Nye topnavne til 'P6 BEAT Rocker Koncerthuset'

P6 BEAT rocker Koncerthuset lørdag den 7. december, og seks navne er føjet til - blandt andre Jonathan Johansson, Steen Jørgensen og Sune Wagner, Kenneth Bager og Djuna Barnes.

  • Logo P6 BEAT (© Type 1)
  • Når 'P6 BEAT rocker Koncerthuset' lørdag den 7. december kan man møde P6 BEATs værter Augusta Glahn-Abrahamsen, Carsten Holm og Mikael Simpson på Koncerthusets scener, hvor de vil guide lytterne og publikum igennem aftenens musikoplevelser. (Foto: Rasmus Kahlen © Type 1)
  • Man kan opleve en helt unik konstellation bestående af to mastodonter i dansk rock: Sune Wagner fra The Raveonettes og Steen Jørgensen fra Sort Sol, der sammen optræder til P6 BEAT Rocker Koncerthuset (Foto: DR © Type 1)
1 / 3

For andet år i træk holdes 'P6 BEAT rocker Koncerthuset', hvor radiokanalen præsenterer et enestående line-up af danske og udenlandske kunstnere for et stort musikelskende publikum. Kunstnerne indtager alle fem scener i Koncerthuset, og publikum kan frit vælge, hvilke bands, de vil se.

Nye topnavne og unikke konstellationer

P6 BEAT kan nu tilføje seks nye navne til lineuppet i Koncerthuset den 7. december. En af de spændende tilføjelser er den svenske sanger og sangskriver Jonathan Johansson, der fik sit gennembrud i 2005 med singlen ’Aldrig Ensam’ og siden har udgivet i alt tre albums. Med sin melankolske og elektroniske pop har han bjergtaget både anmeldere og publikum og står i dag som én af Sveriges mest talentfulde kunstnere. Et spændende dansk navn er Ulige Numre, der slog stort igennem med ’København’ i 2011, og som nu er aktuelle med deres første album, der har fået titlen ’Nu til dags’. Og så finder man også en helt unik konstellation bestående af to mastodonter i dansk rock: Sune Wagner fra The Raveonettes og Steen Jørgensen fra Sort Sol:

- Steen og jeg har spillet sammen ved flere lejligheder, og vi ser frem til at gøre det igen til ’P6 BEAT Rocker Koncerthuset’. Det bliver et setup kun med os to, og hvad vi spiller er en overraskelse, der først bliver afsløret på selv aftenen, siger Sune Wagner.

Carsten Holm, radiovært på P6 BEAT, er begejstret over de nye navne:

- At have folkene bag to af de fedeste danske rockbands igennem tiderne til at stå på samme scene, er en gave – og at have to erfarne og gennemseje DJ’s til at binde hele aftenen sammen er fantastisk. Og så er der lige Peter Sommer, der på sit højeste kan give de mest nærværende og sitrende liveoplevelser. Ulige Numre er lydsporet fra flere af årets største hits på P6 BEAT, og WhoMadeWho kan omdanne en hvilken som helst blå klods til et flammende dansegulv. Man kommer til at gå på både liste-tå og amok, siger Carsten Holm.

Udover de fem nye navne optræder Baby In Vain, De Høje Hæle, The Minds Of 99, Hymns From Nineveh (solo), Spids Nøgenhat, Ponyblod, Kirstine Stubbe Teglbjærg og Troels Abrahamsen. De resterende navne vil blive offentliggjort senere på måneden.

Billetter kan købes på dr.dk/koncerthuset til 250 kr. pr. stk. inkl. gebyr.

P6 BEAT sender direkte fra Koncerthuset

Der er stadig billetter til arrangementet, men er man ikke blandt de heldige, der får en billet, så er der ingen grund til at fortvivle. P6 BEAT byder nemlig på syv timers direkte radio fra Koncertsalen samt studie 1, 2, 3 og 4. Fra kl. 19.00-02.00 byder P6 BEAT lytterne på masser af direkte livemusik fra koncerterne, hvor P6 BEATs værter vil guide lytterne igennem aftenens musikoplevelser med reportager og interview med de medvirkende kunstnere.

P6 BEAT rocker Koncerthuset

Det er andet år i træk at Koncerthuset danner den smukke ramme for en hyldest til musikken, der bliver spillet på P6 BEAT:

  • P6 BEAT rocker Koncerthuset: lørdag 7. december kl. 19.00-02.00 på P6 BEAT

Facebook
Twitter