P4-lytterne foreslog dem: Nu har ’LykkeLiga’ fået Danskernes Idrætspris

Konceptet, der tilbyder håndbold for udviklingshæmmede børn og unge, blev lørdag hædret med ’Danskernes Idrætspris’ fra P4, Danmarks Idrætsforbund og e-Boks.

  • Siden tidligere håndboldlandsholdsspiller Rikke Nielsen i 2016 fik ideen til at oprette et håndboldhold for udviklingshæmmede børn, er det kun gået en vej for projektet ’LykkeLiga’ – og det er frem. 37 klubber i Danmark, i Grønland og på Færøerne, har meldt sig på håndboldbanen. Hun holdt takketalen i Herning og var i selskab med medlemmer af LykkeLigaen. (Foto: Lars Møller)
  • Initiativtager Rikke Nielsen blev kåret som ’Årets Forbillede’ ved ’DR’s Sport 2016’, og det var efter den overrækkelse, at flere interesserede begyndte at kontakte hende for at starte flere håndboldhold op for udviklingshæmmede rundt i landet. (© Lars Møller)
1 / 2

Da P4 i efteråret efterlyste gode projekter og ideer til, hvem der skulle have ’Danskernes Idrætspris’, var det lyttere fra P4 Nordjylland, der foreslog, at projektet ’LykkeLiga’ kunne være en kandidat til ’Danskernes Idrætspris’, som lørdag aften blev uddelt ved DR’s ’Sport 2018’-show i Herning.

Prisen går til en aktivitet eller et projekt, ”der på en inspirerende måde er med til at styrke, udvikle eller nytænke foreningsidrætten”. Og det blev netop ’LykkeLiga’, der under showet sikrede sig prisen på 100.000 kroner, som P4, Danmarks Idrætsforbund (DIF) og e-Boks står bag i fællesskab.

Siden tidligere håndboldlandsholdsspiller Rikke Nielsen i 2016 fik ideen til at oprette et håndboldhold for udviklingshæmmede børn, er det kun gået en vej for projektet ’LykkeLiga’ – og det er frem. 37 klubber i Danmark, i Grønland og på Færøerne, har meldt sig på håndboldbanen. Derudover er der kommet forespørgsler fra Norge, Tyskland og Kroatien – og for nylig har en sydkoreansk håndboldklub også vist interesse for at kopiere idrætsinitiativet.

Spreder glæde i idræts-Danmark

Det var netop på grund af den store udvikling, ’LykkeLiga’ har været igennem, at konceptet fik ’Danskernes Idrætspris 2018’.

”’LykkeLiga’ har formået at rykke sig milevildt på kort tid. Her er tale om et bæredygtigt koncept, der i høj grad spreder glæde i idræts-Danmark,” sagde formanden for Danmarks Idrætsforbund, Niels Nygaard, i forbindelse med uddelingen på direkte TV. Prisen blev overrakt af dressurrytteren Cathrine Dufour, der har siddet med i dommerpanelet i forbindelse med uddelingen.

Ideen bag ’LykkeLiga’ opstod, da Rikke Nielsen skulle finde et idrætshold til sin datter, der har Downs syndrom. Hun satte en annonce i avisen, der opfordrede til, at man kunne komme og spille håndbold med hende og datteren. Det gav pote, og der kom 21 til den første træning.

På baggrund af initiativet blev Rikke Nielsen kåret som ’Årets Forbillede’ ved ’DR’s Sport 2016’, og det var efter den overrækkelse, at flere interesserede begyndte at kontakte hende for at starte flere håndboldhold op for udviklingshæmmede rundt i landet.

I alle DR’s P4-distrikter er der blevet efterlyst bud på, hvem der skulle have prisen. Hvert af dem valgte et initiativ, efter at 16.803 af DR’s lyttere og netbrugere havde stemt om, hvad der var deres favorit, og bestyrelsen i Danmarks Idrætsforbund har så udvalgt årets prismodtager blandt dem.

’LykkeLiga’ sikrede sig prisen foran de to andre finalister – nemlig Thurø Sejlklubs ’Sejl og Studér’ (foreslået via P4 Fyn) og Urban Street Zone (foreslået via P4 Midt og Vest).

Facebook
Twitter