Onkel Reje kåret som årets børnekulturpersonlighed

Onkel Reje fra Ramasjang - alias Mads Geertsen - modtog søndag prisen som 'Årets børnekulturpersonlighed', da årets Børn i byen-priser blev uddelt i København.

Her får Onkel Reje overrakt prisen som 'Årets børnekulturpersonlighed'. I midten ses grundlæggeren og direktøren for Børn i byen, Caroline Meldgaard. (Foto: © Heine Pedersen)

DR’s Onkel Reje – alias Mads Geertsen – fik søndag for alvor at mærke, at han har mange fans landet over.

Da Børn i byen-prisen blev uddelt for 13. gang på Arbejdermuseet i København, havde danske forældre peget på ham som ’Årets børnekulturpersonlighed’. Det skete foran de øvrige nominerede i kategorien, som var Sebastian Klein, Motor Mille (Mille Gori), Karl Bille og børnemusikduoen Popsi og Krelle.

Ikke færre end 71.304 stemmer var blevet afgivet for at fordele de 17 Børn i byen-priser, som hylder personer, tiltag og virksomheder, som har glædet danske børnefamilier i årets løb.

Børnibyen.dk har siden 2008 været en stor guide på nettet til børnekultur i specielt København og Aarhus, og det helt særlige ved Børn i byen-prisen er, at det er Danmarks børnefamilier, der helt og holdent afgør, hvem der får priserne.

Heavy metal og pruttesange

Onkel Reje, der har været en fast bestanddel af DR Ramasjang i over 10 år, har underholdt landets børn med alt fra heavy metal over pruttesange til sørøvershow, og han blev særligt fremhævet for sin skæve personlighed, sine sjove påfund og sin farverige påklædning. I sommer kunne han blandt andet også opleves i det årlige Cirkus Summarum i Ballerup og Aarhus, og showet kan fortsat ses på DRTV.

DR havde også en anden chance for at få en pris, idet DR’s tilbud til de mindste – Minisjang til de 1-3-årige – var nomineret i kategorien ’Årets onlineunderholdning’. Her gik prisen nu til familievirksomheden Lille Bille, som laver musik til børn og præsenterer det gennem egen YouTube-kanal.

Blandt de øvrige, der modtog priser på Arbejdermuseet, var blandt andre Børns Vilkår, der fik prisen som ’Årets Ildsjæl’ for det ihærdige arbejde med ’Børnetelefonen’ og ungerådgivningen ’Hørt’. Eventyrteatret blev ’Årets børneteater’, mens Experimentarium blev kåret som ’Årets børnevenlige museum’.

Onkel Reje var selv tilstede for at få overrakt prisen ved prisshowet, hvor en anden figur fra Ramasjang var dagens vært – nemlig Oda Omvendt.