Ny redaktør til DR Ultra

Jonas Kryger Hansen får det strategiske ansvar for indholdet til Ultras 7-12 årige brugere.

Jonas Kryger Hansen. (Foto: Kirsten Ellebæk)

Fra den 1. december får DR Ultra ny redaktør: Jonas Kryger Hansen afløser nuværende redaktør Christian Volfing og får det strategiske ansvar for indholdet til Ultras 7-12 årige brugere.

”Jonas har allerede produceret mange stærke formater til DR Ultra, og forstår målgruppen og hvor krævende den er, og så tør han kigge fremad. Derfor har vi valgt ham til at stå for at fortsætte den gode udvikling Ultra er inde i,” siger kanalredaktør Kirstine Vinderskov.

Jonas Kryger Hansen har arbejdet i DR siden 2009, både som tilrettelægger, redaktionssekretær og redaktør i B&U – først i Aarhus, men de seneste tre år fra DR Byen. Han har blandt andet stået for programmer som Nørd, Voksenfælden, VM på Ultra og Besat. Han har også lavet programmer til DR1.

"Jeg synes at de fleste af produktionerne på DR Ultra emmer af høj kvalitet, stor fortællelyst og er originale TV-koncepter som udfordrer målgruppen. Det arbejde glæder jeg mig til at fortsætte. Jeg ser selv en kæmpe udfordring i, at vi nu for alvor skal brede Ultras indhold ud på de digitale platforme, for her er vores brugere i høj grad, og de rykker hurtigt. Det kræver, at vi sammen med indholdsproducenterne også har mod og vilje til at rykke med, og tænke indhold og formatering på helt nye måder," siger Jonas Kryger Hansen.

Facebook
Twitter