Nu kan du bede din højtaler om at afspille Radioavisen

Fremfor at skulle fumle med tænd-sluk-knappen på radioen på vej ud af badet om morgenen, kan du nu bare bede din højtaler afspille for eksempel den seneste udgave af Radioavisen eller en af DR’s radiokanaler.

Her er Karen Nielsen i gang med en radioavis om natten. Nu kan man selv sige til sin højttaler, at man vil høre den seneste radioavis (Foto: Julie Mørkeberg)

Normalt kommer lyden fra højtalerne til dig. Men nu kan du også med stemmen bede din højtaler om noget. For eksempel at afspille den seneste udgave af Radioavisen.

Udbredelsen af stemmestyrede højtalere går hurtigt i England og USA, der de sidste par år har fået glæde af såkaldte stemmeassistenter på deres modersmål. Nyhedsopdateringer, vejrudsigter, radio og musikstreaming er i udlandet populære aktiviteter på stemmestyrede højtalere.

I Danmark står vi nu på tærsklen til en udvikling, hvor også danskerne på samme vis vil få adgang til at medier og andre digitale tjenester, der forstår dansk.

”Afspil de seneste nyheder fra DR”

DR arbejder i øjeblikket med integration til de nye stemmeassistenter og højtalere, og som noget nyt tilbydes nyhedsopdatering på de stemmestyrede højtalere Google Home, der fra denne uge understøtter dansk tale.

Med en simpel stemme-kommando – ”Afspil de seneste nyheder fra DR” – afspilles den seneste Radioavis. Lytterne vil med kommandoen høre den seneste P4 Radioavis. På dansk sprog kan man også sige for eksempel ”Afspil P3”, hvis man vil lytte til kanalen.

”Højtalere med stemmestyring forventer vi kan opnå stor udbredelse i Danmark. De kan bruges til mange forskellige formål, men ikke overraskende er det at høre radio, musik, få de seneste nyheder eller vejrudsigten blandt de ting, som mange starter med at bruge højtalerne til, og derfor er det også vigtigt at sikre, at ikke mindst DR’s radiotilbud er let tilgængelige på de nye platforme”, fortæller Tore Hauerbach, der er såkaldt product manager for digital radio hos DR.

En række nye platforme på området udvikler sig i disse år. Apples taleassistent Siri kom ud på dansk i 2015, men de har endnu ikke lanceret danske højtalere. Amazon har i USA og England været længst fremme med deres stemmeassistent Alexa, der dog ikke findes i en dansk udgave endnu. Udover det ses en udvikling, hvor blandt andet stemmeassistenter fra Google og Amazon integreres i produkter fra andre hardware- og højtalerproducenter.

Mange nye muligheder i fremtiden

De nye højtalere vil hos mange overtage funktionen fra den traditionelle køkkenradio, og derfor arbejder DR også på at kunne tilbyde radio både livekanaler og podcasts på de nye højtalere. Men der er også mange andre interessante muligheder:

DR følger udviklingen af stemmeassistenter og er i dialog med en række forskellige aktører på området.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk