Ny dramaserie: DR er i fuld gang med ’Carmen Curlers’

De bærende roller i DR’s nye, store satsning, ’Carmen Curlers’, er nu på plads, og optagelserne er i fuld gang. Det nye komediedrama er frit inspireret af et af Danmarkshistoriens store industrieventyr og sætter fokus på iværksætteri og kvindernes frigørelse op igennem 60'erne.

  • Axel (Morten Hee Andersen) afprøver en prototype af curleren i hans kone, Toves (Rosalinde Mynster) hår. (Foto: Tine Harden)
  • Inden Carmen-curleren blev opfundet, måtte kvinder bruge timevis i frisørstolen for at få flotte krøller. (Foto: Tine Harden)
  • Morten Hee Andersen spiller Axel - den ambitiøse iværksætter bag Carmen Curlers. (Foto: Tine Harden)
  • Maria Rossing spiller husmandskonen, Birthe, der ved seriens start slet ikke interesserer sig for hår. Det kommer dog hurtigt til at ændre sig. (Foto: Tine Harden)
1 / 4

DR sætter i efteråret 2022 fokus på et stykke Danmarkshistorie, når man - frit inspireret af det virkelige erhvervseventyr om Carmen Curlers - fortæller historien om, hvordan en lille elektronisk papillot blev til en verdensomspændende succes, som vendte op og ned på livet i en dansk provinsby i 60’erne. Det er samtidig historien om, hvordan tusindvis af kvinder gik fra at være hjemmegående husmødre til pludselig at være del af et pulserende arbejdsliv.

I centrum af fortællingen er den karismatiske entreprenør Axel og den handlekraftige husmandskone Birthe, der sammen driver curler-eventyret fra at være en to-mandsforretning i Axels kælder til at blive en dynamisk døgnåben fabrik med 3500 ansatte og egen skadestue, helikopterlandeplads og børnehave.

Serien følger i flere sæsoner både den entreprenante ledelse bag fabrikken, men i særlig grad også de arbejdende kvinder, som for første gang i deres liv oplever glæden og udfordringerne ved at tjene deres egne penge. Arbejdet på fabrikken skaber en ny frihed, nye venskaber, forelskelser og masser af skilsmisser. For i takt med, at kvinder pludselig får deres egen identitet og privatøkonomi, begynder de klassiske familiemønstre samtidigt at slå revner.

Fiktion over virkelighed

Selvom ’Carmen Curlers’ er inspireret af virkeligheden og loyalt gengiver de forandringer Danmark gennemgik i 60erne, så er serien en fiktiv fortælling med opdigtede karakterer. Arne Bybjerg, som er manden, der i virkeligheden stod bag Carmen Curlers, er en stor inspiration for serien lige såvel som mange af de mænd og kvinder, der i virkeligheden arbejdede på fabrikken, er det.

Serien foregår i perioden fra 1963-1969 og fortæller med varme, kant og humor om store ambitioner, store forandringer og stort hår i en tid, der forandrede Danmark for altid.

Holdet bag

Axel spilles af Morten Hee Andersen, blandt andet kendt fra DR-serierne ’Fred til Lands’ og ’Herrens Veje’ og senest spillefilmen ’Margrete den Første’. Birthe spilles af Maria Rossing, blandt andet kendt for DR-serier som ’Sneengle’ og ’Bedrag’ og ’Bedre skilt’ end aldrig på TV 2.

Ud over Morten Hee Andersen og Maria Rossing ses også Lars Ranthe (’Kastanjemanden’, ’Druk’), Rosalinde Mynster (’Badehotellet’, ’Den som dræber’), Mille Lehfeldt (’Lang historie kort’, ’Lykke’), Christian Tafdrup (’Borgen’, ’Herrens Veje’), Fanny Bornedal (’Forhøret’, ’Equinox’), Nicolai Jørgensen (’Doggystyle’, ’Badehotellet’) og Signe Egholm (DR’s kommende sæson af ’Borgen’, ’Kastanjemanden’) i bærende roller. Første sæson af ’Carmen Curlers’ kommer i efteråret 2022 på DRTV og DR1, og er skabt af hovedforfatter Mette Heeno, der også stod bag manuskriptet til ’Sneengle’, ’Lærkevej’ og ’All Inclusive’. Konceptuerende instruktør er Natasha Arthy, som senest stod bag DR’s julekalender ’Julefeber’.

Anden sæson er planlagt til efteråret 2023. Serien er produceret af Stinna Lassen for DR Drama og er støttet af NRK, SVT, RUV, YLE og Nordisk Film og TV Fond.

Facebook
Twitter