P3 rykker ud og samler ind

Sammen med navne som Djämes Braun og Carpark North tager flere af P3's værter ud i Danmark for at samle penge ind til ’Danmarks Indsamling 2014’.

Nicholas Kawamura er en af P3-værterne, der er værter for ’Danmarks Indamling’ på kanalen. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Sammen med navne som Djämes Braun og Carpark North tager flere af P3's mest profilerede værter i næste uge ud i Danmark for at samle penge ind til 'Danmarks Indsamling 2014'.

I den kommende uge bliver det svært at høre P3 uden at støde ind i 'Danmarks Indsamling 2014'. Den normale sendeplan er udskiftet med livemusik samt masser af programmer, der har til formål at få P3's lyttere til lommen og støtte den gode sag. I år er temaet ved Danmarks Indsamling 'Når mor mangler'.

"P3's mission er at komme rundt i landet og møde vores lyttere. At præsentere dem for de flotte præmier, de kan vinde i vores tombola, hvis de bidrager. Vi giver lytterne livemusik hver dag, og får besøg af gæster, der fortæller, hvorfor det i år også giver god mening at støtte op om Danmarks Indsamling", siger indholdsredaktør Christian Lundov fra P3.

Djämes Braun i kølemontren

Fra mandag og resten af ugen vil P3-værter som Nicholas Kawamura, David Mandel, Tony Scott, Kenneth K, Sara Frost, Mads Steffensen og Pia Røn have fokus på 'Danmarks Indsamling 2014' mellem klokken 9.00 - 18.00.

Medina, Carpark North, Mø, Djämes Braun, Linkoban, Lucy Love, Nahiba, Shaka Loveless, Niklas og Topgunn er nogle af de navne, som spiller live for P3's lyttere og de, der møder op, hvor P3 befinder sig.

Ud over at sende fra P3's studier i DR Byen, bliver der sendt fra Kvickly i Haderslev onsdag, hvor Djämes Braun optræder i kølemontren, Jysk i Randers torsdag, hvor Carpark North spiller live og fra Oure om fredagen. Alle dage ml. kl. 12 - 15. Desuden får programmerne besøg af en række kendte gæster, og der bliver løbende stillet om til vært på Pressen på P3, Tue Blædel, der reporterer fra Mozambique og Somaliland.

Fredag mellem klokken 15 - 20 sender P3 fra fredagsbar. Det sker fra Studenterhuset i henholdsvis Aarhus og København, hvor flere af de musikalske navne kommer og spiller live.

Lytterne får også mulighed for at støtte indsamlingen via sms. Udover at donere penge til den gode sag er det muligt at vinde flotte præmier. I det store indsamlingsshow på DR1, der sendes lørdag den 1. februar fra klokken 19.00, står P3 bag hovedpræmien, en splinterny bil, samt en masser ekstra superflotte præmier.

Om indsamlingen

Danmarks Indsamling blev afholdt første gang i februar 2007 og har samlet over 500 mio. kr. til udviklingsprojekter i Afrika. I 2013 blev det til 76 mio. kr. Danmarks Indsamling løber frem til 1. februar, hvor indsamlingen kulminerer med det store tv-show på DR1 med topunderholdning og kendte personer på plads i call centrene - klar til at tage imod danskernes bidrag.

Læs mere om Danmarks Indsamling 2014 på:

Indsamlingen kan også følges på www.facebook.com/danmarksindsamling.

Facebook
Twitter