Næste uges DR: ’So Ein Ding’ på DR2 laver falske videoer

Her får du smagsprøver på, hvad der er af nyheder i DR’s sendeflade og i DR Koncerthuset i den kommende uge fra den 6.-12. december 2018.

Nikolaj Sonne ser nærmere på, hvor let det er, at lave falske videoer i programmet ’So Ein Ding’ på DR2 tirsdag klokken 22.00. En computer med kunstig intelligens bliver sat til at lave Sonne om til statsminister Lars Løkke, der holder tale. I en tid hvor falske historier skaber ægte overskrifter er manipuleret video og syntetisk tale skabt med kunstig intelligens noget, der skal tages alvorligt. Foto: So Ein Ding

Torsdag den 6. december og fredag – Den gamle chefdirigent er tilbage:

Brahms’ 1. symfoni er et fyrtårn inden for den romantiske musik, og den legendariske dirigent Herbert Blomstedt, 91 år og chefdirigent for DR Symfoniorkestret fra 1967-1977, præsenterer torsdag og fredag klokken 19.30 i Koncertsalen symfonien sammen med en anden klassisk milepæl, Brahms’ 1. klaverkoncert med den unge tyske prisvinder Martin Helmchen som solist. Koncerten torsdag bliver sendt direkte på P2 som altid med optakt fra klokken 19.20.

Torsdag den 6. december og fredag – Skal stat og kirke skilles ad?

Folkekirken og den danske stat er tæt forbundet, men er det på tide at skille stat og kirke? Ask Rostrup tager i kirke torsdag klokken 21.55 i ’Langt fra Borgen’ på DR1. De diskuterende politikere i denne uge er Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og Rasmus Helveg Petersen fra Radikale Venstre. Programmet kan også ses fredag klokken 6.55 på DR1.

Fredag den 7. december og lørdag – Olsen-Bandens 50 års jubilæum fejres:

Jacob Riising fejrer Olsen-Bandens 50-års-jubilæum i selskab med Mette Frederiksen, Annette Heick, Nikolaj Stokholm og Brian Mørk. Der bliver masser af grin og quiz om de mest legendariske scener med Egon, Benny, Kjeld og Yvonne i ’Hvem var det nu, vi var?’ fredag klokken 20.00 på DR1 – og igen lørdag klokken 17.30.

Fredag den 7. december og søndag – Hør verdenstenor fra Aalborg:

Verdenstenoren Joseph Calleja gæster torsdag Aalborg med berømte operahits og lækre udgaver af nogle af julens sange. ’P2 Koncerten’ sender koncerten fredag klokken 19.20 og igen natten mellem søndag og mandag klokken 00.05. Aalborg Symfoniorkester spiller under ledelsen af Ramón Tebar i optagelsen fra Musikkens Hus i Aalborg. Vært på P2 er Klaus Møller-Jørgensen.

Fredag den 7. december, lørdag og søndag – Masser af e-sport fra Odense:

I 2018 har Astralis har vundet stort set alt, de har stillet op i. Men på hjemmebane i Royal Arena i november skuffede de. Dengang var Danmarks næstbedste hold North ikke med. Det er de nu til ESL Pro League-finalerne i Odense, der for 2. år i træk lægger arena til et danskerbrag på hjemmebane. DR3 sender fra både semifinaler og finaler i weekendens løb – første gang fredag fra klokken 15.15-22.00 på DR3. Som en ekstra bonus har Astralis mulighed for at vinde 6,5 millioner kroner, hvis de tager titlen i Odense. Lørdag sender DR3 fra klokken 15.45-23.00, og finalerne søndag vises fra klokken 15.45-22.00.

Se hele ugens TV-program her

Lørdag den 8. december – Dansktoppen 50 år:

Kom med til en varm nostalgisk aften med fælles minder, dans og musik, når DR1 fejrer dansktoppens 50-års jubilæum lørdag klokken 20.30 på DR1. Vi kan glæde os til hits som: ’Arriverderci Frantz’, ’Mormors kolonihavehus’, ’En lille ring af guld’, og ’Gid du var i Skanderborg’. Og selvfølgelig kommer Johnny Reimar også forbi med sin festlige tyrolerhat. Tine Gøtzsche er vært og på scenen står de allerstørste dansktopkunstnere gennem de sidste 50 år.

Læs mere her.

Lørdag den 8. december – DR2 boller udenom:

Det handler om utroskab i lørdagens ’Temalørdag’ på DR2 fra klokken 20.00 til 22.30, hvor DR2 undersøger det farlige begær og de forbudte fristelser. Hvor går grænsen for utroskab, hvorfor er det så svært at lade være, hvad er konsekvenserne ved at bolle udenom - og hvad stiller man op, når ens partner har været utro? Mikkel Munch-Fals er vært, og kendte danskere som blandt andre Martin Kongstad, Pernille Aalund, Maria Marcus, Pernille Rosenkrantz-Theil, Asger Aamund og Niels Lan Doky giver deres besyv med.

DR K viser alle Filmskolens afgangsfilm søndag fra klokken 10.10-18.00. Blandt andet animationsfilmen ’Pølseelgens Ark’. (© Framegrab)

Søndag den 9. december – En søndag med Filmskolens afgangsfilm:

Søndag bliver der rig mulighed for at se afgangsfilmene inden for dokumentargenren og spillefilmene fra Filmskolen, når DR K viser dem fra klokken 10.10 og frem til klokken 13.55 og igen fra klokken 14.45 til 18.00.

Søndag den 9. december – Bachs Juleoratorium på DR K:

Trompetfanfarer, pauker og storslået korsang. Så er julen kommet! Bachs musikalske udsættelse af Juleevangeliet indrammer Bibelens fortælling med skønne arier og festlige korstykker. Ved koncerten opføres de første tre kantater ud af seks. DR VokalEnsemblets engelske chefdirigent, Marcus Creed, står i spidsen for Juleoratoriet. Han er ekspert i Bachs kormusik og har samlet fire internationale solister til opførelsen, der bliver julens prægtigste Bach-fest og kan ses på DR K søndag klokken 20.00.

Se hele ugens radioprogram her

Mandag den 10. december – Stemmer fra et lukket land:

I det sidste år har Nordkorea domineret overskrifterne i pressen. Vi ved meget om landets atomarsenal, men ikke meget om hvad almindelige nordkoreanere tænker om livet under diktatoren Kim Jong-Un. I den britiske dokumentar, som DR2 viser mandag klokken 23.35, er det lykkedes fire nordkoreanske flygtninge, der i dag bor i Sydkorea, at bryde tavsheden og få en officer i hæren, en ansat i sikkerhedstjenesten og en hel almindelig familie, der overvejer at flygte, til at fortælle åbent om deres liv.

Mandag den 10. december – Kommer Sigmund i helvede:

Sigmund er bange for Gud og skammer sig over at være homo. Sigmunds kristne opvækst i Vestjylland har plantet en frygt og en skam i ham, som han nu vil forsøge at slippe af med. Derfor flytter han til København, hvor han endelig kan udforske det liv, han altid har drømt om. Han skal for første gang opleve Copenhagen Pride, hvor han ovenikøbet skal åbne med et stort show. Desværre går dagen ikke helt som forventet, fremgår det af programserien ’Kommer Sigmund i helvede?’, som DR3 har premiere på mandag klokken 22.00.

Tirsdag den 11. december – ’Madmagasinet’ ser på julefrokoster:

Det er blevet julefrokosttid. Tina Müller ser i ’Madmagasinet’ tirsdag klokken 20.45 på DR1 nærmere på supermarkedets færdige produkter, som for eksempel sild og karrysalat. Og så lærer hun at lave sin helt egen julesnaps. I køkkenet guider Adam Aamann seerne igennem klassiske juleretter og lover, at alle kan få succes med julefrokosten derhjemme. Det gælder også Tina, som denne gang er gæst i køkkenet.

Tirsdag den 11. december – DR K om Grevinde Danner:

Grevinde Danner er en af de mest enestående skæbner i danmarkshistorien. Hun var en stærk, begavet og oprørsk kvinde, der med politisk tæft var langt forud for sin tid. Hun var 1800-tallets store mønsterbryder: Selvom hun var født som uægte barn i yderst fattigdom, kæmpede hun sig op gennem de sociale klasser og endte som Kong Frederiks d. 7.'s hustru. Undervejs måtte hun opgive sit livs kærlighed, bogtrykkeren Carl Berling, og deres fælles søn, som hun livet igennem måtte bevare som en stor hemmelighed. Via sit forhold til Kong Frederik fik hun indflydelse på afskaffelse af enevælden og indførslen af demokrati i Danmark, og DR K tegner et stort portræt af hende tirsdag klokken 20.00.

Tirsdag den 11. december – ’So Ein Ding’ laver falske videoer:

Nikolaj Sonne afprøver tirsdag klokken 22.00 på DR2, hvor let det er at lave falske videoer - en computer med kunstig intelligens bliver sat til at lave Sonne om til statsminister Lars Løkke, der holder tale. I en tid, hvor falske historier skaber ægte overskrifter, er manipuleret video og syntetisk tale skabt med kunstig intelligens noget, der skal tages alvorligt. Ikke kun fordi Hollywoods smukkeste skuespillerinder optræder i pornofilm, de aldrig har lavet.

Se DR Koncerthusets program her

Onsdag den 12. december og torsdag – Pyrus og Polle fra Snave:

For 24 år siden sprang skuespilleren Jan Linnebjerg ud som Pyrus i en julekalender på TV. Rollen som den rockende teenagenisse hang ved, og drømmen om en karriere i Hollywood blev ikke til noget. I dag lever han godt af og med Pyrus, fortæller han i kulturmagasinet ’Gejst’ på DR1 onsdag klokken 21.55. Skuespilleren Jens Andersen blev landskendt som Polle fra Snave i starten af 00'erme, og han kæmpede i mange år for at komme fri af rollen. Det lykkedes, og i dag spiller han på Det Kongelige Teater. ’Gejst ser på, om det er en fest eller en pest, når man som skuespiller smelter sammen med en bestemt rolle. Programmet kan også ses torsdag klokken 6.55 på DR1.

Onsdag den 12. december – Historien om den spanske syge:

Børn og unge mennesker begynder pludselig at dø i København, og i løbet af kort tid har en usynlig dræber sendt tusindvis af mennesker i graven over hele Danmark. Men hvad skete der? DR K fortæller onsdag klokken 20.45 historien om den ukendte epidemi, den spanske syge, som hærgede Danmark for præcis 100 år siden. Og hvorfor noget lignede kan ske igen i dag.

Onsdag den 12. december – Aalborg og Sydney fejrer Utzon:

I anledning af arkitekten Jørn Utzons 100-års dag har Sydney Symphony Orchestra netop gæstespillet i Aalborg. ’P2 Koncerten’ onsdag klokken 19.20 sender koncerten. Musikken er: Bernstein: Candide-ouverture, Tjajkovskij: Rokoko Variationer,
Prokofjev: Symfoni nr. 5. Andreas Brantelid er solist på cello sammen med Sydney Symphony Orchestra – under ledelse af David Robertson. Vært på P2 er Klaus Møller-Jørgensen.