P3 sætter tryk på dokumentarer på podcast lavet af eksterne producenter

Tre nytænkende P3 podcast-serier sætter fokus på unges brug af stoffer. Alle er lavet af eksterne producenter fra det spirende danske radiomiljø.

(© Michael Sperling)

Gennem de seneste uger har der været tryk på udgivelserne af dokumentar-podcasts fra P3. Netop podcast bliver i stigende grad en del af P3’s tilbud til de yngre lyttere:

”Podcastmediet giver P3 mulighed for at fortælle historier fra miljøer og skæbner, der både fascinerer og skaber identifikation hos unge. Historier, der kan få plads til at blive udfoldet og fortælles i dybden på en helt anden måde, end vi kan på konventionel flowradio”, fortæller Steffen Raastrup, kanalchef for P3.

Det er altid gunstigt at få mange perspektiver og kompetencer i spil, når du skal udvikle nye måder at fortælle på. De forskellige eksterne producenter, der har leveret indhold til P3s podcasttema om stoffer, har bidraget med hver deres tilgang.

Steffen Raastrup, kanalchef for p3

Eksternt produceret

Flere af de nye podcasts er lavet af eksterne producenter fra det spirende danske radiomiljø. Det gælder for blandt andet det helt nye tema om fest-stoffer, der bygget op om tre podcast-titler.

En podcast-serie, ”Alt om Emma”, sætter fokus på stoffet MDMA, som mange unge over hele landet bruger. Her har Filt produceret tre korte podcasts med blandt andet brugere, eksperter og pårørende til unge, der har taget en overdosis.

Det gælder også podcasten ”Weekendnarkoman”, som Hz&Tone har produceret. Her følger Rikke sin ven Tobias ind i en underverden af fest og stoffer. En verden, der både er skræmmende og tillokkende.

Endelig sætter podcastserien ”Drømme fra bunden”, lavet af highwire fokus på brug og misbrug af stoffer og vejen ud af det for en række unge.

Nuanceret og mangfoldig dækning

Steffen Raastrup glæder sig over det gode samarbejde med de eksterne podcastproducenter.

”Det er altid gunstigt at få mange perspektiver og kompetencer i spil, når du skal udvikle nye måder at fortælle på. De forskellige eksterne producenter, der har leveret indhold til P3s podcasttema om stoffer, har bidraget med hver deres tilgang. Det giver en rigtig fin spredning og mangfoldighed i både vinkler, fortællinger og medvirkende, der forhåbentligt samlet set giver et meget nuanceret og perspektivrigt billede på emnet”, siger han. Om emnet stoffer og tilgangen i de nye podcasts, tilføjer han:

”Du kan ikke skabe grobund for en reel debat og samtale med løftede pegefingre og formaninger. Du bliver nødt til at se på emnet gennem de unges øjne og spørge: hvad er fascinationen? Hvori består drivet mod at prøve at tage stoffer, nysgerrigheden? Og derfra belyse risikoen og konsekvenserne ved at tage stoffer”.