’P3 Guld’ indtager Aalborg for at hylde dansk musik

For første gang bliver 'P3 Guld' holdt i Aalborg, når Musikkens Hus den 28. marts lægger scene til den tilbagevendende fejring af dansk musik.

I 2019 blev P3 Guld holdt i Odense. I år holdes det i Musikkens Hus i Aalborg. (Foto: Agnete Schlichtkrull)

Dansk musik har en særlig position på P3, og den 28. marts holder kanalen den tilbagevendende årlige hyldest og markering af ny dansk musik ’P3 Guld’. Showet foregår i år i Musikkens Hus i Aalborg.

- Dansk musik fortjener al den opmærksomhed, som den kan få, særligt i disse år hvor international musik blot er et klik væk, og fordi der bliver lavet rigtig meget godt danskproduceret musik i dette land. Så vi glæder os til at hylde den danske musik i Aalborg og sætte fokus på nogle af de nye fremadstormende talenter, som vi heldigvis har mange af, siger Mathias Buch, der er musikansvarlig på P3.

En række danske navne kommer til at optræde live til showet, mens der uddeles priser til de kunstnere, der har sat markante kunstneriske aftryk i det forgangne år. Det gælder både etablerede navne såvel som de nye stjerneskud, der kommer til at tegne dansk musik i fremtiden. De tre priser, der skal uddeles er ’P3 Prisen’, ’P3 Talentet’ og ’P3 Lytterhittet’.

Blandt tidligere prismodtagere kan nævnes The Minds of 99, Benal, Karl William, MØ, Ukendt Kunstner og Lukas Graham.

Første gang i Aalborg

'P3 Guld' har været holdt siden 2001. Sidste blev P3 Guld afviklet i Odense, men det er første gang, at den populære prisuddeling holdes i Aalborg, hvilket vækker stor begejstring hos borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen:

- Vi glæder os over, at Aalborg endnu en gang bliver vært for et af landets mest populære tv-shows og således atter bliver slået fast på det kunstneriske danmarkskort. Det skaber enorm stor værdi for byen og hele Nordjylland. Jeg er selv meget begejstret for P3 Guld, og jeg glæder mig til at opleve showet folde sig i ud i de unikke rammer i Musikkens Hus, siger han.

Program og værter til årets show vil blive offentliggjort løbende. Billetterne kommer i handlen den 4. februar klokken 10.00.