DRs nye dramaserie 'Liberty' får verdenspremiere i Berlin, når der i næste måned bliver afholdt Berlin International Film Festival for 68. gang, hvor tv-serien er udtaget til Berlinale Series Section. Det er anden gang, en DR-dramaserie er udtaget til at blive vist i Berlin, og tidligere er det kun overgået et lille udvalg af tv-serier som ’House of Cards’ at få verdenspremiere i forbindelse med festivalen.
DRs kommende dramaserie 'Liberty', som er baseret på Jakob Ejersbos roman af samme navn, er blevet udvalgt af Berlinalen og får verdenspremiere i den tyske hovedstad mellem den 15.-25. februar, hvor festivalen kører.
I Berlin bliver de to første afsnit af tv-serien vist i biografen Zoo Palast, men allerede den 25. januar inviterer DR til pressemøde på Karen Blixen Museet, hvor de to afsnit vises for den danske presse. Her deltager blandt andre hovedrolleindehaverne Connie Nielsen, Sofie Gråbøl og Carsten Bjørnlund, samt hovedforfatter Asger Leth og instruktør Mikael Marcimain.
International anerkendelse til DRs dramaserier
DRs kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen er stolt over, at DR endnu engang har en dramaserie, der er udtaget til Berlin International Film Festival.
”DRs dramaserier er et helt centralt element i DRs public service-tilbud, fordi tv-serierne når så mange mennesker med høj kvalitet og væsentlige historier. For tre år siden var vores dramaserie ’Bedrag’ udtaget til Berlin, og jeg er ovenud stolt over, at vi i DR nu igen får international anerkendelse for vores stadige og langsigtede fokus på tv-drama. Det er også en stor anerkendelse til hele holdet bag 'Liberty', og jeg glæder mig til, at danskerne snart også får oplevelsen af at se 'Liberty' udfoldet som dramaserie.”
LIBERTY er ny søndagsdrama på DR1
DRs nye dramaserie 'Liberty' er baseret på Jakob Ejersbos roman af samme navn. 'Liberty' udspiller sig i Tanzania i slutningen af 1980’erne, hvor to skandinaviske familier er udstationeret. Tv-serien er både et humoristisk og brutalt portræt af vestlige udsendte, hvis idealisme kolliderer med kulturelle forskelle og lokal modstand, som langsomt og nådesløst fortærer deres gode vilje og demokratiske værdier i en blanding af gin-tonics, hushjælp og lidenskab i den afrikanske varme.
”Jeg er pavestolt over, at vores arbejde med at bringe 'Liberty' til live som dramaserie, allerede er blevet budt velkommen med så stor anerkendelse, som det er at blive udvalgt af Berlinalen. Derudover er jeg virkelig glad for, at 'Liberty' får verdenspremiere i Berlin tæt på premieren i Danmark – vi kunne ikke have bedt om en større gave,” fortæller Karoline Leth, producent for 'Liberty'.
Både DR Drama og DR Salg deltager i festivalen
Både DR Salg og DR Drama vil være til stede under festivalen for at fremme dansk drama i udlandet i samarbejde med DFI, Copenhagen Film Fund, TV 2 og Trust Nordisk.
Samarbejdet skal øge fokuset på de danske serier blandt de internationale kunder i Berlin. Fra DR Drama deltager Karoline Leth, som er producent på 'Liberty', og som skal tage de internationale kunder med bag om serien.
Mange fra holdet bag 'Liberty' vil være med til at kaste glans over verdenspremieren i Berlin, og bekræftede til at deltage i festivalen er Connie Nielsen, Carsten Bjørnlund, Anton Hjejle, Charlie Karumi, Asger Leth, Mikael Marcimain og Karoline Leth.