Ny bidragsproducer skal sikre dansk Eurovision-succes

Ugens aktuelle navn: Mads Enggaard er ansvarlig for både musikken og det visuelle ved Dansk Melodi Grand Prix, der lukker for tilmeldinger den 15. september.

Mads Enggaard skal som bidragsproducer sørge for at musikken og sceneshowet spiller sammen. (Foto: Nicolai Dupont)

Dansk Melodi Grand Prix har fået en ny mand ved det musikalske ror. Fremover skal bidragsproducer Mads Enggaard sørge for, at de 10 Grand Prix-numre fungerer både musikalsk og visuelt.

Den 39-årige musiker og TV-mand skal blandt andet lytte alle de indsendte bidrag igennem og vurdere, hvilke der vil gøre sig bedst i Melodi Grand Prix-regi.

”Jeg skal først og fremmest sørge for, at vi får de 10 bidrag, vi skal bruge for at få et godt show, og som også kan klare sig godt i Eurovision-sammenhæng. Jeg skal gennemlytte de bidrag, vi får indsendt via den officielle tilmeldingskanal og vurdere, hvilke der egner sig bedst. Derudover opfordrer vi også nogle sangskrivere og artister til at producere nogle bidrag for at få det bedst mulige udgangspunkt for at vælge de sange, der skal med i det endelige show,” fortæller Mads Enggaard, der dog ikke sidder som enevældig beslutningstager.

”Det er en udvælgelsesjury, som i sidste ende beslutter de 10 sange. Jeg ”shortlister” en pulje af de bedste bidrag, og så vælger juryen, hvilke der skal med i showet.”

Ny rolle i Grand Prixet

Selvom udvælgelsesmetoden principielt er den samme som tidligere, så er bidragsproducerrollen ny. Mads Enggaard skal være bindeleddet mellem de 10 artister, der bliver valgt, og DRs kreative team, som skal stå for sceneshowet.

Selvom rollen er ny, så er Mads Enggaard langt fra et ubeskrevet blad i Melodi Grand Prix-sammenhæng. Den 39-årige københavner har haft en lignende rolle i Eurovision de seneste fire år. Desuden har han arbejdet med musik, siden han som 8-årig blev en del af Københavns Drengekor. Han har derfor gode forudsætninger for at kunne udvælge de rigtige numre.

”Nu har jeg i Eurovision-sammenhæng været med til at forløse cirka 160 bidrag af tre minutters varighed i løbet af de seneste fire år. Så jeg har i al beskedenhed en ret god fornemmelse for, hvad tre minutter kan. Men jeg bliver stadig overrasket. Og det håber jeg da også, jeg bliver ved med at blive. Og så ved jeg, hvor vigtigt det er at lytte til de mennesker, som kommer med bidragene, så vi kan få oversat så mange af deres ønsker som muligt til fjernsynsskærmen,” siger Mads Enggaard.

På jagt efter det ukendte

De mange års erfaring med Eurovision betyder, at Mads Enggaard har en god idé om, hvad et godt Melodi Grand Prix-nummer kan.

”Der er masser af forskellige ingredienser i et godt Melodi Grand Prix-nummer. Det vigtigste er, at det er et nummer, der kan formidle en tydelig idé, og som kan skabe billeder og vække følelser hos folk. Det skal virke så genkendeligt, at man nærmest kan synge med, første gang man hører nummeret. Men samtidig skal der være noget nyt og overraskende, som gør, at det skiller sig ud og bliver husket. Det er en svær balance, og der er ingen fast opskrift. Lige så snart man prøver at følge en opskrift, bliver det hurtigt kedeligt.,” siger han og fortsætter den gastronomiske metafor.

”Hvis det bare er sådan en ”shake and bake”-kage, man laver – for blive i den terminologi – så smager den bare ikke spor spændende. Vi vil hellere have en kage, hvor nogle hemmelige ingredienser på magisk vis skaber noget, vi ikke har smagt før og ikke vidste, vi elskede.”

Dansk Melodi Grand Prix løber af stablen i Gigantium i Aalborg den 10. februar næste år. Årets værter er Annette Heick og Johannes Nymark. Deadline for indsendelse af bidrag er allerede den 15. september.

Facebook
Twitter