Ny vært kom allerede i TV-Avisens studier som barn

Nina Munch-Perrin havde sin debut som vært på TV-Avisen tirsdag, efter at hun i en årrække har beskæftiget sig med erhvervs- og økonomistof. Hendes mor var også TV-Avisen-vært i 1980’erne.

Nina Munch-Perrins mor, Lone Zilstorff, var både politisk reporter og vært på TV-Avisen i løbet af 1980’erne. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

Fremover er Nina Munch-Perrin og Kåre Quist par. Ikke forstået sådan at ugebladene er på vej til at få masser af guf at skrive om - men det vil typisk være de to, der kører parløb og siger godaften og velkommen til TV-Avisen klokken 19.55 og 21.30 hver aften på DR1.

Tirsdag havde Nina Munch-Perrin sin første dag på posten, og selv om mange har set hende på skærmen før – blandt andet som DR Nyheders erhvervskorrespondent fra 2012 til 2015, er det første gang, hun tager plads i Studie 14 i DR Byen, hvor TV-Avisen bliver sendt fra.

Det er en helt anden måde at arbejde på, end jeg har været vant til. Så lige nu øver vi, og jeg lærer studiet bedre at kende.

Nina Munch-Perrin

”Det er en helt anden måde at arbejde på, end jeg har været vant til. Så lige nu øver vi, og jeg lærer studiet bedre at kende. Det er vigtigt, at jeg speaker rigtigt, at jeg ikke ser sur ud, og at jeg er fortrolig med grafikken og alt det andet, der er en del af en TV-avis,” siger Nina Munch-Perrin.

Hun kommer lige fra sine øvetimer, da vi møder hende, og hun siger selv, at hun går til det højtprofilerede job med stor ydmyghed.

”Det er jo mig, der skal levere kollegernes hårde arbejde, og jeg vil gøre alt, der står i min magt, for at det kommer så godt ud over skærmkanten som muligt,” siger Nina Munch-Perrin.

Som vært på de sene TV-aviser møder man typisk klokken 12.00 i DR Byen, men man er også med på telefonmøde hjemmefra klokken 10.00, hvor aftenens udsendelse bliver drøftet.

Vokset op med børslister

For 43-årige Nina Munch-Perrin, der er mor til to drenge på 7 og 11 år, bliver det nye job samtidig et goddag til en anden tilværelse end den, hun har haft hidtil.

Det var min far, der tidligt introducerede mig for børslisterne i avisen, og derfor har jeg nok også hurtigt fattet interesse for erhvervs- og finansstoffet

Nina Munch-Perrin

”Jeg er jo vokset op med journalistik - men meget forskellig journalistik. Det var min far, der tidligt introducerede mig for børslisterne i avisen, og derfor har jeg nok også hurtigt fattet interesse for erhvervs- og finansstoffet,” siger TV-Avisen-værten, som mere eller mindre har beskæftiget sig med stofområdet, siden hun blev færdiguddannet som journalist på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2001. Måske lige hvis man ser bort fra, at hun en overgang var landechef for TV-kanalen National Geographic i Skandinavien.

At det endte med den uddannelse, kan måske ikke overraske. Nina Munch-Perrins far, Ebbe Munch-Andersen, arbejdede i årtier på dagbladet Børsen, ligesom moderen, Lone Zilstorff, også var journalist og blandt andet arbejdede mange år i DR.

Startede som socialrådgiver

Nina Munch-Perrin danner fremover parløb med Kåre Quist på de sene TV-aviser, hvor de skiftes til at være værter. (Foto: Agnete Schlichtkrull.)

”Det betød, at jeg længe troede, jeg netop ikke skulle være journalist. Jeg begyndte faktisk at læse til socialrådgiver og tog det første år på Den Sociale Højskole. Så vil du vide noget om den daværende revalideringsparagraf 43, skal du bare spørge,” griner Nina Munch-Perrin.

Hun nævner selv sin generelle samfundsinteresse og det at være i kontakt med andre folk på jobbet som én af grundene til, at hun gik i gang med socialrådgiver-uddannelsen. Men journalistikken spøgte mere og mere samtidig.

”Alle vidste dengang, at man nærmest skulle være 28 år for realistisk at blive optaget på Journalisthøjskolen. Så jeg troede slet ikke, jeg kunne komme ind som bare 21-årig. Man havde tre forsøg for at komme ind, og på et tidspunkt tænkte jeg, jeg ville prøve, for så ville det nok passe meget godt med de 28, når jeg gjorde det tredje forsøg. Men jeg endte altså med at blive optaget første gang,” beretter Nina Munch-Perrin.

I praktiktiden kom hun på Jyllands-Posten, og siden har hun blandt andet arbejdet på dagbladet Børsen - og derigennem for TV 2 Finans, som erhvervskorrespondent for DR og de seneste tre år som kommunikationsdirektør i Finans Danmark.

På Børsen, hvor hun dækkede medie- og markedsstoffet, formåede hun endda at tage fusen på sin egen far undervejs. For hun havde slet ikke fortalt ham, at hun havde været til jobsamtale på avisen og var ved at blive ansat, før Børsens chefredaktør meldte det ud – og faderen overrasket kunne konstatere, at han nu var kollega med sin egen datter.

Det interessante samfundsstof

”Samfundsstoffet set fra pengesiden har nok altid interesseret mig – altså både hvordan samfundet skaffer pengene, og hvordan det fordeler og prioriterer dem. Hele den fødekæde er interessant,” mener Nina Munch-Perrin, der gennem år og dag både har givet seerne ”vejrudsigter for finansmarkedet”, beskæftiget sig med Roskilde Banks krak, boligboblen, store danske virksomheders op- og nedture og meget, meget andet.

”På et tidspunkt, ikke mindst da finanskrisen kom, følte jeg, at jeg havde behov for at vide mere om bundlinjer og økonomi, end jeg havde lært på Journalisthøjskolen. Derfor tog jeg en HD i finansiel rådgivning fra Institut for Finansiering på CBS i København – jeg blev færdig i 2011. Her lærte jeg en masse, som jeg har haft gavn af,” siger Nina Munch-Perrin.

Den nye vært på TV-Avisen tror bestemt heller ikke, det skader hende i det nye job, at hun er vant til at forklare komplicerede sammenhænge fra finansverdenen. Det kan ganske givet også bruges, når nyheden, der skal serveres, handler om politik eller kultur.

Kom i 2860 Søborg

Ligesom Nina Munch-Perrin gik i sine forældres fodspor i sit uddannelsesvalg, er hun også i den usædvanlige situation, at hun bliver TV-Avisen-vært, ligesom moderen Lone Zilstorff, der var det i anden halvdel af 1980’erne, inden hun siden hen var med til at grundlægge nyhedstimerne på DR1 og arbejdede som redaktionssekretær på TV-Avisen.

”Det var dengang, TV-Avisen blev sendt fra 2860 Søborg, og som barn kom jeg jævnligt i TV-Avisen-studiet og kontrolrummet. Selv om rigtig meget er ændret siden da, ser kontrolrummet stort set stadig ud som dengang, så jeg oplevede lidt genkendelsens glæde, da vi gik i gang med værtstræningen,” beretter Nina Munch-Perrin.

Nina Munch-Perrins mor, Lone Zilstorff, havde premiere på TV-Avisen den 2. juli 1986. Foto: Screendump

Flere af Lone Zilstorffs gode, gamle kollegaer har skrevet søde beskeder til den nye vært før premieren tirsdag. Lone Zilstorff, der ville være fyldt 70 år i sidste måned, nåede desværre ikke selv at opleve datterens premiere, idet hun døde i 2014. Og til hendes begravelse havde en flok af de gamle DR-kolleger
endda fundet hendes allerførste TVA-optræden frem på bånd fra gemmerne.

”Det var en vildt sjov optagelse - og jeg er ked af, at hun ikke kommer til at se det. Jeg er sikker på, at hun kunne have givet gode råd. Jeg ved også, at hun til tider syntes, det var et rigtig hårdt job på mange planer. Jeg tror blandt andet, det var et hårdt miljø som kvinde i 1980’erne. Det har ændret sig meget siden, og det fik mig nu ikke til at tvivle, da jeg blev spurgt, om jeg ville være vært. Formidling af troværdige nyheder har måske aldrig været vigtigere end nu,” siger Nina Munch-Perrin.