Ny serie stiller om til DRs udlandskorrespondenter

DR Nyheder har gennem tiden stillet om til mange udlandskorrespondenter. En ny serie laver nedslag i verdenshistorien gennem DRs udsendte.

  • DRs nye korrespondent Svend Erik Tychsen vil gerne gøre op med danskernes gamle fordomme om Tyskland. Men han er kommet på det værst tænkelige tidspunkt. (Foto: DR © Type 1)
  • Jan Ewens dækker de historiske begivenheder i Sydafrika for DR i 1990. Det er kulminationen på mange års forsøg på at fortælle historier fra et kontinent, som han mener, TV Avisen har overset. (Foto: DR © Type 1)
1 / 2

DR Nyheder har gennem tiden stillet om til flere korrespondenter ude i verden. Ny serie på DR K laver nedslag i verdenshistorien gennem DRs udsendte.

Leif Davidsen, Lasse Jensen og Sven-Erik Tychsen er blot nogle af de personligheder, der gennem DRs lange historie har været udsendte reportere i verdens brændpunkter. I den nye serie "Vi stiller om til..", fortælles centrale bidder af verdenshistorien gennem flere af DRs korrespondenter.

I seks programmer på DR K, der sendes hver onsdag klokken 21.30 fra 21. august følger seerne i hvert program en ny korrespondent midt i en verdenshistorisk begivenhed.

I første program er seerne med Leif Davidsen i Sovjetunionen. Da Leif Davidsen lander i Moskva som fast udenrigskorrespondent er det i en tid, hvor alle er spioner og atomkrig ikke er et ord, der ligger fjernt. Han står overfor en meget svær opgave, idet myndighederne forhindrer ham i at lave kritisk journalistik. Men Leif Davidsen er snu - i indslag om alt fra babysvømning til aerobics - tegner han billedet af et land i opløsning. Og da Gorbatjov kommer til magten, befinder han sig pludselig midt i en vigtig begivenhed i verdenshistorien.   I program to befinder vi os i 1979, hvor Lasse Jensen skal dække det kommende præsidentvalg i USA, der er præget af dyb krise og modløshed. Den siddende præsident Jimmy Carter er favorit mod en tidligere guvernør og skuespiller ved navn Ronald Reagan. Men Carter har et problem. Iran har taget 52 amerikanere som gidsler og vælgerne kræver handling. Krisen i Iran får afgørende betydning. Ikke bare for den amerikanske valgkamp, men for hele verden.  Den Himmelske Freds PladsI tredje program kan seerne følge Mette Holm; en uerfaren tv-journalist der pludselig står midt i en historisk revolution. Egentlig er hun sendt af sted for at dække et topmøde mellem Kina og Sovjetunionen, der har været uvenner i 30 år. Men på Den Himmelske Freds Plads i Beijing gør en million studenter oprør og kræver ytringsfrihed. Mette Holm ved dog, at oprørere i det kommunistiske styre ikke får lov at råbe højt særlig længe.  Sven-Erik Tychsen er hovedperson i seriens fjerde program. I efteråret 1977 bliver formanden for den tyske arbejdsgiverforening Hanns-Martin Schleyer bortført af terrorgruppen Rote Arme Fraktion. DRs nye korrespondent Svend Erik Tychsen vil gerne gøre op med danskernes fordomme om Tyskland, men han er kommet på det værst tænkelige tidspunkt. For efter Schleyers bortførelse sætter den tyske stat hårdt mod hårdt. Det fører til en omfattende menneskejagt og skrappe antiterrorlove, der indskrænker borgerlige rettigheder.   I femte program følger man den blot 28 år gamle Jens Nauntofte, da han ankommer til Israel, hvor Seksdageskrigen netop har fundet sted. En krig, der måske kun varede seks dage på papiret, men bliver en af verdenshistoriens længste konflikter. Jens Nauntofte har gennem de seneste 30 år dækket krigen og talt med datidens barske partisanere til nutidens selvmordsbombere, der kæmper mod israelerne.

I seriens sidste program følges DR-korrespondenten Jan Ewens. I de første uger af 1990 hviler hele verdens øjne på Sydafrika. Mange års apartheidstyre er ved at gå i opløsning, og lederen af den sorte befrielsesbevægelse ANC, Nelson Mandela, bliver snart løsladt. Jan Ewens dækker de historiske begivenheder for DR. Denne begivenhed er kulminationen på mange års forsøg på at fortælle historier fra et kontinent, som han mener, TV-Avisen har overset.

Facebook
Twitter