Nu kommer ’Troldspejlet’ som podcast

Fra torsdag kommer der en podcastversion af det klassiske kulturprogram fra tv med Jakob Stegelmann i studiet – sammen med ’Troldspejlet’s redaktion. Podcasten er mest for voksne.

’Troldspejlet Podcast’ er en podcastversion af det klassiske tv-program, hvor Jakob Stegelmann fortæller nyt fra fantasiens verden. ’Troldspejlet Podcast’ udkommer fra torsdag den 8. februar, og podcasten kommer herefter den første torsdag i måneden.

29 år efter ’Troldspejlet’s premiere tager programmet således hul på en ny epoke. Men emnerne er selvfølgelig de samme. Der bliver talt om film, tegneserier, computerspil og bøger - med eventyret og den gode historie som fællesnævner.

’Troldspejlet Podcast’ giver stadig ikke karakterer. Men podcasten dykker dybere ned i emnerne, for det har man jo tid til, når det er podcast.

Fra teksten

’Troldspejlet Podcast’ giver stadig ikke karakterer. Men podcasten dykker dybere ned i emnerne, for det har man jo tid til, når det er podcast. Og så er denne version af ’Troldspejlet’ ikke tænkt til børn, men snarere alle de voksne, der ikke kan forestille sig en tilværelse uden fantasy, sci-fi, computerspil og animation.

Jakob Stegelmann er vært, men med sig i studiet har han 'Troldspejlet's redaktion.

"Så det er altså ikke længere min stemme, der er den eneste, man hører i ’Troldspejlet’. Men jeg har jo aldrig lavet programmet alene, og det er en fornøjelse at flytte redaktionssamtalerne ind i podcaststudiet, så meningerne også kan nuanceres," siger Jakob Stegelmann.

Prioriterer det nyeste

Han forklarer, at redaktionen prioriterer det nyeste.

”Men vi lader os ikke diktere af det, og trækker meget gerne tråde bagud, for der er jo egentlig aldrig noget, der er helt nyt."

Med i redaktionen er blandt andre Troels Møller, Regitze Heiberg, Jacob Hinchely og Ida Rud Nielsen.

I premiereudgaven ser ’Troldspejlet Podcast’ på Pixars nye film ’Coco’, på en særlig brutal udgave af klassikeren ’Doom’, på sci-fi-bogen Ready Player One og den nye version af det mesterlige spil ’Shadow of the Colossus’.

DRs podcastredaktør Rasmus Bjerre siger:

”Det er et stort øjeblik, at vi nu kan tilbyde selveste ’Troldspejlet’ i en podcastudgave til DRs lyttere. Jakob Stegelmann og hans crew er i absolut topform og det virker til, at ’Troldspejlet’ og podcast er som skabt for hinanden.”

Troldspejlet Podcast har premiere torsdag den 8. februar. Den er en ny episode ude den første torsdag i måneden på dr.dk, i DRs radioapp og på iTunes.

Nyhedsbrev OM DR

Nyhedsbrevet 'DR om DR' udkommer hver torsdag med nyheder, baggrund og serviceoplysninger fra DRs egen verden.

Vis alle nyhedsbreve