Ny podcastserie for unge om voldtægt på gymnasium

P3 Podcast har netop haft snigpremiere på fiktionsserien ’Det med Liv’. Serien udspiller sig på et gymnasium, hvor en fest stikker helt af, og hvor en vennegruppe går i opløsning.

Det er primært unge, der spiller rollerne i 'Det med Liv', for at podcastserien virker så ægte og i øjenhøjde med målgruppen som mulig. Her et foto fra optagelserne. (Foto: DR Radio Drama. © Type 2)

DRs nye podcastserie ’Det med Liv’ starter lige på og hårdt.

En aften bryder 1. g’erne Liv, Mathilde, Heba, Peter, Jonas og Philip ind på deres gymnasium for at holde fest. De bliver fulde, og da klassens særling, Thais, kommer med stoffet MDMA, stikker festen lidt af. Aftenen ender fatalt – ikke mindst for Liv, der ender med at blive voldtaget, og snart bliver det presserende spørgsmål for skolens elever, forældre og ansatte, hvem der står bag.

I ’Det med Liv’ går rygterne hurtigt om, hvad der skete den nat, hvem, der var til stede, og hvem, der havde en relation til Liv. Skolen, som eleverne går på, bliver sat på den anden ende, og mistanken bliver flyttet rundt mellem dem, der var der på aftenen. Det er Julie Budtz Sørensen, der har skrevet ’Det med Liv’, mens Eirik Sæter Stordahl har instrueret.

Allerede nu kan du komme til snigpremiere på første afsnit på dr.dk/detmedliv, og på premieredagen, 26. februar, kommer yderligere tre episoder til. De resterende seks udkommer hver mandag de følgende seks uger, og de vil både ligge på dr.dk/detmedliv og dr.dk/p3podcast.

”Det er første gang, vi har produceret en fiktionsserie som podcast til P3’s målgruppe, og den er blevet uhyre vellykket, spændende og rørende - samtidig med at den favner mange af de tematikker og udfordringer, som mange unge i disse år er berørt af,” siger DRs podcastredaktør Rasmus Bjerre.

Moral og mobning er blandt temaerne

Det er DR Radio Drama, der har produceret serien for P3 Podcast, og selvom serien foregår på et gymnasium kan alle lytte med, fordi den kommer forbi en stribe tematikker, som mange kan forholde sig til, for eksempel moral, mobning, skyld, sladder, seksualitet, hævnporno og venskaber.

”Det er primært unge, der spiller rollerne i ’Det med Liv’, for at podcastserien virker så ægte og i øjenhøjde med målgruppen som mulig. Forud for at vi har indspillet den, har der været en omsiggribende casting, og lytterne vil både kunne møde garvede skuespillere og helt nye stemmer fra det spirende lag af unge skuespillere,” forklarer Mette Kruse, der er producent i DR Radio Drama.

Blandt skuespillerne, som nogle måske vil kende, er Victoria Carmen Sonne, der tidligere på måneden fik en Robertpris for ’Bedste kvindelige birolle’ i filmen ’Vinterbrødre’ og skuespillerne Neel Rønholt og Emma Sehested Høeg.

Mette Kruse kalder ’Det med Liv’ for en blød krimi, fordi man ikke prøver at løse voldtægtsgåden med en detektiv i hånden.

”I stedet er det almindelige mennesker, der prøver at opklare sagen og som også er personligt involverede. For dem drejer det sig om følelser, tillid, sympati og frygt, ligesom handlingen bringer lytterne rundt blandt en gruppe mennesker, hvor man lærer dem at kende og forstår deres interne relationer,” forklarer hun.

P3 Podcast har mandag den 26. februar premiere på fiktionsserien 'Det med Liv'. (Foto: DR Design © Type 1)

Da podcasten foregår i nutiden og i et miljø, hvor der bliver festet løs, har DR Radio Drama og P3 for eksempel samarbejdet om playlisten i serien, så den er højaktuel. For som Mette Kruse siger, giver det også en bedre identifikation for lytterne.

Facebook
Twitter