P2 indleder jagten på unge musikere til kammermusikkonkurrence

Til efteråret er der atter P2 Kammermusikkonkurrence i DR Koncerthuset, og frem til den 2. juni er der mulighed for at tilmelde sig.

Guitarkvartetten Erlendis Quartet vandt P2 Kammermusikkonkurrencen i 2017. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

Det kommer til at summe af konkurrencestemning og kammermusik på højt niveau, når P2 Kammermusikkonkurrence igen løber af stablen i DR Koncerthuset fra den 29. oktober til 1. november 2020. Over fire dage vil nogle af vores bedste unge musikere dyste om priserne, æren og ikke mindst kommende koncert-engagementer.

DR har netop åbnet for tilmeldingerne til konkurrencen, der er for unge musikere under 30 år. Der skal være mindst to og højst otte medvirkende i hvert ensemble, og de præcise regler og mere om tilmelding er at finde her

Det er 13. gang, P2 Kammermusikkonkurrence bliver holdt, og den har gennem de snart 30 år, den har eksisteret, haft afgørende betydning for deltagernes musikalske gennembrud.

For tidligere vindere og prismodtagere som Erlendis Quartet, Nightingale String Quartet, Trio Vitruvi, The Danish String Quartet og Trio Con Brio har den været startskuddet til en international karriere.

Dyster om førstepræmie på 100.000 kroner

De unge kammermusikere vil denne gang komme til at dyste om en 1. pris på 100.000 kroner, en 2. pris på 30.000 kroner og en 3. pris på 20.000 kroner. Derudover vil der være en ’Ny musik-pris’ på 20.000 kroner for den bedste fortolkning af musik komponeret efter 1985.

- P2 Kammermusikkonkurrence er en præsenterbakke uden lige. Her har ensembler som Trio con Brio og Den Danske Strygekvartet fået deres gennembrud over for et større publikum. Derfor er det med største glæde og forventning, at vi til oktober byder velkommen til P2 Kammermusikkonkurrencen 2020. Det er talenternes mødested og netop i kammermusikken er der et utal af muligheder for at træde i musikalsk karakter - både som individuel musiker og som ensemble, siger Esben Tange, der er redaktør på P2.

Juryen til P2 Kammermusikkonkurrence 2020 er på plads, og det er:

Julie Eskær: Violinist og formand for juryen

Julie Eskær er en erfaren kammermusiker, der med den prisvindende Eskær Trio har turneret i mange lande. De vandt P2 Kammermusikkonkurrence i 1996. Trioen har blandt andet indspillet Brahms’ klavertrioer og værker af Ravel og Chausson og modtaget P2 Prisen for albummet ’Romantiske Klavertrioer’. Julie Eskær spiller også i Arabella String Quartet i Boston og er en meget aktiv kammermusiker på internationale kammermusikfestivaler. Hun er desuden koncertmester i Danmarks Underholdningsorkester.

Tanja Zapolski: Pianist

Tanja Zapolski er én af Danmarks førende pianister. Hun er en erfaren solist og kammermusiker, og hun har arbejdet sammen med fremtrædende dirigenter og musikere fra både den klassiske og rytmiske verden. Tanja Zapolski optræder ofte i nye konstellationer, genrer og utraditionelle sammenhænge. Hun har været solist med alle danske symfoniorkestre og turneret verden rundt med kvartetten Opus X.

Line Fredens: Violinist

Violinisten Line Fredens har spillet over det meste af verden med sin prisvindende klavertrio, Jalina Trio. Line er koncertmester for 2. violinerne i Malmø Symfoniorkester. Hun har en master i læreprocesser med specialisering i organisatorisk coaching fra Aalborg Universitet og fungerer nu også som coach for musikere. Line Fredens underviser desuden i entreprenørskab på Det Jyske Musikkonservatorium.

Max Artved: Oboist

Max Artved blev ansat som solooboist i DR Symfoniorkestret i 1990, fra 1992 som 1. solooboist. Han har stiftet DR Symfoniorkestrets blæserkvintet og var kunstnerisk leder af Diamant Ensemblet, Det Kongelige Biblioteks husensemble. Max Artved medvirker på mange album, både for soloobo, kammerbesætninger og symfoniorkester. Han har været træblæserprofessor ved DKDM siden 2009.

Bjarke Mogensen: Akkordeonist

Akkordeonisten Bjarke Mogensen vandt i 2011 P2 Kammermusikkonkurrence og året efter Almere International Chamber Music Competition sammen med Rasmus Kjøller i MYTHOS. Han spiller koncerter over hele verden og havde i 2011 sin solodebut i Carnegie Hall. Som solist har han samarbejdet med blandt andre Kremerata Baltica og Moscow Virtuosi. Bjarke Mogensen udfordrer gerne de traditionelle musikalske genrer og optræder i mange forskellige sammenhænge og konstellationer. Bjarke underviser i kammermusik på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Rie Koch er vært

P2 Kammermusikkonkurrence bliver holdt i Studie 2 i DR Koncerthuset, og publikum kan glæde sig til fire intense dage med nerver på spidsen. Rie Koch er som altid vært på scenen. Konkurrencen kan også følges i radioen på P2 og flere af DR’s andre medier.

P2 Kammermusikkonkurrence 2020 støttes af Wilhelm Hansen Fonden

Hør Erlendis Quartet, der vandt i 2017 her