Nat i DR Byen: ’Vi ser meget tit hærværk på bygningen’

Serie: Kom med på arbejde med dem, der har styr på sikkerheden i DR Byen om natten.

  • Steen Østby i DR Byens kælder. Foto: Jonas Nielsen
  • Ole Svendsen er i færd med at tjekke, at dieselgeneratorerne i kælderen er klar til at tage over, hvis et strømsvigt skulle ramme DR Byen. Foto: Jonas Nielsen.
  • Ole Svendsen flytter en stor vogn, som står i vejen for en af kælderens store branddøre. Foto: Jonas Nielsen.
1 / 3

Klokken er 21.00, og Steen Østby sidder og kigger i DR’s overvågningssystem. I aften er det ham, der har vagten i DR Ejendomme & Service og skal sørge for, at alle DR Byens systemer kører, som de skal.

- Det gode ved aftenvagterne er, at man kan tage sig af nogle sager, som man ikke har tid til at kigge på i hverdagene. Jeg kan kun planlægge fem procent af min tid i hverdagene. Resten er ad hoc, siger han - lige før telefonen ringer.

- Jeg kigger på det, siger han til vagten, der er i den anden ende af røret. Han rejser sig fra sin stol i opgang 8 og går ned ad trappen.

- Det er ikke noget særligt, siger han på vej ud i den kolde aprilaften.

- Det er bare noget af det hærværk, der altid foregår her. Lad os gå ud og kigge på det.

Udenfor krydser han kanalen og går hen til de store vinduer ved studiegangen. Ét af vinduerne er smadret fra jorden og godt tre meter op.

- Vi ser meget tit hærværk som dette på bygningen, fortæller han og sikrer det smadrede vindue så godt som muligt med gaffatape.

Skal være til rådighed hele natten

Når man har aftenvagt i DR Ejendomme & Service, har man ikke fri, når man går hjem klokken 22.15. Der skal man nemlig tage en telefon med, som kun firefighterne, der passer bygningen om natten, har nummeret til.

Hvis der opstår akutte problemer, som firefighterne ikke kan løse, skal de ringe til rådighedsvagten fra Ejendomme & Service, som straks skal vende snuden mod DR Byen. Sådan er det helt indtil klokken 6 næste morgen, hvor en ny møder ind. Det samme gør sig gældende i ferier og på helligdage.

- Jeg kan ikke slappe af, hvis jeg har rådighedsvagt. Så holder jeg mig fra at lave noget og venter med at tage ud, til jeg har helt fri, siger Steen Østby og fortæller, at han efterhånden har vænnet sig til at have telefonen med hjem om natten.

Da klokken nærmer sig 22.15, og han kan gå hjem, sørger Steen Østby for at de forskellige alarmer i systemet er prioriteret korrekt. De alarmer, der har den højeste prioritet, kommer som SMS på firefighternes telefoner, hvis de aktiveres. Det mest essentielle er at vandkølingssystemet virker, som det skal, så de store servere i DR’s serverkældre ikke overopheder og kollapser.

Da alt er, som det skal være, skriver Steen Østby en kort aftenrapport.

- Jeg skriver ikke alt, hvad der er sket ned. Kun alt, der skulle løses med det samme og ikke kunne vente til i morgen. På den måde kan man se, hvor vigtigt det er, vi er her, siger Steen Østby før han siger tak for i aften, tager rådighedstelefonen i hånden og overlader bygningen til firefighterne natten over.

Faste runderinger

Firefighterne er DR Byens øverste brandmyndighed. Om natten bemander de receptionen og sidder klar til at reagere på de alarmer, der måtte komme ind på deres telefoner i løbet af natten.

Denne nat er det Ole Svendsen, Murat Kesikoglu og Stig Dannesøe, der vogter over bygningen. Deres vagt er startet klokken 18 og varer helt til klokken 6. I løbet af natten skal de lave en indendørs og en udendørs rundering for at tjekke, at alt er, som det skal være.

Klokken 23 starter Ole Svendsen og Murat Kesikoglu deres indendørs rundering, mens Stig Dannesøe holder skansen i receptionen. Her kommer de forbi serverkældre, strømtavlerum, studier, opbevaringsrum og utallige gange. Undervejs lukker de mange åbne døre.

- Vi forebygger så meget som muligt. Vi lukker alle døre, vi kommer forbi, så hvis der opstår brande, kan de ikke sprede sig så nemt, fortæller Murat Kesikoglu, mens hans lukker endnu en dør til et toilet i Koncerthuset.

I rekvisitten fjernes ting, der er placeret, så branddørene ikke kan lukke, og gangene tjekkes for unødvendig opbevaring. I serverrummene undersøger vagterne, om de vigtige køleanlæg virker.

Sidst men ikke mindst bliver nødgeneratorerne også tjekket for at sikre, at de er klar til at tage over, hvis DR Byen bliver ramt af en strømnedbrud.

Da Ole Svendsen og Murat Kesikoglu kommer tilbage til receptionen en time efter, gør Stig Dannesøe sig klar til at lave aftenens udvendige rundering.

- Herude kigger vi efter alt, der skiller sig ud fra normalbilledet. Biler i tomgang, tændt lys eller mennesker, forklarer han, da han starter sin rundtur omkring DR’s bygninger ved Emil Holms Kanal.

- Det her ser vi meget.

Han kører hånden over en flænge i den blå dug, der omslutter Koncerthuset, mens han ryster på hovedet.

Mange falske alarmer

Firefighterne får omkring 50 brandalarmer om året, men der er ofte tale om, at de meget følsomme brandmeldere har opdaget noget, der ikke er en brand.

- Hvor mange brande har du slukket herude, Stig? spørger Ole Svendsen. Klokken er blevet 4, og firefighterne sidder og snakker i DR Byens reception.

Stig Dannesøe er den af nattens firefightere, der har været vagt i DR i længst tid. Han har slukket én brand på de fem år, han har været her.

Langt de fleste alarmer går i Koncerthuset, når der bruges røg til koncerter eller andre arrangementer. Selvom firefighterne slår de nærmeste brandmeldere fra, når de ved der er koncert, sker det alligevel at røgen finder vej til nogle af de andre.

- Sort Sol spillede her en gang, hvor deres trommeslager, Tomas Ortved, havde sørget for så meget røg, at vi simpelthen skulle blive ved med at reagere på alarmer. Han havde mere røg med, end vi nogensinde havde forestillet os, så det bevægede sig jo alle mulige steder hen, vi ikke havde forudset, griner Ole Svendsen.

Denne nat bliver firefighterne ikke afbrudt af en røgglad trommeslager, og de kan uforstyrret gennemføre alt deres forebyggende arbejde med at sørge for, at DR Byen stadig står, når medarbejderne møder ind om morgenen.