Ny radiodramaserie: 'Axelborg'

On demand radio om de multiresistente MRSAbakterier.

Kasper Leisner har hovedrollen i DR Fiktions nye radiodramaserie 'Axelborg'. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

Forfatteren Morten Holms lig bliver fundet i sluserne i Københavns Sydhavn en uge efter orkanen Bodil. Retsmedicinerne vurderer, at Morten er druknet, da de finder saltvand i lungerne. Til trods for at han også har svære læsioner på kroppen, konkluderer politiet, at der var tale om en soloulykke under orkanens hærgen.

Morten Holm var ved at skrive sin fjerde bog, men manuskriptet er væk, og da hans ven, dokumentaristen Georg Larsen, finder krypterede lydfiler i hans hjem, vækker det mistanke. Georg bevæger sig ud på en rejse for at finde en forklaring på ulykken og ikke mindst manuskriptet, der havde arbejdstitlen "Axelborg".

MRSA

Den farlige svineinfluenza MRSA florerer overalt i de danske svinestalde, og Georg Larsen finder ud af, at Morten Holm, der ellers har skrevet tre fiktionsromaner, har kastet sig over dansk landbrug og svineindustrien og ikke mindst MRSA-bakterierne. Hvorfor?

Georg Larsen optager hele sin rejse ind i Morten Holms research og støder på forskere, hemmelige sygeplejersker, whistleblowers og magtens mennesker. Måske betalte Morten den højeste pris; nemlig sit liv i arbejdet med bogen "Axelborg"!

Inspiration fra 'Game of Thrones'

Den virkelige Georg Larsen, forfatteren til denne dramaserie, fik ideen, en dag han sad og så 'Game of Thrones'. Penge, magt og grådighed. Han fik et billede af landbrugets imposante bygning Axelborg, som var det en af borgene i 'Game of Thrones'. En magtfaktor midt i København. Hvad ville der ske, hvis man satte sig op imod denne magt? Informationerne i radiodramaserien er hentet fra virkeligheden, og mange af scenerne er skrevet på baggrund af virkelige fortællinger og hændelser.

Mød Kasper Leisner, Dar Salim, Peter Plaugborg, Henrik Birch, Paw Henriksen, Camilla Bendix, Iben Dorner, Jens Jørn Spottag, Thomas Mørk, Ole Boisen, Mette Horn, Klaus Tange, Jon Højerslev, Kristian Halken, Rikke Bilde og Sara Boberg i denne isnende kolde og overraskende walt-through crime story. Helga Prip står for teknikken, og Mette Kruse er producer.

Stykket er skrevet og instrueret af Georg Larsen, der for nyligt vandt Millenium Filmfestival i Bruxelles for dokumentarfilmen 'Østarbejdernes Bagmænd' (DR1), og som 17. august har verdenspremiere på en stadig hemmeligholdt dokumentarfilm på Sarajevo Filmfestival produceret for DFI, Final Cut for Real og TV2.

Samtlige afsnit af 'Axelborg' bliver frigivet den 29. juni. Lyt med på dr.dk/radiodrama, iTunes, på podcast eller på DRs radio app.