Nu har DR været kulørt i 50 år

Den 12. februar var det præcis 50 år siden, at DR sendte sit første egetproducerede program i farver. Det var Flemming Madsen og Jens Bom, der som de første kunne ses med kulør på i programmet 'Klar i studiet'.

Sørøver Sally var den første serie, DR producerede i farver – i 1969. (Foto: Dr arkiv)

I dag føles det som en helt naturligvis sag, at man kan se, hvilken farve Kåre Quists slips har, eller hvilken farve trøjer, fodboldspillere har på, når de er på skærmen.

Men der har bestemt ikke altid været farver på billederne, DR har udsendt, og de første mange år måtte seerne tænke sig til kulørerne – ud over sort og hvidt.

Tirsdag den 12. februar var det præcis 50 år siden, at DR sendte sit første egetproducerede program i farver. Det var navnkundige Flemming Madsen og Jens Bom, der havde fornøjelsen af at producere det allerførste program med kulør på - nemlig ’Klar i studiet’, som det hed.

Det blev sendt fra et særligt farveforsøgsstudie, der var blevet indrettet i den daværende TV-Byen i 2860 Søborg, og det kom efter en næsten 14 år lang diskussion om, hvorvidt der skulle være "kulør på kassen". For allerede i 1955 havde Post- og Telegrafvæsenet, som det hed dengang, vigtet sig med, at de nye sendere ville kunne levere farve-tv.

Forsøg på kanal 31

De første danskere havde allerede fået farver på skærmen i marts 1967, hvor en UHF-forsøgssender i Gladsaxe begyndte at sende i alle regnbuens farver på kanal 31. Der var imidlertid bare kun få, der kunne se det, og derfor var der også et beskedent antal, der kunne se danske Vivi Bak byde velkommen til showet ’Gallaabend der Schallplatte’, som DR sendte i farver fra Berlin den 26. august 1967.

I 1968 anbefalede kulturministerens radiokommission - ifølge Leif Ahms bog ’En verden i lyd og billeder’, at DR købte farvemateriel for 18 millioner kroner. Det skete, og derfor kunne DR også begynde at sende visse udenlandske programmer i farver. For eksempel blev mange af programmerne fra OL i Mexico City i 1968, sendt i farver.

Flemming Madsen var den første, der sendte et DR-program i farver, hvad jo på ingen måde ellers tydeligt fremgår af dette foto af ham. (© Print)

Sendte 5-10 timer om ugen

Men det var altså først i 1969, at DR så også selv blev klar til at sende i farver, og ’Klar i studiet’ blev sendt direkte. De direkte programmer blev ikke gemt dengang, så derfor eksisterer der i dag kun båndede farveoptagelser fra programmet med billeder fra Dyrehaven og Ørstedsværket og underlægningsmusik af Savage Rose.

Allerede den samme sommer – altså i 1969 - ombyggede DR en transmissionsvogn til farve og udstyrede den med farvekameraer. Og hvor Radiokommissionen betænkning fra 1968 regnede med, at DR skulle sende 5-10 timers farve-tv om ugen i 1970, nåede DR allerede op på det timetal hen imod slutningen af 1969.

Den 1. april 1970 blev det officielt fastslået, at prøveperioden med farve-tv var slut, og nu havde DR så officielt "bekendt kulør". Og samme år blev farve-tv-licensen da også indført.

Var man en af de 14.993, der havde anskaffet sig et farvefjernsyn og var tilmeldt hos DR Licens, lød fakturaen på 300 kroner i licens om året i 1970, mens seere med sort-hvid kunne nøjes med 279 kroner.

3.822 betalte sort-hvid-licens til sidst

Hvor mange, der i dag overhovedet har et sort-hvid-fjernsyn stadigvæk, står lidt hen i det uvisse. Da medielicensen blev indført i 2007, holdt DR op med at skelne mellem, om man havde sort-hvid eller farve. Men da de sidste opkrævninger i 2006 blev sendt ud til folk med sort-hvid-fjernsyn var der - ifølge DR Licens - 3.822 licensbetalere uden farver på skærmen tilbage. Hvorimod 2.225.800 betalte farvelicens dét år.

Selv om Flemming Madsen (1912-1997) var den første DR-medarbejder, der sendte i farver, måtte han dog - som medarbejder på TV-Avisen - finde sig i selv at blive sendt i sort-hvid mange år efter den kulørte premiere den 12. februar 1969.

TV-Avisen var nemlig det sidste af DRs faste programmer, der gik over til farver, og det skete først den 2. oktober 1978. Samme år skrev Shu-bi-dua ligefrem en sang om deres glæde ved farver på skærmen. Melodien hed 'Colour på tossen', og her lød første vers:

Tænk at ha' en flimmer uden fede farver på

Der er stadig no'en der tror Den Røde Plads er grå

men efter jeg har fået colour på tossen

så er livet blevet smukt og stort

før var det hvidt og så var det sort.

Sørøver Sally var den første serie

I dag husker mange måske serien ’Sørøver Sally’ for sangen, hvor der bliver sunget ”Jeg går og hedder Frede – hvad hedder du?”, men serien bør også huskes for andet.

Da dukkefilmserien med figurer som Moster Molly, Filimus, Pling-Plang og selvfølgelig Frede og Sally havde premiere den 28. december 1969, var det nemlig DR’s TV-serie produceret i farver.Modsat den første DR-udsendelse produceret i farver har DR’s arkiv stadig hele serien på bånd, og du kan også se den på dr.dk her

Facebook
Twitter