Ny Aarhus-redaktion skal give flere historier fra Vestdanmark

Dr.dk/omdr har været en dag på ’Indland Vest’ – en redaktion, der skal sikre flere vestdanske nyheder i de landsdækkende udsendelser.

  • Kasper Friche, Claus Rud og Nadia Kronborg på vej til Aarhus Universitetshospital. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.
  • Tina Kragelund er chef for 'Indland Vest'. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.
  • Nadia Kronborg researcher på dagens historie fra 'Indland Vest' til TV-Avisen 21.30. Foto: Bjarne Bergius Hermansen
  • Jais Nørgaard arbejder på en radiodokumentar til P1 og podcast. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.
1 / 4

- Så kører vi!

Journalist Nadia Kronborg har endelig fået hul igennem til kilderne på Aarhus Universitetshospital. Hun er mødt ind klokken 11.30 for at lave et indslag til TV-Avisen 21.30 sammen med indlandskorrespondent Kasper Friche og fotograf Claus Rud. Klokken er nu 14.30, og holdet kan sætte kurs mod hospitalet, der står over for en hård økonomisk spareplan.

- Vi skal ind på Diabetes- og Hormonafdelingen og interviewe den ledende overlæge og patienter om den økonomiske situation, siger Nadia Kronborg på vej ud ad døren.

- Det er en lidt usædvanlig dag, for ofte kører vi lange afstande for at komme til kilderne i Jylland og på Fyn, men i dag skal vi ikke så langt, fortæller Kasper Friche.

De tre medarbejdere er tilknyttet ’Indland Vest’ – en redaktion, der så dagens lys den 1. januar i år. Redaktionen har samlet medarbejderne fra den tidligere Velfærdsredaktion og liveholdene fra DR Østjylland, og så er der tilført flere penge, så der nu er omkring 20 medarbejdere samlet på den nye redaktion, fortæller redaktionens chef Tina Kragelund.

Det fylder i snakken

- Vores opgave er at finde de væsentligste historier i Vestdanmark og få dem i TV-Avisen, Radioavisen og på dr.dk. Hvis noget er vigtigt for nordjyder, så har det højst sandsynligt også relevans for hele landet. Jeg tror på, at det betyder noget, hvor vores journalister bor og lever deres liv. Det er ofte dér, de finder deres historier. Når for eksempel en reporter har været til en familiekomsammen i en lille, jysk by, fortæller han, at det er spørgsmålet om en værdig afsked fra arbejdsmarkedet, der fylder i snakken – og ikke om man skal blive vegetar, klimaproblemer og bæredygtighed, som måske fylder mere i de større byer, siger Tina Kragelund.

Nadia Kronborg er kommet tilbage til DR Aarhus fra optagelserne på Universitetshospitalet. Fotograf Claus Rud lægger materialet i Mediearkivet, så de kan redigere i det senere på dagen. Men inden da skal de ud af huset igen og interviewe hospitalsledelsen og en tillidsmand.

- Det giver rigtig god mening at få mere med fra Vestdanmark i de landsdækkende udsendelser. Det er også den vej, vi har gået de seneste år. Vi har kunnet mærke en større efterspørgsel på historier herfra. Nu er vi en større muskel, der kan løfte endnu mere. Men det skal ikke bare hedde vest for Storebælt, og så er det i TV-Avisen. Der bliver stillet store krav til de historier, vi skal lave, men der er også en stor tillid til, at vi ved, hvad der er en god historie. Hvis jeg siger til redaktøren i DR Byen, at det kan godt være, det ikke er en stor historie i København eller resten af landet, men tro mig, det er en stor historie her, så bliver der lyttet, fortæller Nadia Kronborg og tilføjer:

- Vi skal ikke lave lokaljournalistik, men vi skal fortælle, hvad der betyder noget for borgerne i det område, vi er i, og så prøve at trække de store linjer, så det bliver interessant for alle. Det kunne for eksempel være historien om Thisted, der ikke kunne få læger, men nu har de fået vendt udviklingen, og der er rift om pladserne i byen. Det er en god, konstruktiv nyhed, som har bred interesse, da man mange steder i landet har samme udfordring.

Tilstede i hele landet

Mens TV-holdet arbejder videre med dagens indslag, er kollega Jais Nørgaard i gang med en radiodokumentar, der skal udkomme senere på måneden på P1 og som podcast.

- Jeg synes, det er fedt, vi har fået den her redaktion. Vi er blevet flere, så vi kan producere mere herfra. Det er en vigtig opgave at være tilstede i hele landet, så danskerne føler, at vi repræsenterer dem i de nyheder, vi fortæller. Jeg synes, redaktørerne i DR Byen vægter vores historier mere i dag. Det, man taler om i det forskellige landsdele, kan komme i TV-Avisen. For eksempel har der på Samsø været en del debat om en direkte færgelinje til Aarhus. Den historie har fået enorm meget plads i vores landsdækkende nyheder – blandt andet med live-gennemstillinger fra borgermøder på øen. Det virker til, at historier om det liv, der leves i Danmark, får mere plads. Redaktørerne skyder dem ikke ned og siger, at de er for små, siger Jais Nørgaard, der producerer til både TV, radio og web.

Ifølge Jais Nørgaard betyder den større, fælles redaktion også mere fleksibilitet:

- Vi skal gerne kunne smide, hvad vi har i hænderne og rykke hurtigt på ting, der sker på dagen. Det kan vi nemmere nu – samtidig med at vi også har tid til at lave de fede ting, der tager tid at lave. Jeg synes, det klæder DR, at der er flere nyhedsjournalister i Aarhus.

Synergi ved at sidde ved siden af hinanden

Redaktionschef Tina Kragelund er enig.

- Vi kan lykkes med at gøre de rigtige ting større og bedre. Der er en synergi i, at vores livehold og selvtilrettelæggere sidder ved siden af hinanden, og at vi arbejder tæt sammen med distrikterne omkring os. Vi har helt klart vundet noget ved, at vi er rykket tættere sammen i bussen og har fået en lidt større muskel til at gøre noget ved historierne. Vi er blevet bedre til flere dage i forvejen at forberede planlagte historier, som for eksempel et borgermøde om Himmelbjerget – hvor vi førhen i værste fald gik i gang klokken 9 på selve dagen.

I den videre udvikling af ’Indland Vest’ har det også høj prioritet, at redaktionen finder historier andre steder end de øvrige medier.

- Vi kører netop nu et målrettet forløb med en digital ekspert, som skal give journalisterne værktøjer til at finde andre historier – det gælder emner og geografi – end andre medier finder. Det forventer jeg mig meget af, siger Tina Kragelund.

Klokken er blevet 21.30 og i TV-Avisen løber Nadia Kronborg, Kasper Friche og Claus Ruds indslag over skærmen. I alt cirka fire minutter og 25 sekunder om besparelserne på Aarhus Universitetshospital.

Facebook
Twitter