Ny podcast fra DR: Når krig er en del af jobbet

Podcasten hedder ’Krig’ og kan høres i DR Lyd fra onsdag. Den tidligere soldat Martin Tamm Andersen er vært.

'Krig' har premiere i DR Lyd onsdag. (Foto: © Maiken Fredsted)

Krig og konflikt er en del af hverdagen for mange millioner mennesker verden over, og senest har krigen i Ukraine fyldt i den daglige nyhedsstrøm.

DR vil med den nye podcast ’Krig’ give lytterne perspektiv og en grundlæggende, nuanceret indsigt i krig som fænomen og dens mekanismer - fortalt gennem de mennesker, der har krig som arbejde.

Vil forstå den krig, man ser i nyhederne

Vært er dokumentarist og tidligere soldat Martin Tamm Andersen. Han vil - sammen med blandt andet soldater, generaler og efterretningsofficerer - gøre lytterne klogere på det at have krigen som arbejdsplads og samtidig give indsigt i, hvad det er for et job, man af sit land bliver bedt om at udføre.

- Mine gæster har alle haft krig tæt inde på livet, ligesom jeg selv. De er alle tidligere eller nuværende soldater og eksperter indenfor deres felt, og gennem deres personlige fortællinger håber jeg, at vi kan give lytterne et nuanceret billede af, hvad krig er, og hvordan det foregår i virkeligheden, siger Martin Tamm Andersen, der selv har været udsendt til blandt andet Afghanistan.

Et spadestik dybere

Tine Godsk Hansen, der er chef for DR Lyd Publicering og Ekstern Bestilling, siger om podcasten:

- Krig er i sin natur forfærdelig. Den koster liv og driver mennesker på flugt, men den er desværre en del af hverdagen for mange i verden. Det seneste år er den med krigen i Ukraine også blevet mere present for os her i Danmark, vi diskuterer nu øgede forsvarsbudgetter og ser meget håndgribelige billeder af skyttegrave, kampvogne og bombede byer midt i Europa. Vores ambition med podcasten er at give et fagligt perspektiv og komme et spadestik dybere i forhold til, hvad det er, vi taler om, når vi taler om krig, og hvad det er for et arbejde, vores soldater udfører i et job, hvor krig og konflikt er en præmis. Hvor nyhedsdækningen ofte handler om det politiske aspekt og den seneste udvikling i kampene, er podcastens formål at sætte ansigt og stemme på de mennesker, der har krig som en del af jobbeskrivelsen, siger hun.

’Krig’ sendes også på P1 – første gang lørdag den 28. januar klokken 12.15.

Podcasten er produceret af MonoMono for DR.