Nyt materiale fra DR Skole vil gøre det sjovere at arbejde med dyr, planter og natur

Med udgangspunkt i naturen på hver enkelt skole tilbyder DR Skole fra torsdag elever i indskolingen og mellemtrinnet undervisning om levesteder og biodiversitet. Det hele kulminerer i en ’Skab vild-dag’ i uge 37.

DR Skole har et undervisningsforløb klar, som man kalder 'Danmarks vildeste skoler'. Grafik: Solvej Nygaard Gregersen.

DR’s store naturtema ’Vores Natur’ fortsætter ufortrødent efter sommerferien og resten af 2020.

Sammen med samarbejdspartnerne Friluftsrådet, Naturstyrelsen og de danske naturhistoriske museer i ’Vores Natur’ sætter DR fokus på vild natur og de vilde oplevelser i naturen i løbet af efteråret.

I den anledning inviterer DR Skole til en landsdækkende ’Skab vild-dag’ torsdag den 10. september. Forud for denne dag tilbyder DR Skole spændende og lærerige undervisningsforløb, kaldet 'Danmarks vildeste skoler', hvor elever i indskolingen og mellemtrinet kan få undervisning om levesteder og biodiversitet.

Mange af skolens arealer udgøres nemlig af asfalt og græs, men den biologiske mangfoldighed kan øges ved at skabe vildere natur med flere levesteder for dyr, planter og svampe. Ønsket er at få så mange skoler som muligt med på ’den vilde bølge’ og i fællesskab gøre landets skoler vildere.

Være med til at skabe begejstring

Undervisningsforløbene er netop blevet udgivet på dr.dk/skole, hvor man gratis kan downloade materialet og læse mere om projektet.

- Med undervisningsforløbet vil vi gerne give eleverne en forståelse for den biologiske mangfoldighed i Danmark, og samtidig også være med til at skabe en begejstring for en vildere og mere mangfoldig natur, siger redaktionsleder Trine Charlotte Jensen fra DR Skole.

'Danmarks vildeste skoler' er inddelt i tre faser: Viden, undersøgelse og handling. Derudover består projektet af et supplerende forløb: ultra:bit i naturen, som kombinerer vild natur med DR’s store satsning 'Projekt ultra:bit', hvor DR Skole har udviklet en lang række undervisningsforløb med BBC micro:bit som omdrejningspunkt. I dette forløb skal eleverne arbejde med planters vækstbetingelser på forskellige måder og samtidig lære om teknologiens muligheder for at øge planternes vækst.

- Eleverne skal ud at have jord under neglene, da forløbet blandt andet indeholder en kortlægning af levesteder og arter på skolens område. Alle landets elever kan nu bygge kvasbunker, insekthoteller og plante vilde blomster i forbindelse med ’Skab Vild-dagen’ i september. DR Skole tilbyder netop undervisningsmaterialer, der er løsningsorienterede med konkret inspiration og vejledning til at gøre skolen mere vild. Alt sammen for at det bliver sjovere og mere motiverende at arbejde med dyr, planter og natur, siger Trine Charlotte Jensen.

Materialet er udarbejdet i samarbejde med Friluftsrådet, Miljøstyrelsen, Statens Naturhistoriske Museum og Vild Med Vilje.

Undervisningsmaterialerne kan findes på dr.dk/skole.

Facebook
Twitter