Otte velkendte værter i indbyrdes kamp om pris

Fire værter fra DR er blandt de nominerede, når TV-Prisen som ’Årets vært’ skal uddeles den 27. januar. Det er første år, hvor mænd og kvinder kæmper i samme kategori.

Sofie Linde har chancen for at blive ’Årets Vært’ ved TV-Prisen 2018. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)

De er kendte for vidt forskellige programmer og for vidt forskellige måder at lave fjernsyn på. Men alligevel har otte velkendte, danske TV-værter én ting til fælles. Lørdag den 27. januar har de mulighed for at blive ’Årets Vært’, når TV-Prisen 2018 bliver holdt i Tivoli Congress Center i København.

TV-Prisen er en aften, hvor TV-branchen hædrer årets største præstationer og de bedste programmer med statuetter, og for nylig kom nomineringerne til priserne.

For første gang er værtskategorien i år slået sammen, så både mænd og kvinder kæmper mod hinanden. Sidste år gik prisen som ’Årets bedste mandlige vært’ til DRs Anders Agger, mens ’Årets bedste kvindelige vært’ var DRs Signe Molde, der altså også er nomineret i 2018.

Tre værtskvinder fra DR har chancen

DR har fire ud af de otte nomineringer, mens TV 2-familien tegner sig for to og Kanal 5 og TV 3+ for hver én.

Lars Mikkelsen kan for eksempel blive ’Årets vært’ for DRs store historiesatsning i 2017, ’Historien om Danmark’ på DR1, men han er blandt andet i skarp konkurrence med tre værtskvinder fra DR – nemlig Petra Nagel fra ’Petra elsker sig selv’ på DR3, Signe Molde fra ’Quizzen med Signe Molde’ på DR2 og Sofie Linde, som lige nu kan ses hver fredag aften i ’X Factor’ på DR1.

De øvrige, der har chancen er Lars Brygmann fra ’Brygmann og krigsveteranerne’ på Kanal 5, Lasse Sjørslev fra ’Besserwisserne’ på TV 2 News, Lene Beier fra ’Landmand søger kærlighed’ på DR1’ og Peter Grønborg fra TV 3+, som er nomineret for sin indsats under UEFA Champions League-finalen sidste år.

DR er allerede på forhånd sikret mindst én pris i forbindelse med TV-Prisen. I kategorien ’Bedste børneprogram’ er samtlige otte nominerede udsendelser nemlig fra enten DR Ultra eller DR Ramasjang.

Se alle de nominerede til TV-Prisen 2018 her

Facebook
Twitter