Nybagte journalister får DR Nyheders pris

Torben Kloster og Jennifer Jensen modtog torsdag DR Nyheders pris, da Danmarks Medie- og Journalisthøjskole sagde farvel til et kuld nye journalister.

Torben Kloster og Jennifer Jensen modtog DR Nyheders pris på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole den 29. januar 2015. Den blev overrakt af Peter Faurholdt-Löfvall, der er redaktionschef i DR Nyheder. (Foto: Kasper Løftgaard © Type 1)

De to helt nybagte journalister Torben Kloster og Jennifer Jensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole blev modtagerne af DR Nyheders pris for et særligt vellykket bachelorprojekt, der både er kritisk og konstruktivt, da Danmarks Medie- og Journalisthøjskole torsdag eftermiddag sagde farvel til et nyt kuld journalister.

Journalisterne modtog prisen for opgaven ’Multitasking eller indlæring’, der er et website og en Facebook-gruppe, der gør op med myten om at kunne multitaske og samtidig giver et bud på, hvordan det kan løses. Netstedet henvender sig især til gymnasier – både til lærere og elever, men også til alle andre, der er optaget eller berørt af emnet.

I ’Multitasking eller indlæring’ har de to talt med alt fra elever, der bliver forstyrret eller selv multitasker, til undervisningsministeren, og de ser blandt meget andet også på, hvad konsekvenserne er, når Snapchat, Facebook og Youtube stjæler elevernes opmærksomhed i undervisningen.

Torben Kloster, der stammer fra Lemvig oprindeligt, er bekendt med DR i forvejen, da han som en del af sin journalistpraktik arbejdede et år hos DR Kommunikation og Presse og siden var i praktik et halvt år på P6 Beat. Jennifer Jensen, der stammer fra Aulum, har været i praktik på bladet Folkeskolen og i Undervisningsministeriet.

DR Nyheders pris er på 4.000 kroner.