Oplev DR på Folkemødet – og Folkemødet på DR’s platforme

En stribe af DR’s programmer rykker ud af studierne og ind på DR Scenen på Folkemødet på Bornholm fra den 16.-18. juni. Her er DR også vært for et særligt ’DR Deler’-event, der blandt andet handler om DR Dramas rolle.

  • 'Debatten' med Clement Kjersgaard er et af de programmer, der atter sendes direkte fra Folkemødet på Bornholm. (Foto: Anders Beier)
  • 'Påstand mod påstand' på P3 med fra venstre Oliver Bøttner, Martin Plauborg, Sebastian Lund og Simon de Assis bliver sendt fra DR Scenen torsdag fra klokken 16.00. (Foto: Petra Kleis)
  • Inge Thorup og Jonas Madsen fra 'Ultra Nyt' sender også fra Folkemødet i år. (Foto: Anders Richardt Ekström /LEG)
  • Issa Mahmoud Jeppesen, der er vært på Deadline, tager lørdag klokken 17.30 publikum med bag om det kritiske interview. (Foto: Petra Kleis)
1 / 4

Der bliver rig mulighed for både at følge med i Folkemødet på Bornholm, og selv følge hvordan en stribe af DR’s programmer bliver til, når udsendelserne rykker ud af studierne og bliver sendt fra DR Scenen ved Indermolen i Allinge Havn fra torsdag den 16. juni til lørdag den 18. juni.

Efter at corona helt satte en stopper for Folkemødet i 2020, og efter at der sidste år var særlige restriktioner og krav om tilmelding, er der i år fri adgang til området ved DR Scenen. Her vil der i løbet af torsdag, fredag og lørdag ske noget fra morgen til aften. Også alle, der ikke selv befinder sig på Bornholm, får rig mulighed for at fornemme stemningen og overvære debatterne, når DR sender mange timer fra Folkemødet i løbet af dagene - enten direkte eller forskudt. Det sker på DRTV, DR Lyd, P1, P3, DR2, DR Ultra, det landsdækkende P4 og P4 Bornholm, på dr.dk samt i DR’s nyhedsudsendelser.

I forbindelse med Folkemødet er DR samtidig vært for et særligt ’DR Deler’-arrangement torsdag eftermiddag med overskriften ’Hvilken rolle spiller DR Drama? Her er der blandt andet mulighed for at komme i dialog med DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn og DR’s fiktionschef Henriette Marienlund om DR Dramas rolle – både i dag og fremover.

Ved arrangementet deltager også dramaserien ’Borgen’s manuskriptforfatter Adam Price, ligesom skuespilleren Morten Hee Andersen, der har haft flere store DR-roller og også snart kan ses i den nye dramaserie ’Carmen Curlers’, sidder i panelet. Johannes Langkilde er vært ved arrangementet, og undervejs vil publikum i Allinge kunne stille spørgsmål.

- DR har en helt særlig rolle med at brede de aktuelle debatter på Folkemødet og den helt særlige folkemødestemning ud, så hele landet kan opleve den. Samtidig giver Folkemødet en fremragende mulighed for, at folkemødedeltagerne kan kigge ind i DR’s maskinrum og selv tage del i, hvordan DR’s programmer kommer til verden, siger DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

Noget nyt og noget velkendt

Ligesom ved tidligere folkemøder bliver eksempelvis velkendte programmer som ’Debatten’, ’P1 Debat’, ’Deadline’ og ’Sara og Monopolet’ sendt fra DR Scenen i løbet af dagene. Men også en del ’nye’ programmer sender fra Bornholm denne gang.

’Ultra Nyt’, der er DR’s nyhedsudsendelse tiltænkt til de 9-14-årige, sender for eksempel direkte på DRTV fra DR Scenen torsdag eftermiddag fra klokken 15.15-15.45.

Her præsenterer ’Ultra Nyt’ og vært Inge Thorup en anderledes nyhedsudsendelse, hvor temaet er ’Min verden – min stemme’. For er politikerne egentlig gode nok til at lytte til børnenes stemme, og hvad siger politikerne til de forslag og ideer, som tusindvis af børn er kommet med i ugerne op til Folkemødet?

Normalt er lyttere og seere ikke med, når DR researcher sine udsendelser, men det bliver der mulighed for at være ved DR Scenen torsdag fra klokken 16.00 til 18.00. I år er P3-programmet ’Påstand mod påstand’ – med værterne Martin Plauborg og Sebastian Johan Lund, redaktør Oliver Bøttner og reporter Simon de Assis – nemlig også med på Folkemødet. Og ligesom udsendelserne på alle hverdage på P3 vil redaktionen her prøve at finde ud af, hvilke påstande – både fra lyttere og politikere, der passer, og hvilke der er varm luft.

Politiske prøveballoner under lup

Måske viser der sig at være endnu mere varm luft på DR Scenen, når P1’s ’Klog på sprog’ og vært Adrian Hughes fredag fra klokken 11.03-12.00 ser på politiske prøveballoner. For hvilke sprogblomster tager politikerne med til Bornholm, og kan de politiske udmeldinger klare at blive lagt under lup og at blive udsat for ’banalitetsprøven’ – nemlig om det giver mening at sige det modsatte?

Det vil programmet blandt andet se nærmere på, og en af gæsterne på DR Scenen er DR’s sprogredaktør Martin Kristiansen.

Blandt de mange andre begivenheder, der foregår på DR Scenen, er for eksempel optagelser til det politiske magasin ’Slotsholmen’, DR Sportens podcast ’Fodboldlisten’, mediemagasinet ’Tabloid’ og en særudgave af lørdagsprogrammet ’Bagklog’ på P1.

DR's Ruslands- og Ukraine-korrespondent Matilde Kimer medvirker i 'Genstart' hos vært Anna Ingrisch. Det er på DR Scenen fredag klokken 12.15. (Foto: Mads Ogstrup)

Vært Anna Ingrisch og holdet bag står ligeledes for at producere DR’s populære podcast ’Genstart’ fra DR Scenen fredag. Her fortæller DR’s Ruslands- og Ukraine-korrespondent Mathilde Kimer om den krig, hun har stået midt i de seneste måneder, samtidig med at hun blandt andet selv har jongleret med en kræftdiagnose.

Der bliver også en særlig ’Go’Morgen P3 Quiz’ lørdag på DR Scenen, hvor redaktionen inviterer magthavere og ungdom til en dyst om, hvem der ved mest om deres egen og modstandernes ungdom. Og i en særlig folkemødeudgave af ’Lægens Bord’ lørdag har DR’s sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling de seneste data med om danskernes sundhed – ligesom han fortæller finurlige historier fra TV-konsultationen gennem årene.

Følg et kritisk interview

Lørdag eftermiddag giver ’Deadline’-vært Issa Mahmoud Jeppesen et helt særligt indblik i, hvordan ’Deadline’-redaktionen og en politiker forbereder sig på et kritisk interview. Redaktionen og politikeren lægger hver en plan, interviewet gennemføres, og publikum ved DR Scenen kan så selv afgøre, hvordan det gik, og hvem det gik bedst for.

Selv om coronarestriktionerne er helt væk på Folkemødet i 2022, er der nu en særlig ’opfindelse’ fra coronatiden, som kan opleves fredag aften på DR Scenen. Her byder Katrine Muff og Johannes Langkilde op til ’Fællessang’, og alle er velkomne til at komme forbi og synge med.

16 timer direkte til Bornholm

Hver eneste dag året rundt sender P4 Bornholm nyheder, baggrund og aktualitet fra det bornholmske, og der bliver rig mulighed for at følge DR-distriktets værter, livereportere og gæster, når de sender direkte fra DR’s plads på Allinge Havn.

- Folkemødet er jo en af årets helt store begivenheder på øen, og derfor beretter vi om stort set alt, man kan forestille sig om Folkemødet. Sammenlagt sender vi 16 timers direkte radio på P4 Bornholm fra Allinge torsdag, fredag og lørdag, og så varmer vi op med alle mulige vinkler i den kommende uge, forklarer redaktionsleder Malene Bo Christiansen fra DR Bornholm.

P4 Bornholm sender direkte fra Allinge torsdag fra klokken 6-10 og 15-18, fredag fra klokken 6-10 og 16-18 og lørdag fra klokken 6-9. Programmerne kan høres af alle via DR Lyd.

Du kan få et overblik over hele DR’s program for Folkemødet her - og hvis du er på mobilen her.