Oplev ’Tidsrejsen’ i virkeligheden

Frem til den 4. januar er noget af scenografien fra DR1’s julekalender ’Tidsrejsen’ udstillet i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København. Alle kan kigge med.

Sofie i ’Tidsrejsen’ har desperat brug for at løse et problem og vælger at gøre det ved hjælp af teknologi, som hun opfinder med sin farfar. (Foto: Søren Bay © Type 1)

Normalt er det uhøfligt at stå og glo ind ad vinduer, men frem til den 4. januar 2015 er det i den grad i orden i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København.

Her har man chancen for at opleve ’Tidsrejsen’ i virkeligheden, da DR og den teknologiske alliance Engineer the future udstiller dele af scenografen fra årets DR1-julekalender i foyeren i Industriens Hus. Her vil man for eksempel kunne kigge ind i ’Farfars værksted’ og både kunne se røgen og høre lyden af en tidsmaskine, der tilmed skifter farve undervejs. Der vil også være en snevejrsmaskine, Dixies vilde ATV og meget andet at se på.

’Tidsrejsen’ er et action adventure-juleeventyr, der handler om den 13-årige videnskabsnørd og skilsmissepige Sofie, der har ét eneste juleønske: nemlig at hendes forældre finder sammen igen inden den 24. december, så de igen kan holde jul sammen som en familie. Sofie får – med hjælp fra sin opfinder-farfar, muligheden for at rejse i tid og ændre på forældrenes skæbne.

”DR vil gerne forlænge oplevelsen og være med til at give seerne et indtryk af, hvordan man laver tv. Samtidig er ’Tidsrejsen’ også et godt eksempel på, hvordan vi nogle gange må opfinde ting og sager, for at de fungerer på fjernsyn,” forklarer redaktør Kasper Zederkof fra DR Salg, som har været med til at arrangere udstillingen.

Kan ses døgnet rundt

Udstillingen er skabt af scenograf Rasmus Bæk, som har været med til at lave alle opfindelserne i ’Tidsrejsen’.

”Sofie i ’Tidsrejsen’ har desperat brug for at løse et problem og vælger at gøre det ved hjælp af teknologi, som hun opfinder med sin farfar. I Engineer the future arbejder vi på at vise børn og unge, hvor sjovt det er at arbejde med teknologi og videnskab for at motivere dem til at søge i den retning, når de vælger uddannelse,” siger Engineer the futures formand, Frida Frost, som begrundelse for, hvorfor Engineer the future er med i udstillingen af ’Tidsrejsen’.

Udstillingen kan ses døgnet rundt frem til og med årets første januarsøndag.

Facebook
Twitter