Nyt tilbud til usikre læsere

Nu lukker den del af dr.dk, der udelukkende er henvendt til usikre læsere, i sin nuværende form. Til gengæld vil alle læsere af det samlede nyhedstilbud på dr.dk opleve flere funktioner til at hjælpe med læsningen

Alle artikler på dr.dk fik tidligere i år en oplæsningsfunktion, så for eksempel usikre læsere og store børn kan få indholdet læst op. Det er markeret med dette tegn, som også er tegnet for, at et TV-program har oplæste undertekster. Grafik: DR.

I dag er en særlig del af dr.dk målrettet usikre læsere, hvor der er nyhedsartikler omskrevet netop til dem. Som en del af spare- og udviklingsplanen for DR, der udspringer af de politisk besluttede nedskæringer på DR, lukker dr.dk/ligetil.

Til gengæld vil DR fremover i sin samlede nyhedsformidling på dr.dk have fokus på at gøre nyhederne mere tilgængelige for usikre læsere. Som et eksempel har DR indført en lixmåler internt på redaktionerne, der over tid kan give ny viden om sværhedsgraden af journalistikken.

Fremfor et lille udvalg af nyheder, der er omskrevet til særlige udgaver for usikre læsere, vil DR fremover også tilbyde en række funktioner, der kan understøtte brugernes individuelle behov på hele  dr.dk.

Selv brugere med ens udfordringer såsom ordblindhed har forskellige behov. Derfor peger forskning og DR’s egne brugerundersøgelser på, at er effektivt at give brugeren mulighed for at tilpasse læseoplevelsen til sine individuelle behov. Disse funktioner udvikles og introduceres løbende.

En række nøje udvalgte funktionaliteter

DR har udført en række brugerundersøgelser, der har identificeret de væsentligste behov hos for eksempel ordblinde og tosprogede. Disse behov handler hovedsageligt om støtte til at få teksten læst op eller for at få forklaret svære ord. Så det er de funktioner, DR fremover vil prioritere. Men vi ser løbende på nye teknologiske muligheder og tager gerne imod feedback fra brugerne. Allerede nu kan artikler blive læst højt i forskellige hastigheder, og fra næste uge kan isolerede ord og afsnit blive læst højt.

Efter nytår bliver det muligt at indstille tekststørrelse på artiklerne, og det er planen, at ordforklaringer rulles ud på hele dr.dk i løbet af foråret. Ordforklaringerne vil ikke være en komplet ordbog, men have fokus på at forklare svære eller sammensatte ord.

Facebook
Twitter