Nu kan du være med til at teste DR’s nye, digitale tilbud

DR har lancereret DR Tester, der er en testplatform på dr.dk, hvor DR gerne vil involvere brugerne i udviklingen af nye, digitale fortælleformer.

Sådan ser den nye hjemmeside dr.dk/tester ud. Foto: Screendump

Hvis du er nysgerrig efter, hvad der er på vej på dr.dk, eller bare gerne vil være den første til at teste nye ting af, er det værd at slå et smut forbi DR Tester på adressen dr.dk/tester fremover.

DR Tester, der er lavet efter inspiration fra britiske BBC, er en testplatform, hvor DR gerne vil involvere brugerne i at udvikle nye, digitale fortælleformer. Hele pointen er, at DR’s brugere får mulighed for at give feedback på nye, digitale tiltag fra DR – både for at de er bedst mulige fra start, mens også så de værste børnesygdomme er væk, når de officielt bliver lanceret for de brede masser.

”Det kan for eksempel være et spil, der formidler tingene anderledes end en artikel eller en helt ny kandidattest op til et kommunalvalg, vi gerne vil prøve af på DR’s brugere. Fællesnævneren er, at det er digitalt - og kan publiceres eller allerede er publiceret på dr.dk,” forklarer udviklingsredaktør Lasse From fra DR Viden.

Her fra starten kan man for eksempel teste interaktive artikler og fortælle, om man så husker dem bedre, end hvis man bare læser rå tekst. Man kan også fortælle DR, om lydbaserede tegneserier var noget, fortælle om man synes, et spil fungerer, og prøve en videoscroller, der tager én igennem den tyske forbundskansler Angela Merkels historie i det tempo, du ønsker.

Den gode idé er velkommen

”Vi vil gerne være åbne og involvere DR’s brugere, så meget som det er muligt. Det kan også være, de sidder med den gode idé til at gøre det endnu bedre, og som de så har lyst til at dele med os,” siger Lasse From.

Han forklarer, at DR senere på året planlægger at kontakte en stribe uddannelser for at fortælle dem om projektet. Derfor kan spiludviklere fra IT-Universitetet i København, kommunikations-studerende på Aalborg Universitet og studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus for eksempel se frem til at høre mere om projektet efter sommerferien.

Senere planlægger DR også at gøre en bredere skare af uddannelsesinstitutioner opmærksomme på DR Tester, hvis det kunne være interessant for deres studerende at kende til projektet.

’Med DR Tester er ambitionen, at vi involverer dr.dk’s brugere direkte i udviklingen af den måde, DR formilder sine historier digitalt. Vi glæder os meget til dialogen med brugerne, som jeg tror, at både DR og alle, der vil være med, kan få rigtigt meget ud af,” siger Dorthe Duvander, der er redaktør for dr.dk.

DR Tester er et led i en større strategi om, DR gerne vil skabe fremtidens public service-indhold sammen med brugerne.

Facebook
Twitter