han skal vinde titlen, er han pisket til at vinde den sidste kategori. Til slut skal dommerne nemlig vælge mellem de seks vinder-design, når de skal kåre Danmarks næste klassiker.

Tirsdag den 26. marts og onsdag – ’Sundhedsmagasinet’ spiser mindre salt

Timm Vladimir elsker salt så meget, at han ligefrem har det tatoveret på sin overarm. Men som et forsøg i ’Sundhedsmagasinet’ tirsdag klokken 21.55 skal han nu lave mad uden. Magasinet ser også på, hvordan du får mindre salt, uden at skulle lægge dit liv helt om. Værterne er Peter Qvortrup Geisling og Nola Grace Gaardmand, og programmet kan også ses onsdag klokken 7.00 på DR1 samt på DRTV.

Onsdag de 27. marts – Line fikser kroppen

Line undgår stranden, fordi hun skammer sig over, hvordan hun ser ud. Nu har hun fået nok af at føle sig forkert, hun vil udforske kroppe i alle former og opsøge udfordrende situationer, hun vil blive glad for sig selv - præcis som hun er. Det er tid til at fejre kvindekroppen, mener hun. Det er samtidig starten på den norske dokumentarserie, som DR3 viser de næste seks onsdage med start onsdag klokken 21.05. Line får retoucheret sin drømmekrop og mærker på kvindekroppens mange former. Hun bokser kropsskammen ud med SKAM-skuespiller Ulrikke Falch og forsøger at finde sin stemme som kropsaktivist ved at arrangere ”trussedag” for at slippe kroppen fri.

Facebook
Twitter