Ny souschef i DR Fiktion er udlært hos Mærsk

Lars Hermann bliver ny souschef og daglig administrativ leder i DR Fiktion. Han har blandt andet arbejdet 10 år i Mærsk, men har senest været administrerende direktør for Copenhagen Film Festivals.

Lars Hermann arbejdede i næsten 10 år hos A.P. Møller-Mærsk, før han gik helt nye veje indenfor film og tv. (Foto: Isak Hoffmeyer © Type 1)

DR har ansat Lars Hermann som souschef i DR Fiktion. Sammen med dramachef Piv Bernth skal Lars Hermann fortsætte udviklingen af DR Fiktion og realisere DRs ambitioner for små og store dramaproduktioner om at samle danskerne om originalt indhold på tv, radio, web og podcast. Rollefordelingen bliver, at Lars Hermann er daglig administrativ leder, mens Piv Bernth er kreativ leder og øverst ansvarlig for DR Fiktion.

Lars Hermann kommer fra en stilling som administrerende direktør for Copenhagen Film Festivals. Han er oprindeligt udlært hos A.P. Møller-Mærsk, men efter 10 år i virksomheden søgte han helt nye veje og uddannede sig som producer på Den Danske Filmskole. Han har sidenhen produceret både danske og internationale film lige fra ’Olsen Bandens Sidste Stik’ over Jan Troells ’Så vit som en snö’ til engelske ’The Riddle’. Lars Hermann har desuden varetaget ledende poster i blandet andet Nordisk Film.

Rustet til fremtiden

Dramachef Piv Bernth ser frem til samarbejdet med Lars Hermann. Hun siger:

”Jeg glæder mig meget til at få en kvalificeret mand som Lars som kollega og sparringspartner. Hans differentierede karriere i tv- og filmbranchen vil komme DR Fiktion til gode på mange niveauer, og alle hans mange kompetencer vil være med til at ruste os til fremtiden. Vi har fået en meget dygtig og erfaren mand ombord”.

Om sin nye stilling siger Lars Hermann selv:

”DR Fiktion står bag de bedste af nyere tids fiktionsserier, og jeg er utrolig glad for at kunne bidrage til den positive udvikling af DR Fiktion - sammen med Fiktions dygtige medarbejdere”.

DR Fiktion er ansvarlig for DRs store dramaserier, der søndag efter søndag har lagt gaderne øde med store dramasatsninger som ’Arvingerne’, ’Forbrydelsen’, ’Borgen’ og senest ’1864’. Udover søndagsdrama udvikler og producerer DR Fiktion serier for børn og unge, radiodrama og satire.

Facebook
Twitter