Ny DR K-vært: ”Kvantemekanik er også for børn”

Johan Olsen, der netop er debuteret som tv-vært, vil gerne være med til at udbrede kendskabet til store forskere. Fordi de har ændret vores verdensopfattelse, og fordi det simpelthen er sjovt.

Når der er historiske udsendelser på tv, handler det for ofte om konger og herskere og store slag. Det synes i hvert fald Johan Olsen, der er vært på DR K’s nye serie, ’Store Danske Videnskabsfolk’.

”Jeg synes, idéhistorien er sindssyg vigtig. Historien om nye opdagelser i stedet for historien om folk, der var gode til at lede slag. Det er ideer, der gør os forskellige fra andre arter. Ikke at vi slår hinanden ihjel og forsvarer vores territorier. Det er ret udbredt blandt pattedyr,” siger han og griner.

Serien består af seks udsendelser om danske forskere, der alle har fundet ud af noget nyt og banebrydende, om hvordan verden hænger sammen. Fra Inge Lehmanns beviser for at jorden har en fast kerne, til Niels Bohrs opsigtsvækkende teorier om kvantemekanikken.

Den fantastiske kvanteverden

Netop Niels Bohr er en af Johan Olsens personlige helte. Han åbnede døren ind til en ny verden, der går ud over Newtons klassiske fysik. Hvor du så at sige ikke kan være sikker på, at bolden kommer ned igen, hvis du kaster den op i luften.

”Traditionelt er der nogle ting ved verden, vi kan regne med. Tiden er fast, de tre rummelige dimensioner er faste. Der er årsag og virkning. Mange af de her ting bryder sammen i kvanteverdenen. Ting kan ske, uden at der er nogen forudgående begivenhed, der betinger at et eller andet fænomen opstår. Det er vildt,” siger han.

Onsdag var der verdenspremiere på afsnittet om fysiologen August Krogh på Experimentarium City i København. (Foto: Johan Feierskov)

Det er fysik. der ligger uden for almindelig sund fornuft. Derfor bliver det også tit anset for at være meget kompliceret, og ikke noget, man skal forsøge at lære folkeskoleelever. Men det synes Johan Olsen er en forkert måde at tænke på.

”Der foregår nogle virkelig mystiske ting i kvanteverdenen, men i virkeligheden vil børn have meget nemmere ved at acceptere det end voksne. De er mere åbne for, at verden kan være anderledes end det, man umiddelbart ser,” siger han.

Spørg Tycho Brahe

Alle de portrætterede videnskabsfolk er døde og borte. Men i udsendelserne bliver de vakt til live igen af skuespillere, hvis replikker udelukkende består af ting, personerne har sagt eller skrevet i virkeligheden.

Onsdag var der verdenspremiere på afsnittet om fysiologen August Krogh på Experimentarium City i København. (Foto: Johan Feierskov)

”Når man hører om afdøde forskere er der tit ting, man gerne ville spørge dem om. Man kunne måske også have lyst til at fortælle dem, hvor sindssygt det er, det de har gjort. At vi stadig går rundt og tænker på dem lang tid senere.”

Der er store ideer på spil, og for Johan Olsen er det vigtigt, at det videnskabelige indhold er korrekt. Han vil hellere tale en lille smule op til folk end en lille smule ned.

”Nu sidder jeg her og intellektualiserer over dit og dat, men basalt set synes jeg også bare, det er sjovt. Det er sjovt at kigge ind i hjernen på nogle af de gamle koryfæer. Og så er de jo danskere. De kommer fra vores baghave. De har jo bidraget med noget, der har løftet hele den globale menneskehed til et højere erkendelsesniveau," siger han.

Vil man lære endnu mere, kan man gå ind på sitet videnskabsfolk.dk, som er lavet af Experimentarium og tænkt som undervisningsmateriale i for eksempel gymnasieskolerne. Her kan man blandt andet læse interviews med nye forskere, der arbejder videre inden for de felter, folk som August Krogh og Tycho Brahe beskæftigede sig med.

Facebook
Twitter