Ny vært på DR Vejret

Den erfarne vejrmand og -vært Anders Steen Brandt bliver ny vært på DR Vejret, hvor han afløser Christian Cherry.

Anders Steen Brandt er ny vejrvært på DR Vejret fra den 1. maj 2021. (© Privatfoto)

Det bliver Anders Steen Brandt, 51, som den 1. maj afløser Christian Cherry som vært på DR Vejret i Aarhus.

Hvis navnet forekommer DR’s seere bekendt, er det ikke tilfældigt, for Anders Steen Brandt kommer fra en stilling som webredaktør og vært på TV 2 Vejret, hvor han har været siden 2004.

Om valget af den nye vejrvært siger Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder og ansvarlig for DR Vejret:

- Med Anders får vi en forrygende formidler, som også har nogle digitale kompetencer, der rækker ind i fremtiden. Han har et skarpt blik for de gode vejrhistorier, hvad enten det handler om vejrbeslægtede fænomener, historiske vejrbegivenheder, vejrdata eller klimaforandringer. Og så har han evnen til at kunne gennemskue enhver tænkelig vejrsituation samt en meteorologifaglighed til at understøtte sin troværdighed.

Skidt og kanel skal skilles

Anders Kern Boje understreger, at netop troværdighed er fundamenten for DR Vejret:

- DR Vejret skal være med til at skille skidt fra kanel i en tid, hvor klimaforandringerne tydeligvis påvirker mange mennesker og fylder mere og mere. Vejret er simpelthen noget af det, vi danskere snakker allermest om. Derfor skal DR Vejret også være til stede i hele landet - møde danskerne og fortælle historier om vejr og vejrfænomener.

Om sit nye job siger Anders Steen Brandt:

- Jeg glæder mig meget til at blive en del af DR Vejret, og jeg ser frem til at formidle vejr i det, der for mig er nye og spændende rammer. Med ’Vores Vejr’ har DR et virkelig godt koncept, som både vil være lærerigt og udfordrende, og jeg vil gå til opgaven med ydmyghed. Men jeg er også sikker på, at jeg med min erfaring og vejrmæssige ballast kan bidrage til, at DR Vejret kan få fortalt endnu flere gode, aktuelle og nærværende vejrhistorier, og at man som seer altid kan være sikker på at få godt vejr - om det så sner, regner eller blæser.

Anders Steen Brandt er født i Svendborg, men har gennem sin opvækst boet mange forskellige stedet i Danmark. Han har læst meteorologi på Københavns Universitet fra 1991-1995 og på Institut für Meereskunde på Christian Albrechts Universität i Kiel fra 1995-1996. Herefter er han uddannet folkeskolelærer i 2000 fra Haderslev Statsseminarium med linjefag i matematik og geografi.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter