Ny chef for ’DR2 Morgen’ og ’DR2 Dagen’

Louise Puck Hansen, der senest har været redaktør på ’Deadline’, bliver fra næste måned chef for ’DR2 Morgen’ og ’DR2 Dagen’.

Louise Puck Hansen bliver ny chef for ’DR2 Morgen’ og ’DR2 Dagen’. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Efter at Louise Puck Hansen de seneste år har været ledende redaktør på ’Deadline’ på DR2, bliver det fra næste måned to andre markante programmer på kanalen, som den 41-årige cand. mag. i litteraturvidenskab kommer til at stå i spidsen for. Fra den 23. november bliver Louise Puck Hansen chef for ’DR2 Morgen’ og ’DR2 Dagen’.

Ledende redaktionschef Thomas Falbe fra DR Nyheder siger, at Louise Puck Hansen skal være med til at forløse ambitionsniveauet for nyhedsformidlingen på ’DR2 Morgen’, ’DR2 Dagen’ og for dækningen af breaking news på DR2.

”Louise har med sin store erfaring fra ’Deadline’ – og før det blandt andet ’Orientering’ på P1 og Radioavisen - en meget stærk journalistisk profil, og hun vil tilføre ny energi og journalistisk kant til DR2’s nyhedsprogrammer. Louise har i de seneste år beskæftiget sig mere og mere med ledelse og organisering, og hun vil få en fremtrædende rolle i forhold til at udvikle vores programmer og journalistik i de kommende år,” siger han.

Louise Puck Hansen har arbejdet i DR siden 2003, hvor hun i sin tid startede med at lave bogprogrammerne ’Alfabet’ på P2. ’Deadline’ har hun været på siden 2012. Udover sin magistergrad i litteraturvidenskab har hun også en master i radiojournalistik fra Goldsmiths College på University of London.

”Jeg glæder mig til at stå i spidsen for ’DR2 Morgen’ og ’DR2 Dagen’ og være med til at sikre, at de bliver markante nyhedsudsendelser med gennemslagskraft,” siger Louise Puck Hansen.

Senest har Johanne Vinten været konstitueret i jobbet.