Nu skal ’Årets Ord 2017’ findes

Den 19. januar bliver ’Årets Ord’ fundet i en direkte udsendelse på P1. Allerede nu vil redaktionen gerne have forslag fra lytterne.

Her er holdet, der udpegede årets ord sidste år: TV-Avisens Erkan Özden, DR-vært Thomas Skov, Sabine Kirchmeier fra Dansk Sprognævn, professor i kultur- og litteraturvidenskab Johannes Nørregaard Frandsen fra Syddansk Universitet og P1-vært Helle Solvang. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

Ord som lømmelpakke, vuvuzela, MobilePay, flygtningestrømme og danskhed har allerede prøvet at være ’Årets Ord’, men hvad har i grunden været ordet, der kendetegner året, der gik? Hvilket ord har været mest fremme i den offentlige debat, og hvilket ord hørte du for første gang i 2017?

Det vil Dansk Sprognævn og programmet ’Klog på Sprog’ på P1 gerne have forslag til i den kommende tid.

’Årets Ord 2017’ bliver fundet i live-udsendelse af ’Klog på Sprog’ fredag den 19. januar, og dommerkomiteen kommer til at bestå af ’Klog på Sprog’s vært Adrian Hughes, Dansk Sprognævns direktør Sabine Kirchmeier, seniorredaktør ved Det danske Sprog- og Litteraturselskab Henrik Lorentzen, TV-Avisen-vært Tine Götzsche, forfatter Lone Aburas og formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Jens Philip Yazdani.

Tyskere har valgt ord siden 1971

Det er 9. gang, DR og Dansk Sprognævn kårer ’Årets Ord’ i fællesskab, men i udlandet har kåringen fundet sted meget længere. I Tyskland har Gesellschaft für Deutsche Sprache for eksempel gjort det siden 1971, mens England og Frankrig har gjort det siden henholdsvis 2004 og 2005. De senere år er for eksempel Norge og Ukraine kommet med i ordkåringen i 2012 og 2013.

Sidste år blev ’Årets Ord’ i Danmark ”danskhed”, mens ord som brexit, disruption, gyllegate, postfaktuel og smykkelov var med i opløbet. Ingen af ordene var dog så lange, som det, man valgte i Østrig i 2016 - nemlig Bundespräsidentenstichwahlwiederholungsverschiebung, der på dansk nok bedst kan oversættes til forbundspræsidentomvalgsgentagelsesudskydelse.

Årets ord fra 2008-2016 i Danmark har været:

2008: Udlændingeservice
2009: Lømmelpakke
2010: Vuvuzela
2011: Arabisk forår
2012: Stenalderkost
2013: Undskyld
2014: MobilePay
2015: Flygtningestrømme
2016: Danskhed

Hvis du har forslag til, hvad det kunne være i 2017, kan du sende det ind via dette skema. Sidste frist for at sende ind er den 5. januar 2018.